Hindbærmuffins – nu med ribs :-)

Det smagte faktisk supergodt med ribs i...
Det smagte faktisk supergodt med ribs i…

 

Sidste år (eller også var det forrige…jeg har hukommelse som en si!) var der så mange hindbær hjemme hos min far – som han ikke gad selv at have – at jeg slæbte flere kilo hjem til Holstebro.

Jeg havde ikke selv nok ideer til, hvad jeg skulle stille op med så mange dejlige bær, så jeg spurgte på Facebook – og fik en stak opskrifter retur fra venner og bekendte. Sjovt nok var det temmelig forskellige opskrifter fra likør over lagkage til de lækreste desserter.

Jeg fik prøvet en del – og lagt dem her på bloggen – men ikke alle.

I år var der IKKE særligt mange hindbær hjemme hos far, for en sommerstorm havde knækket en god del af buskene, så jeg vendte kun hjem med et halvt kilo i tasken.

Jeg tænkte, at så kunne jeg bruge halvdelen til en omgang muffins – en opskrift, som Marianne E havde sendt og som endnu ikke havde prøvet – og greb den frosne pose i farten på vej ud af døren til årets canastaweekend i Oddesund.

Der var skønt vejr i Oddesund, så de andre besluttede sig for at gå en tur ved fjorden, mens jeg bagte :-)
Der var skønt vejr i Oddesund, så de andre besluttede sig for at gå en tur ved fjorden, mens jeg bagte 🙂
Karin er rigtig god til at finde forstenede pindsvin, så en delegation drog afsted under hendes ledelse - og overlod et stille hus til mig :-)
Karin er rigtig god til at finde forstenede pindsvin, så en delegation drog afsted under hendes ledelse – og overlod et stille hus til mig 🙂

Stor var min bestyrtelse, da jeg – mens de andre var ude at gå ved fjorden for at samle muslingeskaller og forstenede pindsvin – tog den nu optøede pose bær ud af køleskabet lørdag eftermiddag og opdagede, at det var ribs! Havde simpelt hen grebet den forkerte pose i farten derhjemme!

Nå, Jette, der også var blevet hjemmet fra gåturen, og jeg lagde råd op og blev enige om, at det måske smagte meget godt, og at jeg lige så godt kunne prøve.

Og så blev de muffins vildt gode! Alle sagde, at “det spillede”, fordi de små syrlige ribs gjorde, at den hvide chokolade ikke blev for kvalmende sød.

Muffins i ovnen - formene er faktisk ikke store nok (de kulørte), god ide at anskaffe rigtige muffinsforme til en anden gang.
Muffins i ovnen – formene er faktisk ikke store nok (de kulørte), god ide at anskaffe rigtige muffinsforme til en anden gang.

Marianne E’s opskrift er sjov, fordi den forklarer en hel masse om, hvorfor man kommer hvad i…altså noget om bageprocessen. Men jeg har nu skåret det meste fra herunder for at forsimple det lidt – man kan jo godt bage uden at vide, hvorfor det virker 🙂 Med hensyn til resten af forklaringerne, kan du bare springe de afsnit over, der hedder “bonus-info”…

Ifølge Marianne E selv er det slet ikke hendes egen opskrift – “jeg kan ikke bage overhovedet, men opskriften virker altid” skrev hun. Det er dog hendes egen idé at fylde hindbær og hvid chokolade i, og derfor synes jeg, at det er:

Mariannes muffins med hindbær – nu med ribs 🙂

(12 styk)

Tørt:

6 dl mel (se note 1)

1 knivspids salt

2 tsk bagepulver

1 tsk natron

Vådt:

2,5 dl yoghurt, A38, ymer eller lignende

1,25 dl olie eller smeltet smør (jeg brugte olie)

2,5 dl sukker

1 æg

Fyld:

150 gram hvid chokolade

150 gram hindbær eller ribs

Bland det tørre sammen.

(Bonus-info: Det mel, du bruger, kan lige så godt være det billigste af det billige. Det, du betaler for ved mel, er et højt proteinindhold, som gør det velegnet til gærede brød som for eksempel franskbrød. Brød skal være sejt og luftigt. Men derfor er proteinrigt mel uegnet til kager. De skal være svampede og bløde. Så jo lavere proteinindhold – gerne under 10 procent – jo bedre.)

Bland det våde sammen.

(Bonus-info: Når man snakker bagning, hører sukkeret med til de våde ingredienser, fordi de skal opløses. Knasende sukker i kager er ikke et kvalitetstegn 🙂

Kom fyldet i det tørre.

(Bonus-info: Det mel, der sætter sig udenom fyldet, gør, at det ikke synker ned og lægger sig i bunden af muffins’ene.)

Rør hurtigt rundt. Brug ikke røremaskine, pisker eller sådan noget. Dejen må endelig ikke æltes.

(Bonus-info: Når man ælter almindeligt gærbrød, er det for at ælte glutenmolekylerne ud af melet. Gluten er en slags elastisk klister, som gør, at luft og gasser kan holdes inde i brødet og skabe bobler. Jo mere man ælter, jo mere elastisk bliver ens dej. Det er vi IKKE interesserede i, når det gælder muffins.)

Når alt melet er blevet “vådt”, er der rørt nok rundt. Det gør ikke noget, at dejen er grov og har klumper.

Hæld dejen på muffinsforme, der er store nok til at der bliver 12 af dem (se note 2).

Bag ved 200 grader i cirka 20 minutter. Stik en strikkepind i for at se, om de har fået nok.

Køles af i cirka 20 minutter, inden de tages ud af formen. Køles yderligere af med bunden i vejret – det kom mine så ikke til, for de blev spist lune!

(opskriften har jeg fået af Marianne E, der har tilføjet sit eget touch til en opskrift fra bloggen http://www.kvalimad.dk)

Note 1: Ja, opskriften er med dl-mål. Det er lige før, det kan give mig angstanfald…. Jeg er heller ikke den store bager, og jeg vil MEGET gerne have nøjagtige gram-mål, når jeg bager. Men det gik altså rigtigt godt med dl, såeh….

Note 2: Mine slip-let forme var ikke store nok. Dejen hævede og løb ovenud og ned i ovnen (jeg nåede at redde det med sølvpapir på bunden af ovnen) – de muffins, der var hældt i en fast muffinsform, var dog gode nok. Sørg for at have pænt store muffinsforme!

De nåede aldrig at blive helt kolde, før de vilde horder havde kastet sig over dem.
De nåede aldrig at blive helt kolde, før de vilde horder havde kastet sig over dem.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *