Venedig er særpræget og betagende smuk. Byen med kanalerne emmer af historie, men skal først og fremmest bare nydes. Det er heldigvis nemt.
»Hvor skal vi mødes?« sms’er min italienske veninde, da jeg er ankommet til Venedig. »Et sted, jeg nemt kan finde, hvad med Harrys Bar?« sms’er jeg forventningsfuldt tilbage.
Jeg har gjort mit hjemmearbejde og ved, at Harrys Bar åbnede i 1931 og siden har haft et væld af berømtheder indenfor dørene lige fra Noel Coward og Charlie Chaplin over Orson Welles, Ernest Hemingway og Truman Capote til adskillige af Europas kronede hoveder.
»Okay – hvis det virkelig er det, du vil« sms’er hun tilbage.
Det lyder ikke lovende.
I tankerne vinker jeg farvel til min Bellini, som er den cocktail med ferskenpuré og prosecco (italiensk champagnetype), der blev opfundet af grundlæggeren af baren, Guiseppe Cipriani, og som siden er blevet en slags signaturdrink for Venedig.
Se noget originalt
Jeg ringer til Marzia, som veninden hedder.
Hun har tidligere arbejdet med turisme i Venedig, men i dag sørger hun for, at gæsterne på de store krydstogtsskibe, der ligger ved Venedig i flere dage, også kan få nogle gode oplevelser ned langs Italiens vestlige kyst.
»De ser jo Venedig på en dag, og så vil de opleve noget nyt den næste dag,« forklarer hun og ruller lidt med øjnene – da jeg møder hende.
Ikke på Harrys Bar, den har hun dømt ude.
»Alt for dyr og fyldt med turister,« er hendes dom.
Hun synes, jeg skal se noget mere originalt.
Jeg tør næsten ikke fortælle hende, at jeg allerede har tilbragt halvanden times tid på tagterassen på et andet Venedig-ikon, Hotel Danieli. Men det viser sig at være i orden, set med hendes øjne.
»Jeg tager altid gæster med ind omkring Hotel Danielis lobby. Den er utroligt smuk og bestemt værd at se,« siger hun.
I lobbyen er der en elevator med forgyldte døre, som tager én op til tagterassen, hvor der både er restaurant og bar. Baren har åben mellem 15 og 18.30. Så kan man sidde der med sin drink og med en enestående udsigt over Canale di San Marco.
Bygningen, Hotel Danieli ligger i, stammer fra slutningen af det 14. århundrede. Den blev opført af familien Dandolo, som havde leveret hele fire doger gennem tiden og derfor var en vigtig og indflydelsesrig familie. Dogen var lederen af republikken Venedig, valgt af aristokaratiet. Han var som regel den ældste og klogeste (eller mest snu) mand i byen og havde næsten enevældig magt frem til middelalderen, hvor dogen fik et råd ved sin side. Sådan blev Venedig regeret fra cirka år 1000 og frem til 1797.
Nå, siden dengang har bygningen skiftet ejer nogle gange, og er selvfølgelig også blevet renoveret og tilført moderne badeværelser og den slags. Men den har stadig elegance, og man er ikke i tvivl om, når man kommer sejlende til, at her er dyrt at bo.
Det er heller ikke nogen billig oplevelse at indtage en enkelt drink på Bar Terrazza Danieli. Man kan gøre så mange ting med sit (rejse-)liv. Jeg forsøger altid på et eller andet tidspunkt at finde en bar og bestille en vodkamartini. Hotel Danielis vodkamartini koster 180 kroner. Men så får jeg også en opsats med i købet med blå kartoffelchips, ristede kikærter og en nøddeblanding.
Den er jeg ikke den eneste, der er interesset i. To duer ankommer straks til mit bord. Men det arabiske ægtepar, der sidder ved bordet ved siden af mig, har snedigt dækket deres kageopsats (de drikker te) med stofservietten. Jeg gør det samme med mine snacks, og så mister duerne interessen. Drinken er de ikke ude efter.
Danieli har været været brugt i flere film. Senest i spændingsfilmen The Tourist, hvor Angelina Jolie og Johnny Depp bor i en umanerligt lækker suite på hotellet.
Indiana Jones var her
»Nå, men siden du er interesseret i film-lokationer, kan du så genkende kirken der?« spørger Marzia.
Jeg er efter hendes anvisninger stået af af vandbusstoppet Ca’ Rezzonico, og vi bevæger os nu mod Campo Santa Margherita. Kirken – Church of San Barnaba – siger mig ikke lige noget.
»Det er derinde, at Indiana Jones og hans far smadrede en gulvflise i »Indiana Jones og det sidste korstog« og fandt en hemmelig tunnel, som førte dem ud på pladsen, vi står på,« fortæller Marzia og tilføjer med et smil, at så vidt hun ved, findes der ingen tunneller under 1700-tals kirken i virkeligheden.
Vi smutter forbi en forretning, Signor Blum på Campo Santa Barnaba, med håndlavede træting – og de fineste køleskabsmagneter i træ i form af venetianske masker, bygninger – og katte.
»Katte er en slags vartegn for Venedig,« fortæller Marzia og fortsætter, da jeg ser lidt undrende ud: »I en by, hvor der er så meget vand, er der også mange rotter. Så gennem tiden er borgerne blevet opfordet til at fodre katte. Det var faktisk et respekteret hverv at være »kattedame« engang«.
Et andet respekteret fag, der trådte i funktion i slutningen af 1700-tallet var »castragetti«, mænd der kastrerede katte. For selv om man gerne ville have kattene til at slå rotter ihjel og dermed forhindre at f.eks. pest spredte sig, så ville man også gerne kontrollere antallet af katte.
Imidlertid var levevilkårene så gode for katte, at Venedig i nyere tid nærmest blev oversvømmet af katte (og duer, men det er en anden sag). Da der var flest, vurderer man, at der var 12.000 vilde katte i byen. I dag er der omkring 2000. Byen Venedig satte nemlig en plan iværk. Man eksporterede i 1989, i samarbejde med en dyreværnsorganisation, kattene til et kattehjem på øen San Clemente. Men i 2005 købte en rigmand øen for at bygge et luksushotel. Derfor blev de tilbageværende katte endnu en gang flyttet, denne gang til Malamocco på Lidoen, hvor de bor den dag i dag.
Liv og glade dage
Det er heldigvis ikke kattepølse, men æselpølse, som Marzia synes, jeg skal smage til aftensmad.
Hun har trukket mig tværs over Campo Santa Margherita og videre af små snørklede gader – man siger, at man som turist skal »tillade sig selv at fare vild i Venedig«, og det er meget nemt, skulle jeg hilse og sige – og ind i et lille lokale, domineret af stor disk, nogle få borde og en masse stående gæster.
Der er liv og glade dage i vinbaren ved navn Adriatico Mar.
En herre, der ligner en italiensk operasanger med stort krøllet hår, stort skæg og dyb stemme deler knus ud til kvinderne og glas med vin til dem, der betaler. Det er ikke ham, men en noget mindre herre med briller, der ejer stedet. Han hedder Francisco Molinari og hans drømmevinbar har blot eksisteret i tre måneder.
»Vi har kun vin fra producenter, vi kender og har besøgt,« fortæller han, mens herren med det store skæg indgående betragter vores ansigter, mens vi smager på den hvidvin, som han har anbefalet.
Vinen er bestemt god, men ikke lige min favorit. Til gengæld rammer han plet anden gang, da han skal finde en rødvin til vores æselpølse, skinke og ost, som bliver serveret på et rustikt træskærebræt. Vi sidder på den bådebro, der er på bagsiden af bygningen, og hvor der hele tiden er små både, der lægger til, for at to-tre-fire personer kan gå ind i vinbaren, som snart er fyldt til bristepunktet.
Æselpølsen smager i øvrigt godt. Som en kraftig salami.
I solnedgangen i Venedig, i godt selskab og med god vin i glasset, tænker jeg, at det her, det er ferie.
Næste dag får jeg alligevel lidt dårlig samvittighed og får set Markuskirken og Dogepaladset, der begge er store oplevelser. For Venedig emmer jo af historie.
Men det er, da jeg sidder på Caffe Florian, at jeg genfinder stemningen fra aftenen før. Det afslappede lettelsens suk over at være her, være i live og nyde det i fuldt drag.
Caffe Florian ligger på Markuspladsen. Det har den gjort siden den 19. december 1720. Caféen var en af de første i Italien til at byde kvinder velkomne. Muligvis var det derfor – ifølge legenden – at caféen var et yndet sted for kvindebedåreren Cassanova. Han er ikke den eneste kendte, der har nydt sin kaffe der – blandt de berømte gæster finder man også Lord Byron, Marcel Proust og Charles Dickens.
Tjenerne er nu som dengang iført hvide jakker, og de er umådeligt høflige. Jeg sidder på en træbænk med slidt lædersæde ved et træbord med marmorplade, som folk har gjort før mig gennem århundreder. Min kaffe bliver serveret som den skal: en stærk espresso dybt nede i en stor kop. Dertil kogende vand i en kande, så jeg selv kan tyde så meget op, som jeg vil være bekendt (italienerne stiller sig noget uforstående overfor andre nationaliteters ønske om at hælde yderligere vand på en god espresso), mælk i en anden kande, sukker og en tynd småkage.
Og så nyder jeg live-orkestret, der spiller klassisk, kaffen og livet i al almindelighed og kommer til den konklusion, at Venedig først og fremmest skal spises, drikkes, gennemsejles, føles og fornemmes.
Det koster det – fly, transport, hotel
- Fly: Hvis du kommer i tanke om, at du vil have et par døgn i Venedig her i uge 42, efterårsferien, er billetpriserne naturligvis højere, fordi det er i sidste øjeblik. En returbillet med Ryan Air fra Billund (ud onsdag – hjem lørdag) koster i skrivende øjeblik 2198 kroner. Så er man i lufthavnen Treviso på under to timer. Til billetprisen skal lægges en billet med bus fra Treviso til Venedig. Det tager en times tid og koster 18 euro for en returbillet (cirka 135 kroner).
- Transport: I Venedig sejler man med vandbusser. De er meget nemme at bruge. Man kan downloade et kort over ruterne på www.actv.it under »Moving in Venice« og derefter »Waterbus service timetable«. Man køber billetter i kiosker, der står ACTV på (de er ofte i nærheden af vandbusstoppestederne) eller trækker dem i en af ACTV-automaterne. Man kan spare penge ved at købe en billet, der gælder al transport i for eksempel tre dage. Den koster 40 euro (298 kroner) og de kan hurtigt være tjent ind, eftersom en enkelt billet koster 7,5 euro (56 kroner). Ligesom med det danske rejsekort tjekker man ind og ud ved at køre kortet hen over en af de standere, der står ved stoppestederne.
-
Mit hyggelige hotel på Lido’en – roligt og med stor have. Og god morgenmad. Men langt fra selve Venedig. - Hotel: Jeg boede på Lido’en, som er den lange smalle ø ud for Venedig, der i århundreder har dannet bolværk mod havet såvel som mod fjender. I dag er Lido’en først fremmest Venedigs strand – og kendt for sin årlige filmfestival. Det er væsentligt billigere (med mindre man vælger et af de store luksus-badehoteller) at bo på Lidoen. Til gengæld er man 25 minutters sejlads fra Venedig – og skal måske også ud på en længere bustur for at komme fra sit hotel og til byen Lido, hvorfra vandbusserne går. Mit hotel, Hotel Villa Beatrice (pænt, rent, super roligt, stor have), lå nogenlunde så langt fra Lido, som man kunne komme (20-25 minutter med bus). Det koster i skrivende stund 1850 kroner i alt for et pænt dobbeltværelse i tre nætter + morgenmad. Men vi er så også udenfor højsæsonen. Et af Venedigs dyreste og mest prestigefyldte hoteller, Hotel Danieli, koster til sammenligning (udenfor højsæson) 16.000 kroner – per nat! Men så har du også »møbleret balkon« ud mod lagunen og gratis wifi.
- Der er naturligvis billigere hoteller i Venedig – og man kan jo også prøve www.airbnb.com hvor private i hele verden udlejer værelser, lejligheder eller huse.
-
Bygningen, hvor restauranten La Scarpa ligger. Her badet i aftensol. La Scarpa betyder i øvrigt “skoen”. 
Pasta med vongole. Det var fantastisk. Hver dag kunne man se ejeren gå ned til vandet efter frisk forsyning, som han kom tilbage med i en stor spand.
Det koster det – mad og drikke
- Mad: Der er mad i alle prisklasser og i alle kvalitetsmæssige lag. Mit billigste – og bedste – måltid fik jeg et par hundrede meter fra mit hotel på restauranten La Scarpa, hvor værten lignede noget, der var blevet glemt i tørretumbleren. Men maden var der ikke noget at udsætte på. En svingende stor portion pasta med »vongole« (hjertemuslinger), 1/4 flaske okay hvidvin og en kop sort kaffe for i alt 14,50 euro (cirka 110 kroner). Adr: Strada Casa Rossa 5, Alberoni, Lido’en.
- Jeg kom af med nogenlunde det samme for et virkelig godt glas hvidvin og fem stykker letristet brød med forskelligt fiskepålæg på frokostrestauranten All’Arco, der laver mad af dagens friske fangst fra hav og lagune. Adr: Calle dell’Ochialer 436 (tæt på Rialtobroen).
-
All’Arco er mægtigt populær, og har stort set ingen borde, hverken indendørs eller udendørs. Så de fleste står op og spiser. Betjeningen taler ikke meget engelsk, så det foregår ved at pege på det, man gerne vil have… 
Det var så det her, jeg ville have: Hvidvin og tre crostinier med diverse fiskepålæg. Det var så godt, at jeg gik ind efter mere – og mistede min bordplads… - Vil man spise supergodt, har en af mine venner anbefalet restauranten Quadri. Quadris antipasti (små startere) og primi (forretter) starter ved 45 euro (335 kroner), deres hovedretter ved 55 euro (410 kroner) og deres desserter ved 24 euro (180 kroner) – så tre retter kommer let til at koste 1000 kroner. Dertil drikkevarer. Men så fik restauranten også en Michelinstjerne i 2012, der er udsigt over Markuspladsen, og der er lysekroner og bordeauxrødt tapet indendørs. Adr: Piazza San Marco, 121
-
Næste gang jeg kommer til Venedig, sørger jeg for at bestille bord på Hotel Danieli her helt ude ved kanten af tagterrassen… - Drikkevarer: Hotel Danielis tagterrasse med udsigt over Canal Grande. Det er dyrt, men også en smuk oplevelse. Drinks ligger generelt på 20-25 euro, altså 150-190 kroner.
- Harrys Bar. Her blev Venedigs signaturdrink, Bellini, efter sigende opfundet i slutningen af 1930’erne. Den koster 18,50 euro.
-
Skøn septemberaften på Adriatico Mar i godt selskab. - Den skønne vinbar Adriatico Mar, hvor indehaver Francisco Molinari kun har vin fra producenter, han kender og selv har besøgt. Baren, der også serverer lidt tapas, ligger på Calle Crosera.
-
Dagen er lige begyndt for de hvidklædte tjenere fra Cafe Florian, og endnu er der kun få gæster. En dejlig tid at nyde kaffen og stedet på. - Kaffe kan drikkes dyrt på Markuspladsen. Men det er også en oplevelse. Og kaffen er god. På Caffe Florian koster en americano (en almindelig kop sort kaffe – ikke espresso) 9 euro. Hvis man sætter sig ved bordene med de hvide duge for at nyde orkestret, der spiller, lægges der 6 euro (45 kroner) oven i prisen. På modsatte side af Markuspladsen ligge Caffe Lavena, der er lige så god.
-
Venedig har dannet kulissen i utallige bøger og film – fra Shakespeares “Købmanden i Venedig” til filmen The Tourist med Johnny Depp og Anglina Jolie.
Bøger og film om Venedig
- Bøger: Der findes to guidebøger på dansk. Dels den oversatte Pocket Venedig fra Lonely Planet, og dels »Turen går til Venedig og Norditalien« fra Politikens Forlag. Efter min mening er førstnævnte for overfladisk og med dårligt register.
- Skønlitteratur om Venedig: Thomas Manns klassiker »Døden i Venedig« fra 1912. Erica Jongs sensuelle og velskrevne »Serenissima« fra 1987, og Irene Cao’s knapt så velskrevne, men også erotiske »Italienske nætter: Venedig« fra 2014. Katie Hickmans »Sultanens Juvel« fra 2011, der nærmest er historisk fiktion, og Donna Leons krimiserie om kriminalinspektør Guido Brunetti, der arbejder i Venedig. Og mange, mange flere.
- Film: Den modne generation husker Nicholas Roegs isnende thriller fra 1973, »Don’t Look Now« med Donald Sutherland og Julie Christie. Og Viscontis mesterlige filmatisering af Thomas Manns »Døden i Venedig« (1971).
- I 1963 startede James Bond-filmen »From Russia with Love« i Venedig, og byen indgik også i 007’s eventyr i Moonraker (1979) og Casino Royale (2006). Indiana Jones besøgte byen med sin far (Sean Connery) i 1989 i »Indiana Jones og det sidste korstog«. »Den engelske patient« (1996) indeholdt scener fra Venedig, og »The Talented Mr. Ripley« med Matt Damon fra 1999 ligeså. Helena Bonham Carter var stjernen i »The Wings of the Dove« fra 1997, et historisk drama, der også foregik i Venedig. Al Pacino og Jeremy Irons havde hovedrollerne i 2004-udgaven af Shakespeares »Købmanden i Venedig«, og 2005-udgaven af »Casanova« havde Heath Ledger i hovedrollen. Endelig kunne man opleve Angelina Jolie og Johnny Depp i »The Tourist« fra 2010.
-
Hvis man er historisk interesseret, er der nærmest ingen ende på, hvor meget der er at se i Venedig. Billedet her er taget fra Ponte dei Sospiri, Sukkenes Bro. Her gik fangerne på vej fra domsbygningen til cellerne og kunne ud gennem de små vinduer få et sidste glimt af skønne Venedig og friheden. -
For madører er der også nærmest uendelige muligheder – og ikke kun for at spise. Man kan også kigge. Her er det fiskemarkedet ved Rialtobroen. Markedet hævdes at være endnu ældre end broen, der blev bygget i 1592. 
Det er godt nok fristende, men der var jo ikke meget, jeg kunne stille op med friske skaldyr, bløddyr og fisk. Så jeg nøjedes med at købe et par breve blæksprutteblæk.