Egentlig er det vist lige så meget en sommerdessert-ting som en vinter-ditto.
Men jeg havde stikkelsbær i fryseren og skulle stille med en kage-ting til nytårsaften. Så derfor denne Camilla Plum-opskrift.
Den smager dejligt og er frisk og let.
Napoleonskage med stikkelsbærfool
(6 kager)
2 plader butterdej, færdigkøbt
1 æg
Stikkelsbærfool:
2 dl piskefløde
2 dl stikkelsbærkompot (se nedenfor)
2 blade husblas
4 spsk flormelis
6 spsk hyldeblomstsaft
Stikkelsbærkompot:
250 gram stikkelsbær
150 gram sukker
lidt vand
Kog kompotten. Altså: sukker, en smule vand og stikkelsbær i en gryde – kog til bærrene brister og det “smatter ud”. Portionen giver en rigelig mængde, men resten kan for eksempel spises på tykmælk eller som “marmelade” på ristet brød.
Forvarm ovnen til 200 grader. Del butterdejen i seks lige store stykker. Læg dem på en bageplade med rigeligt plads mellem sig. Pensl med sammenpisket æg på oversiden. Bag dem gyldne ved 200 grader.
Blød husblassen ud i koldt vand i fem minutter. Smelt den i en gryde med det vand, der hænger ved. Rør 3 spsk kompot i husblassen, og bland det grundigt. Rør blandingen i resten af kompotten.
Pisk fløden til blødt skum, og vend den varsomt, men grundigt, i den stivede kompot.
Del kagerne på midten og kom en ordentlig klat fool i midten.
Drys med flormelis. Dryp hyldeblomstsaft udenom.
Note 1: Jeg lavede dobbelt portion af kompotten, fordi den pose, jeg tog ud af fryseren, indeholdt 500 gram stikkelsbær (de røde – havde ikke grønne). Så jeg tog halvdelen fra, inden jeg kom husblas i den ene halvdel. Men faktisk stivnede den halvdel uden husblas lige så fint, da stikkelsbær indeholder temmelig meget pektin. Jeg tror i grunden den del uden husblas havde været bedre i kagen, fordi den halvdel med husblas virkelig blev stiv. Sådan hel bastant. Nå man kan jo “bryde det op” i flødeskummet og indarbejde det, men det havde bare været nemmere og “blødere” uden husblas, tror jeg….
Note 2: Jeg købte en rulle butterdej, og skar så selv stykkerne (måske lige rigeligt store!) ud.
(Opskriften er fra “Umoderne mad”/Camilla Plum, Politikens Forlag, 2004)
