Jeg kan virkelig godt lide rødbeder.
Og det var så også det, jeg havde mest af i køleskabet, da jeg vendte hjem efter weekend hos min far.
Så aftensmaden stod på bagte rødbeder med fetacreme. Det er en opskrift, der i sin oprindelse stammer fra en svensk kogebog, men jeg har ændret så meget i den, at jeg for en gangs skyld godt vil tage ejerskab. Jeg er sikker på, at den svenske kogebogsskribent ikke vil kunne genkende sin ret i min version, så altså; det her er min 🙂
Rødbeder med fetacreme (2 personer)
500 gram rødbeder
olivenolie
havsalt
100 gram god fetaost
1 dl cremefraiche
herbes Provence
Skræl rødbederne (god idé med plasthandsker) og skær dem i både. Kom dem i et ildfast fad, der er smurt med olivenolie. Drys med havsalt.
Sæt i en 200 grader varm ovn i 30 minutter.
I mellemtiden: Blend feta (skåret i tern) med cremefraiche.
Krydr rødbederne med herbes Provence, vend dem lidt rundt i olien og giv dem 10 minutter mere.
Server rødbeder med fetacreme og godt brød-
Note1: Jeg bruger tyrkisk fetaost, som jeg har købt i store “hjul” hos ostehandleren i Østergade i Holstebro. Uanset hvor man nu bor i landet, så er kvaliteten af feta’en vigtig. Køb en ordentlig feta!
Note 2: Jeg rører fetaen op med cremefraiche 18 procent. Men man kan både gå den eller den anden vej (jeg har prøvet begge dele, og det virker) – og bruge enten græsk yoghurt 10 procent eller creme fraiche 38 procent.
Mere om rødbeder…
I 1990 rejste Else, Sørine og jeg til Prag for at lave en række interviews om forfattere og journalisters vilkår. Inden Else blev journalist, var hun boghandler, og hun var interesseret i at vide, hvad der var sket med Charter 77.
Vi havde lejet os en god lejlighed i et middelalderhus midt i byen, fået en række aftaler i stand og hyret en tolk. Uheldigvis skete der så det ulykkelige, at Else fik mellemørebetændelse. Faktisk var det så slemt, at hun måtte til læge og have punkteret trommehinden.
Så når vi tænker tilbage på vores tur til Prag, er der kun ganske få fællesoplevelser, der binder os sammen. Den største var pave Johannes Pauls besøg i byen, hvor vi sammen med titusinder af andre hørte ham tale – og ivrige (og til tårer rørte) tjekker ivrigt oversatte hans ord for os, da de opdagede, at vi var udlændinge. Den næststørste oplevelse var en middag på restauranten U Maliru. Jeg kan se på Tripadvisor, at den stadig eksisterer og får topkarakterer.
Vi var også totalt overvældede (de varmede meget langstilkede glas til cognac ind over den åbne ild i pejsen, kan jeg huske) – og vi startede med en guddommelig bortsj.
Vel hjemme igen skulle vi tre mødes og se hinandens fotos. Vi mødtes hos Else i hendes kollektiv i Århus – og naturligvis skulle vi have bortsj. Vi lavede den efter en opskrift i en af Elses kogebøger, og det er stadig den bedste bortsj, jeg nogensinde har fået! Vi blev totalt højrøvede af oplevelsen og mente nok, at vi kunne give de tjekker kamp til stregen.
Jeg har siden flere gange bedt Else om opskriften, har fået den, og har forlagt den igen….også nu. Ja sorry.
Men i mellemtiden kan det nok gå med en anden god opskrift på rødbede-suppen bortsj.
Den stammer fra Politikens korrespondent i England og Irland, Lone Theils.
Jeg interviewede hende for mange år siden, in slut 90erne, da vi begge var unge og grønne, og hun var korrespondent i London for Berlingske Tidende. Vi har fælles gode venner, og vi er Facebook-venner. Så derfor spottede jeg forleden, at hun skrev, at nu ville hun slappe af med at lave en bortsj. Rødbede-alarmen gik straks i gang – og jeg har fået opskriften 🙂
Lone Theils er i øvrigt lige så madglad som mig, skriver guddommeligt – også i sin blog – og det kan man læse mere om på http://theilsilondon.blogspot.dk/
Bortsj á la Theils
Olie – olivenolie eller hvad man lige har ved hånden
En spsk. korianderfrø (tørristede på en pande og knust med let hånd i morter)
1-2 tsk spidskommen
1 tsk røget paprika (Pimento)
1 knivspids knust chipotle chili
Et halvt bundt dild, hakket (kan udelades)
1-2 tomater, groft hakkede
1-2 løg i tern
2 stave selleri i tern
4-5 rødbeder revne
1 gulerod, revet
oksefond
250-300 g. oksekød i klumper
2 spsk tomatpure
Til servering: Peberrodssauce, enten fra glas eller lav din egen ved at blande revet peberrod med lidt creme fraiche.
Start med at brune krydderierne kort i olien. Tilsæt løg og selleri og lad dem blive bløde og gennemsigtige. Tilsæt dild og tomater. Tilsæt de revne rødbeder og guleroden og fyld op med oksefond (terning er fint) næsten til kanten. Når det er kogende, hælder man kødet i, et par skefulde tomatpure, rører rundt, lægger låg på og skruer ned så det simrer. Det lader man det gøre i en time, indtil kødet er så mørt, at det næsten smuldre,r hvis man trykker det mellem tommel og pegefinger. Så fisker man møjsommeligt kødstykkerne op og sætter en stavblender i gryden. Lader den gøre sin ting, til man har den konsistens man ønsker. Hæld kødet tilbage igen og varm igennem.
Server med store klatter peberrodssauce på toppen – det skal virkelig rive lidt i næsen for at det er en rigtig borscht.
Lones Note: Her er opskriften på den suppe jeg lavede i fredags, men faktisk laver jeg den næsten forskelligt hver eneste gang – baseret på hvad jeg lige har i køkkenet. Der skal selvsagt altid rødbeder i – også tomater og noget stærkt. Og oksekød for mig vedkommende. Resten, det vil sige krydderier, urter og så videre, kan man variere efter smag og behag.
Min note: Hvis man bor i Holstebro eller tilsvarende by, får man store problemer ved at finde chipotle chili. Man kan enten bruge en knivspids knuste chilifrø (de kan købes hos enhver etnisk købmand) eller man kan købe det online hos Chili House (det er i København) på http://www.chilihouse.dk/