Müsli (1) – Sandras nemme version

sandras müsli
Sandra Puglieses lækre, nemme og hurtige citrusmüsli.

Hver morgen, år ud og år ind, spiser jeg 125 ml A38, Thiese tykmælk eller lignende.

Vanen stammer fra dengang, jeg var på kur hos Vægtkonsulenterne – indtil da havde jeg faktisk spist ristet brød med smør og drukket kaffe om morgenen. Men det er så ni-ti år siden nu.

Jeg varierer morgenmadsseancen – nogle gange kommer jeg mandler, græskarkerner, tranebær, gojibær eller frugt på – helst banan, men hvis jeg tilfældigvis har klementiner, appelsiner eller et æble, ryger de på mælkeproduktet. Og nej, jeg har ikke overvejet at spise skyr.

ingredienser 030314
Ingredienser til müsli.

Jeg kan også mægtigt godt müsli, men problemet med müsli er, at når man står der i supermarkedet og kigger på de utroligt mange slags, så aner man jo ikke, hvilke der er gode. Og jeg er før kommet hjem med skrækkeligt kedelige blandinger, fordi jeg er gået efter det højeste fiberindhold og det laveste kalorietal.

Min gamle medkollektivist Martin lavede, så vidt jeg husker, allerede dengang midt i 1980’erne sine egne müsliblandinger. Dengang spiste jeg det ikke. Man var jo uovervindelig – kaffe, et stykke ristet brød og en cigaret, så var jeg kørende…..

Men forleden kom jeg til at tænke på de hjemmelavede müslier, fordi det var påfaldende, at de tre sidste kogebøger jeg havde haft mellem hænderne, indeholdt en opskrift på müsli. Og så kom det blad, jeg holder (Mad&Venner) ind af døren, og sandelig om ikke også det indeholdt en hel samling müsli/granola.

Når vi nu er ved det: müsli eller granola – der er ingen forskel, i hvert fald ikke i dag. Müsli er det europæiske ord (det er opfundet af en schweizisk læge omkring år 1900 til hans patienter), mens granola er den amerikanske version, der blev opfundet i 1894 i Dansville, USA, af en læge på et prominent spa/helsested. Ëngang var forskellen mellem müsli og granola, at granola blev bagt, indtil det var sprødt, mens müsli hverken blev sødet eller bagt. I dag blander man det hele sammen og kalder blandingen det, man synes lyder smart, tror jeg.

rister havregryn
Den grovvalsede havregryn ristes på panden.

Nå, jeg har besluttet mig for at teste fire forskellige müsli/granola-opskrifter. Og da jeg ikke gider bruge et år på det, har jeg valgt kun at lave halve portioner, så jeg kan få mig spist igennem en portion forholdsvis hurtig og komme i gang med den næste 🙂

Den første stammer fra en fuldstændig spritny kogebog, som Vægtkonsulenterne har udgivet, “Supersund vegetar” hedder den, og de har allieret sig med Sandra Pugliese, som blandt andet før har lavet en dejlig italiensk kogebog. Pugliese har her været på en bunden opgave – vegetarmad som slankemad – og der er efter min mening både rædsomt puritanske opskrifter, som jeg ikke gad lave, samt virkelige perler ind imellem. En blandet landhandel.

En af de gode er Puglieses citrusmysli. Den er utroligt nemt at lave – det hele foregår på komfur – den dufter fantastisk af appelsin og citron, og selv om det eneste søde er rosinerne, så smager den vildt godt. Jeg sidder faktisk nu her ved computeren med en lille bitte skål ved siden af mig og spiser det som snack. Det er vist ikke meningen!

færdig musli
Nu skal blandingen bare køle af.

Citrusmysli

(cirka 14 portioner á 30 gram)

45 gram sesamfrø

45 gram solsikkekerner

45 gram gærskarkerner

25 gram grofthakkede mandler

250 gram grovvalsede havregryn

1 spsk kokosolie

1 citron (øko) – (se note 1)

2 appelsiner (øko)

70 gram rosiner

Rost først sesamfrø, solsikkekerner, græskarkerner og mandler på en mellemvarm tør pande, indtil det begynder at dufte og tage lidt farve (se note 2).

Hæld de ristede kerner og mandler i en stor skål og rist så havregrynene på samme pande, til de også begynder at tage farve. Hæld dem i skålen til kerner og mandler, tilsæt hurtigt kokosolien og vend den rundt med den varme müsli, så den smelter (se note 3).

Riv citron- og appelsinskal fint og tilsæt det til müslien sammen med rosinerne.

Lad müslien køle helt af,  inden du hælder den i en lufttæt beholder.

Holder sig en måned på køl.

Note 1: Du er nødt til at købe øko appelsiner og citron her. Det er skallen, du skal bruge, og du gider ikke have sprøjtegifte med i din müsli, vel?

Note 2: Hold øje med blandingen på panden. Sesamfrøene bliver enormt hurtigt brune, så du skal røre mere eller mindre hele tiden. Græskarkernerne “popper” – lidt lige som majs, men der bliver dog ikke noget, der ligner popkorn ud af det. Sesamfrøene har det med at springe hid og did, hvis de får det for varmt. Du afgør, når blandingen har nok – mandler og solsikkekerner kan tage meget mere varme end sesamfrø og græskarkerner, men det er fint at stoppe, når de to sidstnævnte har fået nok.

Note 3: Jeg har købt min kokosolie i den lokale asiatiske forretning i basaren. Olien er i en lille krukke og har samme konsistens som størknet andefedt. Men jeg tænker næsten, at man kan købe kokosolie i et godt supermarked også.

(opskriften er fra “Supersund vegetar”/Sandra Pugliese, Vægtkonsulenterne, 2014)

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *