Mysli 4 – Frøgranola (Mad& Venner)

Frø-granola
Frø-granola.

Den fjerde og sidste mysli/granola, jeg tester i denne omgang, er en smule anderledes end de forgående.

For det første skal den have meget længere i ovnen, formentlig fordi der bliver tilsat mere væde, blandt andet vand, og for det andet er den en del sødere end de andre. Denne granola indeholder nemlig som den eneste af de fire sukker, 0,5 dl muscovadosukker. Den indeholder ligeledes 0,75 dl honning.

ingredienser 220314
Ingredienser til granolaen.

Den smager helt bestemt rigtigt godt, men hvis man laver sin egen mysli for at undgå den megen sukker, der er i de industrifremstillede versioner, skal man nok vælge en af de andre opskrifter.

Hvis man er ligeglad – eller hvis man ikke ellers får meget sukker i sin kost – er det er en god, velsmagende og sprød mysli/granola.

Den er nem at lave – og en halv portion rækker til mig til en god uges tid. Så jeg er faktisk kommet ind i en god vane, hvor jeg hver søndag lige laver en portion mysli. Det dufter også så dejligt i køkkenet 🙂

Bredt ud på bagepapir og klar til ovnen
Bredt ud på bagepapir og klar til ovnen.

Frø-granola

3 dl havregryn

3 dl speltflager (se note)

1 dl græskarkerner

1 dl solsikkefrø

1 dl hørfrø

2 spsk sesamfrø

evt. 2 spsk chiafrø (se note)

0,5 dl kokos (enten kokosmel eller kokosflager)

1 dl hasselnødder

0,5 dl lys muscovadosukker (jeg havde kun mørk, det fungerer fint)

1 dl vand

0,75 dl honning

0,5 dl kokos- eller rapsolie

Bland alle de tørre ingredienser i en skål.

Varm vand, honning og olie op i en kasserolle, og hæld det over de tørre ingredienser. Bland forsigtigt det hele.

Fordel blandingen på en bageplade beklædt med bagepapir, og bag det i ovnen ved 150 grader i cirka 40 minutter (se note). Rør i det ind imellem.

Lad granolaen køle helt af, og opbevar den i glas med låg.

Note 1: Jeg ved ikke, hvor man finder speltflager. Kvickly har dem ikke. Jeg brugte kækkede speltkerner fra Skærtoft Mølle. Det smager fint.

Note 2: De 2 spsk chiafrø er min ide. Jeg havde dem stående, og da de er en af de nye superfoods, besluttede jeg mig for at tilsætte et par spsk. Man kan ikke smage dem, men man kan jo håbe, at de gør godt 🙂

Note 3: Begynd at holde øje med blandingen, når den har stået cirka 30 minutter i ovnen (da havde jeg rørt rundt i det et par gange) – det skal bare blive gyldenbrunt. Jeg tog min mysli ud efter 35-36 minutter.

(opskriften er fra Mad & Venner, nummer 110, 2014)

Glimrende mysli
Glimrende mysli, men med mere sukker end de tre øvrige her på bloggen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *