I september tog canastaklubben på den årlige kortspils-weekend i Karins fritidshus i Oddesund. Det plejer at være mig, der laver maden – men i år ankom jeg sent fredag, så Karin havde svinget gryder og pander den første aften, og det var skønt bare at kunne sætte sig til bordet med god mad, godt selskab og en flaske rødvin.
Næste dag var det så mig, der skulle kokkerere, og de andre der skulle spille kort. Desværre var det blevet til mere end en enkelt flaske rødvin aftenen før, så jeg kæmpede lidt fra morgenstunden, hvor jeg havde lovet at lave rigtig brunch med røræg og det hele – men det gik da, selv om jeg havde travlt med at skælde mig selv ud og spørge mig selv, hvor gammel jeg nu lige var? Det burde da være indlært på nuværende tidspunkt, at “træt efter lang arbejdsdag” og “masser af vin” ikke går rigtigt godt sammen.
Nå, jeg fik restitueret – sov en times tid til middag – og så gik det meget bedre. Jeg bagte muffins og lavede æblekage, opskrifterne til begge dele står allerede andetsteds her på bloggen.
Veninderne havde ønsket sig “noget indisk” til aftensmad. De er ikke bange for stærk mad, selv om det ikke skal være flammer ud af munden, så jeg tænkte, at jeg ville lave Rogan Josh. Jeg valgte den version, der står i “Vores indiske køkken” af Divya Das og Manu Sareen – og den viste sig så ikke at være stærk. I hvert fald ikke stærk nok efter vores smag.
Jeg skulle nok have valgt en opskrift fra en af de “rigtige” indiske kogebøger, jeg har, for jeg tror, at Das og Sareen har modereret styrken kraftigt til de danske ganer – i hvert fald i forhold til det, jeg husker retten som fra Indien.
Nå, never mind – det smager jo vildt godt, og veninderne var trods manglende chili-styrke begejstrede. Faktisk begejstrede nok til at bede om opskriften….som jeg så først får skrevet ind nu, tre måneder senere. Tsk, tsk, tsk.
Jeg interviewede faktisk Divya Das om kogebogen, da den udkom. Ikke nogen helt nem opgave. Hun var bestemt rigtig sød – og meget, meget smuk – men hun havde ikke meget at sige om bogen, og hun afviste alle personlige spørgsmål om sig selv. Jeg havde så ikke specielt lyst til at tale om journalistisk og hendes tv-arbejde – og så sad vi der. Set i bakspejlet skulle jeg nok have valgt at tale med Manu Sareen, som jeg har interviewet flere gange, og som bestemt kan sige noget – og i øvrigt er vi altid på et eller andet tidspunkt kommet til at tale om mad, når jeg har interviewet ham 🙂
Rogan Josh
(4 personer)
1 stor kylling (se note 1)
3 løg
2,5 spsk olivenolie
10 gram smør
3 sorte kardemommekapsler (se note 2)
6 grønne kardemommekapsler
3 laurbærblade
2 hele kanelstænger
1 tsk fennikelfrø
2 tsk frisk ingefær, finthakket
2 tsk stødt koriander
1 tsk stødt chili
1 tsk stødt gurkemeje
2 tsk stødt spidskommen
4 dl græsk yoghurt 10 procent
1 lille dåse tomatpuré
3 dl vand
2 tsk salt
Marinade:
1 dl græsk yoghurt 10 procent
5 fed hvidløg
4 tsk garam masala (se note 3)
1 tsk salt
Skær kyllingen i 6-8 stykker efter behag (se note 1). Fjern skindet. Læg kødet i en skål, og bland det med marinadeingredienserne: Yoghurt, garam masala, presset hvidløg og salt. Lad det ligge i skålen 1-2 timer (se note 4).
Hæld olie og smør i en gryde, og steg løgene brune ved svag varme i cirka 10-12 minutter til de er gyldne. Kom flækkede sorte og grønne kardemommekapsler, laurbærblade, kanelstænger, fennikelfrø og ingefær i gryden, og rør rundt i cirka tre minutter. Tilsæt koriander, spidskommen, chili og gurkemeje, og rør yderligere i to minutter ved middel varme.
Skru op for varmen, og hæld kødet i gryden. Brun kyllingestykkerne i cirka otte til ti minutter (eller længere). Hæld lidt smør ved, hvis krydderierne brænder på i bunden af gryden. Tilsæt resten af yoghurten og rør rundt i i to minutter. Hæld til sidst tre dl vand, tomatpure og salt i gryden og lad det hele simre ved lav varme i 45-60 minutter. Smag til med salt.
Jeg servede retten med citronris og raita (se opskrifter nedenfor).
(Opskriften er fra “Vores indiske køkken” af Manu Sareen og Divya Das, Lindhardt og Ringhof, 2008)
Note 1: Jeg købte ikke en hel kylling, men i stedet brystfileter – seks tyk, fordi vi var seks personer. Det passede fint. Og er noget nemmere.
Note 2: Ja, der er noget, der hedder sorte kardemommekapsler, og de er både en del større end de grønne af slagsen, og har en noget anderledes, dyb, “mørk” smag. De er især gode i gryderetter som her. Til gengæld er de ikke helt nemme at få fat i. Du kan ikke få dem i et almindeligt supermarked, men du kan i hvert fald købe dem via nettet hos ASA Trading – www.asaspice.dk – og hos Camilla Plum på http://fuglebjerggaard.dk/netbutik/
Note 3: Garam masala er et indisk blandingskrydderi, som man faktisk kan købe i supermarkederne. Men de versioner, du kan købe i de to ovennævnte netbutikker, er noget mere interessante.
Note 4: Man kan sagtens lade det ligge længere – gerne natten over i køleskabet. Men det skal have mindst to timer.
Citronris
200 gram ris (2 dl)
8-10 cashewnødder
1/8 tsk stødt gurkemeje
salt
3 spsk olie
1 finthakket grøn chili
1/4 tsk sennepsfrø
10 karryblade (se note 1)
saft af 0,5 citron – eller lime
Vask risen i to-tre hold koldt vand. Udblød den så i 30 minutter (det vil sige, at du lader den stå dækket af vand i en skål).
Udblød imens cashewnødderne i 2 dl vand i et kvarter.
Mål så meget vand op, at det fylder 1 1/4 gang så meget som risen – i dette tilfælde altså 2,5 dl. Bring det i kog og tilsæt så risen sammen med gurkemeje og salt. Kog risen i 11 minutter – så skulle alt vandet være opsuget. Spred det ud på et fladt fad, så den kan køle af og tørre. Lad den stå i 30 minutter.
Varm olien i en wok eller stegepande og steg først chilien i 1 minut og kom så sennepsfrøene i sammen med de afdryppede cashewnødder og karrybladene, og steg det hele i 30 sekunder. Kom citron- eller limesaft i. Kom den kogte ris i og rør grundigt, men forsigtigt med en flad spatel, så risen ikke bliver til mos.
(Opskriften er fra min yndlings indiske kogebog, “Fra det indiske køkken” af Camellia Panjabi, Aschehoug, 1997 – jeg kan i øvrigt nævne, at der i den bogs Rogan Josh-opskrift bliver brugt 2,5 tsk chilipulver, altså over det dobbelte af Divya Das-opskriften)
Note 1: Karryblade kan man være heldig at finde i store supermarkeder. Jeg har før set dem i Kvickly. Men ellers hos asiatiske købmænd eller via to ovennævnte netshops.
Agurke-raita
2 dl sødmælksyoghurt
salt og peber
1/8 tsk stødt spidskommen
1/2 tsk sukker
mindst 1 dl skrællet, finthakket agurk
1 nip paprika
1 tsk finthakkede, friske korianderblade
Pisk yoghurt sammen med en gaffel og tilsæt eventuelt lidt vand. Smag til med salt, peber, spidskommen og sukker og vend agurken i. Bland det hele godt, kom det i en serveringsskål og pynt med paprika og korianderblade.
(Opskriften her er også fra “Fra det indiske køkken” af Camellia Panjabi)