Rød quinoa med pocheret æg

quinoa med pocheret æg
Quinoa med pocheret æg og asparges.

Quinoa smager super godt og kaldes “vegetarisk kaviar” – nej, der er ikke fiskesmag i den, det er på grund af dens bløde, knasende konsistens. Den er “nem” at spise.

Quninoa har et meget højt protein-indhold, og den er rig på B-vitamin, E-vitamin, jern og indeholder faktisk mere kalk end mælk. Man kan finde den på større supermarkeders hylder – Urtekram sælger både den hvide, den røde og sorte variant.

rød quinoa er sundt
Quinoa er en god sund råvarer. Og så smager det godt.

Der findes som nævnt  flere slags quinoa, både rød og sort og hvid. Der er forskel på smagen, og nu er der sikkert nogen, der tænker, at det er noget sludder – men det passer. Den røde quinoa beskrives som “nødde-agtig” – det ved jeg nu ikke, hvad jeg skal sige til, men den smager i hvert fald af mere end den hvide.

Sort og rød quinoa har desuden mere “bid” end den hvide, selv om de skal koges lige så længe.

Grunden til den røde og sorte farve er anthocyaniner, som findes vidt udbredt i planteriget. Det er for eksempel også anthocyaniner, der gør rødkål røde 🙂 Den nyeste forskning synes at vise, at anthocyaninerne er vigtige i menneskets stofskifte, hvor de giver beskyttelse mod flere former for hjerte-kar sygdomme.

Quinoa er ikke en kornsort, men planten tilhører Amaranth-familien ligesom eksempelvis Have-Mælde, som den ifølge Wikipedia ligner en del. Quinoa stammer fra Sydamerika, hvor den kan dyrkes i højder på op til 4000 m og er en vigtig proteinkilde for højlandsindianerne.

ingredienser 7. januar
Ingredienser til retten – når de danske asparges kommer, er det selvfølgelig endnu bedre.

 

Opskriften her er fra læge Søs Wollesens bog “Hedeturen går til køkkenet” med undertitlen “96 opskrifter, der kan befri dig for overgangsalderens gener”. Om det er rigtigt, skal jeg ikke kunne sige. Så skal man i hvert fald nok følge de 96 opskrifter noget tættere end jeg har gjort, og bruge dem hver dag.

Men jeg kan sige, at jeg vel har afprøvet omkring 40 af opskrifterne, og de har alle været velsmagende, og min krop har kunnet lide dem, forstået på den måde, at jeg hverken får mavekneb, hovedpine, en følelse af at være overmæt/ikke være mæt o.s.v. Det føles sundt på den gode måde.

pocherede æg
Min gryde til pocherede æg. Der er kogende vand i bunden, og der skal låg over, der holder på dampen. Så pocherer de så nydeligt der – men bliver naturligvis ikke “rustikt sjovt formede”, som de håndholdte bliver…

Rød quinoa med pocheret æg

(2 personer)

100 gram rød quinoa

8-10 grønne asparges

hvidløg

50-75 gram spinat

2 pocherede æg

smør og olivenolie til stegning

salt og peber

Kog quinoa’en efter pakkens anvisning (husk at skylle quinoa først i en sigte under rindende vand).

Skyl og knæk enderne af de grønne asparges. Man holder i hver ende af aspargesen og bøjer, så vil den helt naturligt knække det rigtige sted – smid enderne ud eller gem dem til engang du laver suppe (de er gode til at give smag til en suppe).

Skær aspargeserne på skrå i store stykker og steg dem for lav varme på en pande cirka fire-fem minutter i halvt smør og halvt olie sammen med et fed finthakket hvidløg.

Skyld spinaten, kom den på panden og lad den falde sammen.

Pocher æggene. Bring vand i kog i en stor gryde. Hæld et skvat eddike eller vineddike i vandet, når det koger. Skru ned for blusset og rør med et piskeris, så der dannes en hvirvelstrøm. List ægget fra skallen ned i midten af hvirvelstrømmen. Lad ægget være i gryden i tre-fire minutter til det hvide samler sig.

Anret spinat og asparges som en bund på tallerknen, læg quinoaen ovenpå og form en lille hulning til ægget, som en rede.

Smag til med salt og peber.

Note 1: Jeg regner med at bogens opskrift på, hvordan man pocherer et æg, passer. Men jeg har aldrig prøvet. For over 30 år siden købte jeg i England en speciel gryde til at pochere æg i. Jeg er sikker på, at en professionel kok vil grine en vis legemsdel i laser og sige, at det der, det er da ikke “rigtige” pocherede æg. Men jeg er ligeglad – det fungerer for mig, det er let, og de er altid løbende inden i, som de skal være.

Note 2: Jeg spiser halv portion som aftensmad, men erkender, at jeg spiser TO æg. Ellers bliver jeg ikke mæt nok….

(Opskriften er fra “Hedeturen går til køkkenet”/Søs Wollesen m.fl., Politikens Forlag, 2012)

Mættende og godt
Det mætter uden at være for meget – jeg spiser dog to æg… 🙂

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *