
I marts holdt jeg en lille fødselsdagsmiddag – meget forsinket, jeg har fødselsdag midt i januar – for nogle venner. En af de ting, jeg serverede, var nedenstående torskerillette på små pandekager.
Dem var vi faktisk noget uenige om.
Gæsterne (dem var der fire af) var helt vilde med dem – og jeg kender dem godt nok til at vide, at de ikke bare var høflige – men jeg syntes, at de var for “bland”, for nu at bruge et engelsk udtryk. Det betyder noget i retning af smagsløse/uden karakter.
Jeg kunne godt have tænkt mig, at de havde lidt “spark”, ikke i form af chili, men måske mere og stærkere sennep i rilletten?
Gæsterne synes, de var, som de skulle være, så nu bringer jeg opskriften alligevel (dengang i marts var min blog nede på grund af spam, så jeg fik den ikke skrevet ind).
Kartoffelblinis med torskerillette
(cirka 25 styk)
cirka 300 gram torskefilet eller laksefilet
lidt olie til pensling
salt og peber
3 spsk cremefraiche
1 tsk grov sennep
100 gram rygeost (eller flødeost naturel)
citronsaft efter smag
et halvt bundt purløg, meget finthakket
en kvart agurk uden kerner og i meget små tern
Blinis:
300 gram kartofler, skrællede og i tern
3 æg, str. M/L, delt i blommer og hvider
2 spsk boghvedemel (eller hvedemel)
0,5 tsk salt
friskværnet peber
Pynt:
radiser i tynde skiver
Dild
Tænd ovnen på 200 grader (185 varmluft).
Læg torsken i et smut ovnfast fad, pensl med lidt olie og drys med salt og peber.
Bag fisken i cirka 15 minutter, til den er fast og falder lidt fra hinanden, når man trykker på den.
Lad fisken køle helt af. Brug en gaffel og rør den afkølede fisk til en blød rillette sammen med cremefraiche, sennep og rygeost samt purløg og agurk, og smag til med citronsaft, salt og peber.
Imens torsken køler af, laves der blinis. Kog kartoflerne helt møre i usaltet vand i cirka 15-20 minutter.
Hæld vandet fra, og lad kartoflerne køle af et par minutter. Mos kartoflerne sammen med æggeblommerne og rør piskefløde, mel, salt og peber i.
Pisk æggehviderne stive med et nip salt, og vend dem forsigtigt i blinisdejen.
Varm en pande med lidt smør over middel varme, og steg blinierne (1 spsk dej af gangen) på begge sider, til de er gyldne. Jeg har så faktisk en slip-let blinispande (de er ikke så dyre), og det gør det en hel del nemmere.
Lad blinierne køle helt af, inden de toppes med torskerillette, radiser og lidt dild.
(opskriften er fra Samvirkes opskriftbog “Kartofler” fra 2015)