Gammeldags æblekage

Det fyldte ikke så meget i den store glasskål, som Karin havde. Men det smagte godt :-)
Det fyldte ikke så meget i den store glasskål, som Karin havde. Men det smagte godt 🙂

 

Da vi i september skulle på vores årlige canasta-weekend i Oddesund, spurgte jeg pigerne, hvad de gerne ville have at spise? Jeg kan godt lide at få “bestillinger” – det er sjovt 🙂

Nå, men så ville de gerne have “noget indisk” – og dansk æblekage! Sjov kombi. Men selvfølgelig.

Det var imidlertid så mange år siden, jeg havde lavet gammeldags æblekage, at jeg var nødt til at finde en opskrift, selv om det egentlig er en ret enkel ting at lave. Og godt smager det unægtelig.

Den blev, når jeg nu selv skal sige det, vældig god, selv om jeg synes, der var lige i underkanten af raspen – tror jeg ville lave halvanden portion en anden gang, lige som jeg nok ville piske mere flødeskum (jeg havde ikke mere fløde, da jeg fandt ud af det) for overfladen på glaskålen var ret stor…

Der bliver spillet kort - og så er der snart kaffe og æblekage...
Der bliver spillet kort – og så er der snart kaffe og æblekage…

Gammeldags æblekage

1 portion æblemos (se opskrift nedenfor)

cirka 150 gram rasp (overvej evt. at lave halvanden portion)

85 gram sukker (se note 3)

50 gram smør

2,5 dl piskefløde (den kan altså godt tage 1 dl mere…)

Ribsgele eller æblegele

Lav en portion æblemos og lad den køle af. Bland rasp eller knuste tvebakker og sukker. Smelt smør på panden, tilsæt raspblandingen og rist til den er sprød og gylden (se note 1). Afkøl raspen, rør i den af og til (se note 2).

Læg æblemos og rasp lagvis i en glasskål (fordi det er pænt). Øverste lag skal være rasp. Pisk fløden til flødeskum og pynt kagen med flødeskum og geléklatter.

TIP – Man kan blande makroner i raspen. Jeg kan huske, at min mor en gang imellem kom hakke, let ristede hasselnødder i .

Note 1: Det går langsomt i begyndelsen. Der “sker ingenting”. Men pludselig begynder det at tage farve. Vær tålmodig – og vær over det hele tiden, for det går altså hurtigt, når først det begynder at blive brunt, og sortbrunt rasp er IKKE lækkert…

Note 2: Det er vigtigt at røre i det, eventuelt med en gaffel, mens det køler af. Ellers har raspen en tendens til klumpe på grund af sukkeret og lave små stenhårde kugler, som ikke er lækre at få mellem tænderne.

Note 3: Hvis du laver halvanden portion rasp, skal du huske også at gange sukkermængden og smørmængden op.

(Opskriften ovenover, såvel som den på mosen her nedenfor, er fra Katrine Klinkens bearbejdelse af den klassiske “Ingeborg Suhr Mad”. Den udkom på GADs forlag i 2009 og er en dejlig grundbog til dansk madlavning)

Æblemos

1 kilo madæbler (for eksempel Belle de Boskoop)

cirka 1/2 vaniljestang (se note 1)

0,5 dl vand (se note 2)

cirka 80-160 gram sukker alt efter, hvor søde æblerne er

Skræl æblerne, skær dem i både og fjern kernehus, blomst og stilk. Kog æblerne, flækket vaniljestang og vand under låg ved svag varme til de er helt møre (cirka 10 minutter, står der i opskriften – det tog 20-25 minutter for mine æbler!). Fjern vaniljestangen. Pisk eller blend æblemosen, så den bliver ensartet. Smag til med sukker.

Note 1: Det er min udlægning af vaniljestangsproblemet….i opskriften er der nemlig en trykfejl. Der står “cirka 30 minutter vaniljestang” – hæ 🙂

Note 2: Jo, det er nok vand. I starten havde jeg SÅ meget lyst til at tilsætte mere vand, for æblebådene lå jo bare der, og der skete ingenting. Men under låget damper det godt, pludselig er æblerne møre, og så er der altså væske nok, når de begynder at blive til mos.

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *