Jeg husker tydeligt mit første møde med fish & chips. Jeg var 15, og mine forældre havde betalt for et – så vidt jeg husker – 3 ugers sprogkursus for mig i England. Jeg aner simpelt hen ikke den dag i dag, hvordan de dog fik skrabet pengene sammen til det, for de var på ingen måde velhavende. Men det var i hvert fald en fantastisk gave at få.

Dengang tog jeg bare ud på eventyr. Til Brighton. Og i privat indkvartering, hvor de to andre – ældre – studerende (en pige fra Sverige og en fra Holland) tilsyneladende forstod alt, hvad vores værtinde sagde, mens jeg forstod under halvdelen. Det var frustrerende. Men jeg var ikke ked af det. Selv om jeg er sikker på, at jeg elskede mine forældre lige så højt som alle andre børn, har jeg aldrig lidt af hjemve, når jeg var ude at rejse.

Nå, værtinden lod mig gå i byen, hvis bare jeg fulgtes med de to ældre piger (17-18 år, tror jeg), som hun anså for vældig fornuftige. Det skal siges til deres ros, at de tålmodigt slæbte mig med. Først hen til den svenske piges spanske kæreste, der også var studerende og boede hos en anden familie. Jeg kan huske, jeg syntes, han var enormt pæn. Han havde også et lager på værelset af rom og cola.

Jeg havde ikke været på diskotek før – og jeg er sikker på, at fru Blair, som madmor hed (jeg tvivl på, at hun havde nogen forbindelse til en senere så kendt premierminister) heller ikke forestillede sig, at det var det, jeg skulle. Men flokken gik altså på et i mine øjne enormt diskotek. Der var en balkon rundt om hele dansegulvet, hvor man kunne sidde og se ned på folk, der dansede John Travolta-moves til Bee Gees-musik. ”Saturday Night Fever” var ny og hot. Jeg havde aldrig set noget lignende.

Da vi gik hjemad om natten, sagde en i gruppen, at NU skulle vi have fish & chips. Og tænk, her 36 år senere, kan jeg helt klart huske, hvordan det var at stå sammen med en flok feststemte (men faktisk ikke berusede – jeg husker ikke, at vi drak noget særligt, det havde vi sikkert ikke råd til på diskoteket) unge, midt om natten (noget jeg aldrig ville have fået lov til derhjemme) og spise sprøde, varme fritter (som jeg aldrig havde smagt før, dengang var der ikke en MacDonalds på et hvert gadehjørne) af et fedtet stykke avispapir, rullet som et kræmmerhus.

Jeg fik fish & chips adskillige gange under opholdet, og blev bestemt ikke træt af det.

Her hjemme i Danmark er det svært at finde et sted, hvor man serverer gode fish & chips. Jeg ved ikke, hvordan det er nu om dage i England, men jeg kan huske, at jeg læste engang, at nu måtte de ikke mere servere chips’ene i avispapir. Øv da.

Men pyt, så kan man selv lave det. Og det er bestemt ikke dårlig mad, heller ikke ernæringsmæssig, selv om man nok bør lade være med at friturestege retten. Men den bliver altså også supergod uden friturefedt. Prøv selv.

NB: Det optimale er naturligvis at lave sin egen remoulade. Det gider jeg så ikke. Men det sker (når jeg ikke skal tabe mig!) at jeg vender en smule flødeskum i en grov købe-remoulade. Så bliver den sådan let og lækker 😉

Fish & Chips

(1 person)

200-300 gram bagekartoffel (se note1)

10 gram olie til bagning

Salt

100-150 gram fast, lys fileteret fisk (se note 2)

1 æg

20 gram rasp

Salt, peber

5-10 gram margarine/smør til stegning

Remoulade (hvis du er på kur, kun 15 gram)

Varm ovnen op til 225 grader. Skræl bagekartoflen og skær den i stave. Vend stavene rundt i olien, så de er dækkede af den, på bagepapir og drys med salt. Bag dem i cirka 20 minutter til de er gyldne og møre – vend dem eventuelt en gang eller to.

Skær fisken i store, pæne stykker. Jeg skar min sejfilet i tre store stykker. Vend fisken i det sammenpiskede æg. Derefter i raspen, blandet med lidt salt og peber.

Varm fedtstoffet på en pande og steg fisken gylden og sprød.

Server fisken med fritterne, remouladen og eventuelt lidt grøn salat, hvis du gerne vil have god samvittighed.

Note 1: Opskriften er oprindelig fra en af Vægtkonsulenternes bøger, men jeg har ændret den så meget, at jeg kalder den min! Blandt andet er den oprindelige opskrift med hokkaido og pastinak i stedet for kartoffel. Det kan man naturligvis også bruge, og fremgangsmåden er den samme.

Note 2: Jeg har lavet det her mange gange, og jeg bruger altid enten lyssej eller lange. Men fiskehandleren prøver ofte at få mig til at købe havkat, fordi den er mere fast, som han siger. Måske skulle man prøve engang. Men altså; fisk af torskefamilien går rigtig fint. I originalopskriften er der kun 100 gram fisk per mand – jeg spiser 150 gram.