Det her er en opskrift, jeg bliver ved med at vende tilbage til, enten når jeg har lyst til laks (det har jeg tit), og/eller jeg har lyst til at lave noget let.
Det er virkelig en nem, hurtig og ukompliceret opskrift – og sådan en havde jeg brug for i aftes, hvor jeg skulle når at være klar i sofaen til mændenes individuelle allround gymnastikkonkurrence ved OL 2016 i Rio.
Jeg er generelt vild med gymnastik for mænd, og jeg er i særdeleshed vild med den nu dobbelte olympiske mester (både 2012 i London og 2016 i Rio), japanske Kōhei Uchimura. Han er helt enestående fantastisk.
Til gengæld er jeg ikke så pjattet med kvindernes del. Det skyldes især et vist ubehag over kinesiske, japanske og russiske gymnasters størrelse – men der er nu også nogle af de andre nationer, der “kan være med”. Kommentatoren siger for eksempel “og hun er netop fyldt 16” om en gymnast, der ser ud til at være otte år. Jeg ved ikke, hvordan de bremser deres udvikling – eller om de bare smider dem af holdet, som udvikler sig til en højde over 150 cm, men det er sgu lidt uhyggeligt.
Jeg synes, gymnasterne fra Storbritannien, Holland, Tyskland og Italien burde starte med et bonuspoints forspring for at se ud som rigtige unge kvinder…
Nå, tilbage til maden!
Laksen er så lækker, fordi den er dækket med blå birkes. Først giver jeg bøffen lidt salt og peber, og så vender jeg den på tre sider (ikke skindsiden) i en dyb tallerken fyldt med blå birkes. Ud over at de giver en sprød skorpe, så holder de også laksen dejligt saftig og lækker. Prøv selv.
Kartoffelsalaten er bedst med nye kartofler. Vinterkartofler suger for meget af dressingen. Det er ikke så lækkert og ser heller ikke så pænt ud.
Ristet laks med kartoffelsalat med bønner
(1 person – bare gang op med det antal personer, I er)
olie til stening
1 styk laksebøf
blå birkes
salt og peber
Kartoffelsalat med bønner
100 g kogte nye kartofler
200 g grønne bønner
25 g rødløg i tynde skiver
15 g god olivenolie
2 tsk god balsamico
brødkarse (se note 1)
Kog kartoflerne møre. Kog bønnerne. Skær kartoflerne i mundrette stykker og bland dem med bønnerne i en skål.
Tilsæt rødløg, olivenolie, balsamico og brøndkarse.
Varm olien på panden, vend laksen i salt, peber og blå birkes, steg den først på skindsiden, så på modsatte side, og så kort på begge de øvrige to sider.
Note 1: Man kan da godt udelade brøndkarse, men det er både smukt og har en dejlig, lidt pebret smag. Jeg synes, der skal et bundt i salaten – der er efter min mening ikke noget, der hedder “for meget af det gode”. Hvis det er godt, er meget også ekstra godt 🙂