
Hvert år, når jordbærsæsonen begynder, tænker jeg, at jeg ALDRIG bliver træt af jordbær med fløde.
Nogle år – når sæsonen ikke er god og derfor bliver kort – passer det også. Men andre år når jeg faktisk til det punkt, jeg aldrig troede, jeg skulle nå; jeg begynder at finde på andre måder at spise jordbær på.

For det er jo ikke sådan, at jeg bliver træt af selve jordbærrene. Jeg har bare spist dem så mange gange med mælk og fløde, at en fornyelse er velkommen.
Jeg kan huske min overraskelse – på den positive måde – da jeg første gang, som ung i England, smagte jordbær med citronsaft, og det gik op for mig, at man kunne nyde jordbær på andre måder end med fløde. Eller da jeg var til en cricketkamp (den kedeligste sport, jeg nogensinde har været tvangsindlagt til – undskyld cricketfans) og eneste lyspunkt var, at man kunne købe en kop te og en lille skål med jordbær og sød creme chantilly.
Jeg faldt over en opskrift på jordbærkoldskål på den netside, der hedder Kvindeguiden. Problemet med den (og det bliver jeg så irriteret over) var, at der i tilberednings-beskrivelsen stod noget om ymer. Men ymer forekom ikke i ingredienslisten. Så nu har jeg lavet min egen version, baseret på Kvindeguidens opskrift, og den er superlækker. Så lækker, at min far skal prøvesmage i weekenden 🙂
I øvrigt er den ikke voldsomt kalorietung. Hverken kærnemælk eller skyr indeholder særlig mange kalorier – ej heller jordbær. Der er brugt 1 dl fløde, men til 4-5 portioner er det ikke slemt.

Jordbær-koldskål
(4 personer – mindst)
1 dl rørsukker
0,5 liter kærnemælk (gerne Thieses)
1 dl piskefløde
1,5 dl Skyr (gerne Thieses)
1 tsk revet citronskal (brug endelig en øko-citron)
400 gram friske jordbær
Cirka 1 spsk citronsaft
Serveres med:
Cirka 100 gram jordbær i skiver + eventuelt spiselige blomster efter eget valg
Pisk sukker, kærnemælk, skyr, fløde og citronskal sammen. Du behøver ikke finde el-mikseren frem. Det skal ikke piskes mere end du kan klare det med et almindeligt piskeris.
Blend jordbærrene og pisk dem i.
Smag til med citronsaft.
Sæt koldskålen koldt, til den skal serveres.
Skær jordbær i skiver og spis dem, som man spiser kammerjunkere til almindelig koldskål .
(Opskriften er delvist fra Kvindeguiden.dk – bearbejdet af mig)
