Forleden printede jeg lige den her opskrift ud på arbejde – på vej ud af døren. En af mine kolleger spurgte, hvad det var, jeg skulle hjem og lave, og jeg forklarede.
Chefen (hvis dør stod åben) råbte, at så ville han sgu hellere have boller i karry, mens kollegaen funderede over det sære i en pasta, der har form som store riskorn – og så ikke overbevist ud.
Det er simpelthen så mærkeligt – men mit foto fra den her ret (og én mere) er blevet væk! Jeg tror nu, at jeg må være kommet til at slette dem i min iver efter at rydde op og få nok plads frigjort til at kunne opdatere min iPad……men så må jeg jo nøjes med at bruge et foto af et blomkål…
En af fordelene ved at bo her ude vest på er, at man (hvis ellers man er rimeligt social og kommer lidt omkring) altid kender mindst én jæger – eller kender én, der kender én – og mindst én, der har en god kontakt til en fisker.
Det er heller ikke usædvanligt at kende én, der skal skaffe dejlige landæg, ænder, godt lam, nye kartofler, jordbær og andre bær, hasselnødder, valnødder o.s.v.
Maden er lige udenfor døren.
Ja, allerede her vil min tidligere gode kollega og nuværende gode ven, Mads, nok nedlægge et par protestanter – eller hvordan det nu er, man siger…
Mads, der er supergod til både at lave mad og bage kager, vil helt sikkert sige, at det da ikke er hans salat.
Og sådan helt nøgternt set har han ret.
Men jeg tænker på den som “Mads’ salat”.