Den her moussaka blev VIRKELIG vellykket! Jo sgu. Jeg var så stolt af mig selv – men det tog altså også over tre timer…heldigvis havde jeg en søndag eftermiddag at bruge på det.
Og den halve portion af opskriften herunder rakte til tre aftener.
Jeg bliver uhjælpeligt tiltrukket af mærkelige opskrifter. “Hvorfor mon der er det i?”, “Hvorfor mon der ikke er det i?”, “Sikke en mærkelig sammensætning?”, “Gad vide, om det kan passe?” og så videre.
Nogle gange bliver det lige så mislykket, som jeg syntes, at opskriften lød – andre gange bliver jeg glædeligt overrasket. Denne kartoffeltærte hører til blandt sidstnævnte. Det er rigtig vintermad – kartofler, bacon, porrer og ost. Og ja, masser af kalorier.
I aftes havde jeg kollega Stine på besøg til vores “hver-anden-uge-middag”. Da januar (for mig i hvert fald) altid har været årets strammeste måned, hvor der ikke står extravagance på indkøbslisten, meddelte jeg hende, at det altså “bare var hverdagsmad”.
Og så sagde det kloge barn “det er nu ofte det, der smager allerbedst”…
Jeg husker tydeligt mit første møde med fish & chips. Jeg var 15, og mine forældre havde betalt for et – så vidt jeg husker – 3 ugers sprogkursus for mig i England. Jeg aner simpelt hen ikke den dag i dag, hvordan de dog fik skrabet pengene sammen til det, for de var på ingen måde velhavende. Men det var i hvert fald en fantastisk gave at få.
Dengang tog jeg bare ud på eventyr. Til Brighton. Og i privat indkvartering, hvor de to andre – ældre – studerende (en pige fra Sverige og en fra Holland) tilsyneladende forstod alt, hvad vores værtinde sagde, mens jeg forstod under halvdelen. Det var frustrerende. Men jeg var ikke ked af det. Selv om jeg er sikker på, at jeg elskede mine forældre lige så højt som alle andre børn, har jeg aldrig lidt af hjemve, når jeg var ude at rejse.