Kikærte- og broccolisalat

kikærte- og broccolisalat
Kikærte- og broccolisalat – sundt tilbehør.

Her er en opskrift, som jeg ikke aner, hvor jeg har fra…. Det sker ellers ikke så tit.

Jeg er åbenbart faldet over den inde på nettet på et tidspunkt, og så har jeg kopieret den, og sendt den til mig selv på mail. Forleden faldt jeg over den, da jeg ryddede op i mine mails, og så skulle den da prøves.

Jeg serverede den sammen vegetar-deller, nemlig Quinoa-deller fra kogebogen “Green Kitchen Stories” – den opskrift kan man også finde her på bloggen ved at skrive “quinoa-deller” i søgefeltet. Det var meget passende, syntes jeg, at sætte de to retter sammen, for det var faktisk Green Kitchen Stories-bloggen, der lærte mig at holde af rå broccoli.

ingredienser kikærtesalat
Ingredienser til kikærtesalaten.
kogte afdryppede kikærter
Kogte, afdryppede kikærter.

 

Der bliver en ganske enorm portion af kikærte- og broccolisalaten. Jeg lavede kun halv portion, og der var til to aftener i træk samt til frokost på tredjedagen. Så den fulde portion er nok til fem-seks personer, hvis den serveres som tilbehør.

HUSK! Kikærterne skal sættes i blød mindst 12 timer før. Jeg satte dem i blød, inden jeg gik i seng, og så kogte jeg dem, da jeg kom hjem ved 16-tiden næste dag. Og nej, jeg synes ikke, du skal prøve med allerede kogte kikærter på dåse. De er ikke lækre.

salaten blandes
Kikærte- og broccolisalaten blandes, nu mangler bare dressingen.

Kikærte- og broccolisalat

(5-6 personer som tilbehør)

50 gram smuttede og hakkede mandler

240 gram udblødte og kogte kikærter

500 gram broccoli

1 æble

lidt citronsaft

50 gram rosiner

Dressing:

2 dl let cremefraiche (se note)

1 tsk sennep

0,5 tsk karry

salt og peber.

Kog de i forvejen i blødsatte kikærter i en time (smid det vand, de har stået i blød i, væk, skyl dem, og kog dem i nyt vand).

Rist mandlerne på en tør pande.

Skyl og del broccolien i små buketter, og kom dem i let saltet vand cirka et minut (se note).

Hæld væden fra kikærterne og fra broccolien og kom dem i en skål.

Tilføj mandler og rosiner.

Skær æblet i tern, dryp dem med citronsaft og tilføj dem til salaten.

Rør cremefraiche, sennep og karry sammen til en dressing og smag til med salt og peber.

Hæld dressingen over salaten og vend salaten let.

Note 1: Jeg brugte – som altid – græsk yoghurt 10 procent. Jeg går ud fra, at de med “let cremefraiche” mener fromage frais? For cremefraiche er jo ikke speciel let. Irma har en laktosefri let cremefraiche, men den kan jeg ikke tro, at man anbefaler i en opskrift, der formentlig er tænkt til mennesker i hele det ganske land.

Note 2: Der står ikkekog broccolien i letsaltet vand i et minut”, så jeg går ud fra, at man bare skal lægge broccoli-buketterne i en skål letsaltet vand på køkkenbordet? Måske for at trække eventuelle dyr og urenheder ud?

meget mættende salat
En meget mættende salat. Og den smager supergodt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *