Glaserede rosenkål og kastanjer – tilbehør til julemaden

 

rosenkål
Rosenkål med pancetta og kastanjer.

Til en af julefrokosterne sidste år afprøvede jeg Gordon Ramsays glaserede rosenkål – og var vild med dem. Det var mine gæster også.

Nu skal det siges, at jeg elsker rosenkål og absolut ingen forståelse har for dem, der rynker på næsen af de kønne, små kål. Og heller ikke af lugten. Kål lugter ikke grimt. Kål lugter af kål.

Hvis du vil prøve noget nyt, men dog med et – engelsk – traditionelt julepræg, så prøv at sætte de her til anden, flæskestegen eller skinken.

tre hovedingredienser
De tre hovedingredienser.

Jeg har simpelt hen ikke lavet mad i over en uge, og derfor er mine opskrifter “gamle” lige i øjeblikket, de er nemlig fra julen 2012. Men pyt, de er da gode alligevel, og heldigvis tog jeg nogle fotos sidste år, jeg kan bruge. Jeg vil dog gerne undskylde kvaliteten – dengang vidste jeg jo ikke, at jeg ville komme til at bruge dem i en blog…

Jeg har været fire døgn i København og kom på grund af stormen Bodil senere hjem fredag end først antaget. Så jeg blev inviteret ned til “mormor” nedenunder, der diverterede med lun medister med rødkål på rugbrød, laks på franskbrød og en Tuborg. Det var skønt – og hyggeligt.

Lørdag var jeg til julefrokost på min arbejdsplads – traditionel julefrokostmad, men af god kvalitet fra Vestergades Slagter – og i går var jeg så til 65 års fødselsdag hos Thyra, der har Rådhuskælderen. Vi var ti i alt hjemme hos Thyra, der havde lavet rigtig god suppe med kød- og melboller – og godt brød til. Bagefter fik vi æbleskiver og et glas portvin, og så var der ikke et øje tørt 🙂

Men det giver jo altså ikke mange indlæg til bloggen her, selv om jeg har tænkt mig at skrive om mad i København (nej, ingen Michelin-stjerne restauranter, ganske almindelige steder) på et tidspunkt.

Men først lige sidste års juletilbehør.

Glaserede julekål med kastanjer og pancetta

(4 personer)

500 gram, rosenkål

2 spsk olivenolie

1 klat smør

4 skiver pancetta, hakket

200 gram kastanjer, groft hakkede

1 lille knivspids chiliflager

bladene fra 1 kvist timian

Skær det nederste af rosenkålens stokke af og bring en gryde med saltet vand i kog. Skær endelig ikke et kryds i bunden af rosenkålene, som nogen siger, man skal – det gør dem kun smattede under tilberedningen.

Blancher rosenkålene i 8-10 minutter til de er møre, men stadig har bid. Hæld vandet fra, lad dem køle af i en skål med isvand, og hæld også det fra.

Halver rosenkålene, så de kan optage mere smag fra de andre ingredienser.

Umiddelbart før man er parat til servere, varmer man olivenolie og smør op i en gryde og steger pancettaen til den er gyldebrun og sprød.

Tilsæt kastanjer, chiliflager og timianblade, og steg ved middel til høj varme og under omrøring, så kastanjerne varmes igennem. Tilsæt de blancherede rosenkål og et skvæt vand. Steg i yderligere 2 minutter til rosenkålene er gennemvarme, og vandet er fordampet.

Krydr med sort peber og server i en varm skål.

Note 1: Pancetta er italiensk saltet og krydret (ikke røget) bacon. Jeg synes godt, man kan bruge almindelig dansk kvalitetsbacon fra slagteren, men det vil feinschmeckere være uenig med mig i.

Note 2: Jeg har set Ramsay lave den her ret på tv, og han brugte kastanjer (nej, IKKE vandkastanjer) på dåse. Det kan man åbenbart købe i England. Jeg har aldrig set dem herhjemme. Så man er nødt til at købe kastanjer og riste dem i ovnen (søg “ristede kastanjer” her på bloggen), inden man går i gang med retten herover. Når de er afkølede, piller man skallen af og hakker dem.

(Opskriften er fra “Mad og Gæster”/Gordon Ramsay, Lindhardt og Ringhof, 2009)

hovedret jul
Hovedret – and med middelaldersauce, rødkålssalat med pærer og rosenkål med kastanjer og pancetta.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *