Estate Coffe Bar

Hyggelige Estate
Estate Coffee Bar er lille, men smadder hyggelig.

Jeg har søreme kendt den nu 43-årige Paul Hancock i mange år.

Englænderen med efternavn som en midtjysk øl forelskede sig i en dansk pige, Linda, og blev hængende – og jeg tror, jeg mødte ham første gang, da han var restaurantchef (1999-2003) på restaurant Under Klippen. Men det kan nu også godt have været endnu før, dengang han slog sine folder på byens velrenommerede, gamle hotel, Hotel Schaumburg, først som tjener, siden som restaurantchef.

Men i hvert fald var det først på Under Klippen, at det gik op for mig, at han vidste mere om vin end en gennemsnits-tjener. Paul interesserede sig virkelig for vin – så meget, at han gik og drømte om sin egen vinhandel.

Den åbnede han den 6. maj 2004 i den øvre ende af Nørregade, tæt på Nørreportcentret.

Nørreport Wine
Nørreport Estate Wine & Coffe Bar er både en vin- og spiritushandel, en delikatesseforretning og en kaffebar.

Der er tre selvstændige vinhandlere i Holstebro – Vild med Vin, Vin & Delikatessehuset, og Paul Hancocks Nørreport Estate Wine.

Jeg ved simpelt hen ikke nok om vin til at kunne anbefale én frem for en anden – og jeg ved heller ikke, hvor deres individuelle styrker ligger. Men jeg er på rimelig sikker grund, når jeg siger, at Paul, der som de fleste andre englændere er født med øl i sutteflasken, har byens vel nok største udvalg af special-øl. Og han VED noget om øl.

Desuden kommer Paul ikke fra grevskabet Somerset for ingenting. Somerset er blandt andet kendt for sin fremragende cider – og den skaffer Paul hjem i rå mængder om sommeren. Og lad mig sige med det samme; det har absolut intet med det søde stads at gøre, som kaldes cider herhjemme og forhandles på dåser. Den engelske cider er en skøn drik til grillmaden på terassen en sommeraften.

Estate Coffee Bar

Nå, men det, der for alvor adskiller Pauls sted fra de andres – og grunden til at jeg skriver et lille stykke om ham her i min mad-blog – er, at Paul ved siden af vinforretningen i 2011 åbnede en lille café, Nørreport Estate Coffee Bar, i nabo-lejemålet.

Caféen har ført en lidt omtumlet tilværelse.

Først var det en fuldblods café med så mange siddepladser, som der nu kunne presses ind (cirka 30), flere ansatte, og frokostretter, der skulle tilberedes på stedet. Det blev for meget for Paul Hancock, der led af flere alvorlige diskosprolapser og som måtte være væk fra sin forretning i fire måneder på grund af operation og genoptræning.

Han lavede derfor i september 2012 caféen om til en brugskunstforretning med smukke ting – mest møbler, hylder, reoler, billedrammer, bakker og den slags – i genbrugstræ fra Indien, og med mulighed for stadig at hente coffe2go.

I januar 2013 erkendte han imidlertid, at “man jo kan blive klogere” – og ændrede stedet tilbage til en café, men klog af skade med nogle begrænsninger i forhold til det oprindelige, meget ambitiøse cafe-udspil, så nu kalder han stedet for en “coffeeshop”.

I juli 2013 slog man så en væg ned mellem de to lejemål, ændrede på indretningen og skabte luft, sammenhæng og en virkelig fed atmosfære i coffee-shoppen.

god kaffe
Kaffen – her en latte, men man kan få mange slags – er bare god.

Supergod kaffe

I dag kan man få kaffe, varm chokolade, te, vin, milkshake, øl og cider – og så kan man købe lækre flødeboller og Konnerups chokolade til kaffen, samt cookies, tærter, kager, brød med ost eller en lunch/tapas-tallerken med god ost, skinke og pølse med brød til. Enkelt og lækkert, gode råvarer, men ikke noget overdådigt, der kræver særlige madlavnings-evner eller for den sags skyld et køkken.

I dag er der vel plads til 12-15 personer bagest i lokalet samt en tre stykker oppe ved det eftertragtede “bar-bord” med høje stole ved vinduet, hvorfra man på glimrende måde kan glo på folk på Nørregade, mens man lader som om, man læser avis eller blad 🙂

Når vejret er godt, har Paul borde udenfor. Jeg sad der sidst ved et “fyraftens-møde” med en god ven, Ulrik fra Odin Teatret, for godt en måneds tid siden i dejligt solskin og drak et rigtigt godt glas hvidvin. Og vi endte da med at måtte have den tapas-tallerken også – og den var god! Lige til at stille den lille sult.

Ud over at det er smart med en vinforretning lige ved siden af den café, hvor man gerne vil nyde et godt glas vin, så er Pauls force, at hans kaffe er byens bedste. Det er den bare! Den laves på en italiensk Rancilio-kaffemaskine og kaffebønnerne er også italienske.

Paul kan godt få konkurrence og modspil fra italienske Gabriele i Zingoni Vin i Nørreportcentret, når det gælder kaffens kvalitet, men så slår Nørreport Estate Coffe Bar til gengæld Nørreport-caféen i hygge. Så alt i alt er kaffen, hvis den indtages på stedet, altså bedst hos Paul, fordi alting – hygge, kvalitet, servering – spiller ind, når der skal findes en vinder.

Jeg kan varmt anbefale den lille bitte café til en kop kaffe med veninderne – eller hvis man er alene og bare har lyst til at sidde og kigge på dem, der færdes på Nørregade 🙂

Og gløgg til jul

Og selv om man ikke næsten ikke må nævne det endnu, så ER det jo snart jul…..og Paul plejer altså at servere en ret god gløgg, hvis man kan lide den slags. Det kan jeg ikke (det vender jeg tilbage til i december!), men mine veninder plejer at kunne lide gløggen i Nørreport Estate Coffee Bar.

Nørreport Estate Wine & Coffee Bar har en ret grundig hjemmeside, som man kan se her.

kusmi te
Det er ikke kun kaffe, man kan få hos Paul Hancock. Hans udvalg i Kusmi Te er også meget stort.
grød og mel
Stedet fører også et udvalg af øko-mel fra Aurion og hippe grød-blandinger.

2 tanker om "Estate Coffe Bar"

  1. Det lyder vanvittigt spændende og hyggeligt, det ser ud til lige at være mig. Det skal undersøges… Vender tilbage når jeg har været der med mine børn…Bare rolig voksne.. Men måske det ikke er her man møder skilte som ‘ pas jeres børn selv, ellers får de en gratis espresso og en gratis herreløs kattekilling med hjem’… Vi ses…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *