Mere eller mindre nøjagtigt et års tid inden hun døde, var det pludselig min mor meget om at gøre, at jeg fik hendes opskrift på nøddesmåkager samt en tegning til den trædims, som hun brugte til at forme dem med. “Du kan nok finde en mand, der kan skære sådan én ud til dig,” sagde hun.

I mit stille sind tænkte jeg, at det næppe var muligt. De mænd, jeg kendte, var ikke ligefrem sløjd-genier. Og måske var jeg heller ikke for alvor interesseret i at bage nøddesmåkagerne, selv om jeg syntes, at de smagte vildt godt. De har altid været et hit i familien. Men jeg er altså bare ikke god til at bage småkager.

I december 2010 gav mor mig så sin trædims og sagde, at hun nok ikke fik bagt de småkager mere. I dag kan jeg ikke forstå, at jeg ikke regnede ud, at det nu for alvor gik ned ad bakke med hende – hun havde kræft – men det gjorde jeg ikke. Det var jo “gået godt” i næsten ni år, og jeg havde vænnet mig til, at hun ikke var så fit, som hun havde været engang – men pyt, bare hun var der.

Hun døde – meget passende for min stærkt kongetro mor – på dronningens fødselsdag, 16. april 2011.

Det var et kæmpe chok for mig. Jeg skal ikke trætte nogen med min “sygehistorie”, blot konstatere, at et halvt år senere sørgede to kolleger – HK’ernes daværende tillidsmand samt journalisternes sikkerhedsrepræsentant – for, at jeg kom til en psykolog. De var sikker på, at jeg havde stress, for jeg opførte mig mærkeligt, var indestængt vred og kunne ikke overskue noget – jeg var selv sikker på, at jeg havde gravet mig ned i en skyttegrav på grund af min mors død. Det sagde jeg til psykologen, der sagde “nej, nej, du har helt klassisk stress” og sendte mig til meditationsøvelser.

Det hjalp ikke en skid. Det, der hjalp, var, da en gammel bekendt stoppede mig på gaden og spurgte, hvordan det gik? Da jeg plaprede ud med det hele, sagde han “du skal ud at rejse – hvad med Vietnam? Jeg skaffer dig en god pris”. Det gjorde han. Man siger, at nissen rejser med, men det gjorde den på en god måde i mit tilfælde. Jeg tilbragte 17 dage i det smukke land med smukke mennesker (både smukke indeni og udenpå) og fik fred og ro i sindet til at tænke og hvile.

Sorg forsvinder ikke bare, og jeg var ikke “mirakuløst helbredt”, da jeg kom hjem. Men jeg havde fået noget at stå imod med. Det varede alligevel flere år, inden jeg holdt op med at tænke på min mor hver eneste dag, og jeg savner hende stadig her seks år senere. Det kommer aldrig til at “gå væk”.

Men nu kan jeg leve med det – og jeg kan holde ud at bage hendes småkager!

Jeg faldt over opskriften, som lå i en lille bog med køkkennoter, forleden og tænkte, at nu skulle jeg prøve dem for første gang nogensinde.

Det er nemlig sådan, at man giver kage eller rundstykker eller pizza (eller hvad man nu har lyst til) to gange om året på min arbejdsplads. Når man holder sin lange ferie, og når man fylder år. Jeg havde fødselsdag her midt i januar. Og bagte altså nøddesmåkagerne.

Jeg havde også lavet chokolade-mandler, min søsters havregrynskugler og en velsmagende, men pinligt flad kiksekage. Men selv om det hele forsvandt som dug for solen, så var det nøddesmåkagerne, der fik 75 procent af rosen. “De var godt nok gode” sagde folk. Og så tænkte jeg, at det jo lidt var en ros til min mor 🙂

PS: Man behøver altså ikke den der specielle trædims. Den sørger for at kagerne får nogenlunde ens størrelse og facon. Men de flyder nu alligevel lidt ud, så jeg tænker, at man lige så godt bare kan sætte dem på bagepapiret med en ske….

PS2: Kagerne har den fordel, at folk med glutenallergi kan spise dem – de er helt fri for mel.

Mors nøddekager

(cirka 45 kager)

300 gram hasselnøddekerner

300 gram sukker

5 æggehvider (ikke piskede)

1 tsk kakao

Røres sammen med en grydeske, sættes på bagepapir med “trædimsen” eller en ske, og bages i 10-12 minutter ved 200 grader (se note 1).

Når de er afkølede lægges de sammen med en creme af:

150 gram blødt smør

150 gram flormelis

1 æggeblomme (pastauriseret)

stærk kaffe – jeg brugte vel to-tre spiseskefulde

Jeg rørte cremen med en håndmikser og sprøjtede den på halvdelen af kagerne med en sprøjtetylle.

En af mine kolleger sagde “de er lige som florentinere”. Og det er ikke helt galt. Man kunne da godt dyppe den ene ende i chokolade, hvis man synes. Det vil sikkert være lækkert.

Note 1: Kagerne klæber lidt til bagepapiret, når man tager dem af. Det gør ikke noget. De bliver ikke helt sprøde, men er lækkert “seje” at bide igennem.