
Mine veninder fotograferede faktisk brødet her, fordi de syntes, det var så flot.
Men sandheden er, at det er helt mislykket!
Ja altså, det smagte skam godt, men det var meningen, at det skulle se helt anderledes ud.

Opskriften har jeg fået af min amerikanske Facebook-veninde Pippi, og det så helt fantastisk ud på billedet. Jeg ved dog godt, hvad jeg har gjort galt; jeg har lavet dej-cirklerne for store. Så bliver “benene” for lange, og når brødet genhæver, kommer de ikke til at hænge sammen og danne en pæn stjerne.
Men dejligt var det da, at pigerne syntes, mit edderkoppe-lignende brød var pænt 🙂
Oprindelig var Pippis opskrift på et “nutella-brød”. Nu er jeg ikke særlig vild med Nutella – det var faconen på brødet, jeg var lidt fascineret af. Så jeg tænkte, at jeg jo kunne prøve at fylde gærdejen med oliventapanade i stedet. Det blev faktisk rigtigt godt. Samtidig kom jeg kun en tsk sukker i selve gærdejen i stedet for den spiseskefuld, som den oprindelige opskrift lød på.
Nedenstående opskrift er altså tilpasset af mig. Og de amerikanske mål samt ovntemperaturer er oversat til noget mere forståeligt for os.
Flettet olivenbrød
Cirka 300 gram hvedemel
cirka 1/3 pose tørgær – svarer til 15-20 gram frisk gær
240 ml vand
1 tsk salt
1 tsk sukker
1 glas sort oliventapanade
1 æg
mel til at drysse på bordet
Opløs gæret i en halv kop lunken vand – lad det hvile cirka 10 minutter. Brug en køkkenmaskine – bland mel, salt og sukker i røreskålen. Tilsæt gæren og bland ved lav hastighed. Skru så hastigheden op til medium og lad den mikse i syv minutter.
Tag en anden skål og smør den med olie. Kom dejen i den og dæk med husholdningsfilm. Sæt skålen et lunt sted og lad dejen hæve til dobbelt størrelse over en times tid.
Del dejen i to stykker, og rul den ene del ud i en cirkel. Spred oliventapanade ud over dejcirklen, men lad et par centimeter yderst være fri for tapanade.
Rul den anden dejklump ud til en tilsvarende cirkel og læg den ovenpå.
Flyt “brødet” over på en silikone-bagemåtte eller noget lignende. Hvis du ikke har én, så køb én. De er ikke dyre, og de er smadder smarte!
Det er også smart at drysse silikonemåtten med mel først.
Skær nu med en skarp kniv, så der er 16 “flapper”, der alle hænger sammen i toppen.
Tag dem to og to og drej dem udad et par gange. Lad enderne af dejstykkerne overlappe hinanden (det var så det, mine ikke kunne!).
Dæk brødet med husholdningsfilm og lad det hæve igen et tørt sted i cirka 30 minutter.
Sæt ovnen på 175 grader. Pensl brødet med sammenpisket æg. Bag brødet i 20 minutter. Og hæv så varmen til 220 grader i syv-otte minutter.
Lad det køle af før servering.
Note 1: Amerikanere bruger tørgær, når de bager gærbrød. Jeg ved ikke, om deres tørgær er kraftigere end vores, men den oprindelige amerikanske opskrift indeholdt kun 0,5 tsk tørgær. Det er efter min mening for lidt.
Note 2: 300 gram mel er lige i underkanten. Dejen skal jo også være til at arbejde med. Men husk at jo mere mel, du blander i, jo tungere bliver brødet. Så det er godt at lade dejen være til den let klistrede side.