Hjemmelavet Creme de Cassis

Der var en rest Creme de Cassis tilbage i flasken i skabet, så jeg kunne få den fotograferet til indlægget her.

Første gang jeg forsøgte mig med at lave noget, der skulle minde om solbærlikør, blev det totalt mislykket. Efter min bedste overbevisning smagte det rædsomt.

Jeg havde fået opskriften af en kollega, som var begejstret, men enten er vores smagsløg meget forskellige eller også så har jeg gjort et eller andet forkert.

Nå, men i hvert fald kiggede jeg andre steder hen, da jeg ville forsøge mig året efter – det var i 2017 – og jeg fandt en opskrift i en artikel i Information, skrevet af Ole Knudsen i 2014. Min Creme de Cassis blev fantastisk!

Den kunne først drikkes året efter – altså i 2018 – og jeg drak det, jeg havde lavet, sammen med veninderne som Kir Royale (se længere nede her). Så jeg lavede en portion mere i sommeren i 2018, som så var færdig i 2019. Den blev også god – men jeg fik ikke drukket det hele.

Nu har jeg lige – her i november 2020 – smagt på den rest, jeg havde i skabet, og den er faktisk stadig drikkelig. Men den skal dog snart udryddes, tænker jeg.

Det er super nemt at lave – men man skal jo altså væbne sig med tålmodighed.

Hjemmelavet Creme de Cassis

2,5 dl friskplukkede eller frosne solbær

1,5 dl økologisk sukker

1 flaske vodka Vodka

Fyld et glas eller en flaske med solbærrene. Drys sukkeret ned i flasken og ryst rundt. Fyld derefter op med vodka. Ryst igen og stil flasken et mørkt og ikke for varmt sted i et år.

Jeps. Et år.

Ryst flasken en gang imellem, når du kommer i tanke om det, så al sukkeret bliver opløst.

Kir

2 dl Creme de Cassis

10 cl kold, hvis bourgognevin

Hæld cassis i et glas og top forsigtigt op med den afkølede vin.

Kir Royale

Erstat vinen med en tør, ung champagne. Det kan også være en Crémant de Bourgogne eller en spansk cava – de er billigere.

Communard/Cardinal

Hvis man erstatter hvidvinen med en tør, ung bourgogne rødvin, hedder det en Communard efter farven, opkaldt efter kommunarderne, tilhængerne af Pariserkommunen i 1871, en slags “røde socialister”. Nogle kalder den en Cardinal på grund af de katolske kardinalers purpurfarvede rober.

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *