Laksebulgur med limeyoghurt

Laksebulgur med limeyoghurt
Laksebulgur med limeyoghurt.

Den her ret smager så godt, at jeg var lige ved at tude, da jeg smed det, jeg ikke kunne spise, i skraldespanden.

Jeg HADER at smide god mad ud, men jeg skulle være væk i tre dage, og så længe kan en rest altså ikke holde sig i køleskabet. Og denne ret kan heller ikke fryses. Så det var ned i affaldsposen med det.

Jeg overvejede faktisk at forsøge at spise det hele, men én ting jeg da har lært i forbindelse med vægttab, og det er, at man ikke skal være sin egen skraldespand!

Dette er en halv portion af nedenstående opskrift
Dette er en halv portion af nedenstående opskrift.

Hvis du kan lide laks og madsalater i det hele taget, kan jeg varmt anbefale denne salat.

Jeg forestiller mig at den vil være særligt god en sommerdag med et glas koldt hvidvin til. Og så er den i øvrigt hurtig og nem at lave.

ingredienser til madsalaten.
ingredienser til madsalaten.

Laksebulgur med limeyoghurt

(4 portioner)

3 dl bulgur

6 dl vand (jo, det er nok)

1 terning grøntsagsbouillon (se note)

1 mango (se note)

2 avocadoer

0,75 dl koriander, hakket

flagesalt

friskkværnet peber

600 gram laksefilet (se note)

smør, til stegning

3 spsk sød chilisauce

Limeyoghurt:

2 dl græsk yoghurt

revet skal af 1 lime

1-2 tsk flydende honning

flagesalt

Bland først ingredienserne til limeyoghurten.

Del mango og avocado, kasser stenen fra begge dele og skær dem i tern.

Kog bulguren i bouillon under låg i cirka 10 minutter. Lad den dryppe af.

Bland bulgur, mango, avocado og koriander, smag til med salt og peber.

Skær laksen i mundrette tern. Rist dem hurtigt i smør på en pande (se note). Krydr med salt og peber, tilsæt sød chilisauce og vend lakseternene i den.

Fordel lakseternene over salaten og server med limeyoghurten og limeskiver til.

Note1: Jeg havde kun kyllingebouillon. Det gik helt fint.

Note 2: Mangoer er notorisk svære at skære ud. Jeg har engang set Hercule Poirot gøre det meget elegant i en film, men jeg har glemt, hvordan han gjorde. Så af mangel på en belgisk detektiv, er det vist nemmest først at skære en bådformet skive ud. Man skal ind og ramme den store centrale sten (der irriterende nok er af varierende størrelse) med kniven og forsøge at skære udenom den. Frugten smager heldigvis så godt, at det er bøvlet værd.

Note 3: Jeg købte en laksesteak og fjernede skindet. Jeg er bestemt ikke den store fiskefiletterings-ekspert, men lakseskind er ret nemt at fjerne. Men har man ikke lyst til/mod på det, kan man få fiskehandleren til at gøre det.

Note 4: Rist endelig lakseternene på en slip-let pande. Hvis de hænger i bunden af panden, begynder de at flage, og det ser ikke særligt pænt ud.

(Opskriften stammer fra “Madsalater”/Caroline Hofberg, Legind, 2013)

superlækker mad
Superlækker mad med fisk.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *