Blommetrifli – moderne sensommerversion

Blomme-trifli.
Blomme-trifli.

Her er endnu en dessert, du kan bruge dine blommer til.

Det er lige nu, man har dem i overflod i haven (hvis altså man har et eller flere blommetræer, naturligvis :-)), og det kan godt være lidt svært at komme på ideer til, hvad man skal bruge dem til.

Ingredienser til creme.
Ingredienser til creme.

Jeg har frosset et par poser til crumble, som jeg nok skal få lavet og lagt en opskrift på bloggen om en af dagene – men her er først en moderne udgave af den klassiske trifli.

Endnu en gang må jeg undskylde mine fotos. Når jeg har gæster, gider jeg altså ikke bruge tid på at gøre en masse ud af billederne – så jeg håber, man alligevel kan fornemme, hvor god desserten var. Min veninde syntes, den var lækker…og det gjorde jeg også 🙂

Og så glemte jeg endda at høvle lidt mørk chokolade hen over. Det gik nu fint uden, men prøv endelig med chokoladen, hvis du er mindre distræt end jeg er, når du har gæster…

NB! Læg mærke til, at du skal starte på at lave desserten 2-3 timer, inden den skal spises!

Klar til at samle desserten
Klar til at samle desserten – der skal hældes Vin Santo (det var det, jeg havde) over makronerne.

Blommetrifli

(4 personer)

Creme:

1 æg (behøver ikke være pasteuriseret, da det varmes op over 72 grader)

1 dl mælk (ikke skummet eller mini)

Korn af 0,25 vaniljestang

1 spsk sukker

1,5 tsk maizena

Trifli:

1 dl piskefløde

12 små makroner

6 spsk sød sherry, portvin eller lignende (se note 1)

200 gram blommer

50 gram mærk chokolade

Creme: Kom alle ingredienserne sammen i en tykbundet gryde (ikke af aluminium). Kog det op under piskning, skru ned til lav varme og pisk hele tiden, mens cremen koger og bliver tykkere (se note 2). Den skal koge et par minutter.

Hæld cremen i en skål til afkøling og pisk i den en gang imellem, indtil den er let afkølet.

Dæk cremen til og sæt den i køleskabet, indtil den er kold.

Pisk fløden til skum og vend den i cremen.

Nogle timer før servering:  Læg 3 makroner i hvert glas.

Kom 1,5 spsk sherry (eller hvad du nu bruger) over pr. glas.

Skær blommerne i tynde skiver. Fordel dem over makronerne.

Fordel cremen over.

Dæk glassene til og sæt dem i køleskabet,

Ved serveringen: Pynt med lidt reven chokolade.

Note 1: Jeg havde hverken sherry eller portvin, men jeg havde den søde italienske vin, Vin Santo. Det blev rigtigt godt med den.

Note 2: Det er ikke svært selv at koge en creme op, men man skal holde øje med det hele tiden. Når først cremen er kommet i kog, skal man sørge for at piske hele tiden.

(Opskriften er fra ”Kvinde kend dine kul” af Tina Scheftelowitz, Politikens Forlag, 2008)

Cremen er superlækker
Cremen er superlækker, blommer giver en smule syrlighed, og makronerne lidt crunch. Det er godt 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *