
Det her er en af mine yndlings…
Men spring den over, hvis du ikke kan lide blå ost/skimmelost. Det smager godt nok meget anderledes, når det er blandet med æg og yoghurt og er varmt, men det er stadig en speciel smag. Speciel god, synes jeg, men det er jo smag og behag…

Det er en hurtig lavet ret, og portionen passer til én person. Den Pillivuyt-tærteform til én person, jeg havde købt til formålet, var faktisk lidt for lille. Den passede til dejen, men jeg måtte hælde det sidste af fyldet over i endnu en form. Til gengæld blev tærten højere og pænere, end når jeg tidligere har lavet den i en større form.
Og en tilståelse; særlig slanke-agtig er den nok ikke i min version. Jeg bruger nemlig “rigtig” skimmelost, denne gang Øko Blue fra Thiese, og den er 60+. Ak ja. Så hjælper det nok ikke meget, at jeg kun bruger 60 gram i forhold til originalopskriftens 75 gram.
Så hvis du spiser det her for at tabe dig, så hold dig til opskriftens 20+ blå ost fra DDV. Jeg aner ikke, om man kan få andre blåskimmeloste med så lav en fedtprocent, men mon ikke? Man kan i hvert fald få nogen, der er mindre fede end 60+. Jeg har før brugt én på 36+. Kig på varedeklarationen.


Tærte med blå ost
(1 person)
30 gram mel
30 gram mayonnaise
et nip salt
75 gram DDV blå ost 20+ (se tekst ovenfor)
1 æg
65 gram DDV yoghurt
brød
grøntsager
Bland ingredienserne til dejen sammen og tryk den tyndt ud i en tærteform. Forbag tærtebunden i cirka 15 minutter i en varm ovn ved 200 grader.
Blend ingredienserne til fyldet i en minihakker (man kan selvfølgelig også bruge en stor blender, men minihakkeren er mægtigt praktisk og nem at gøre ren) og kom massen på den forbagte bund. Bag igen i cirka 20 minutter til ostemassen er fast.
Server tærten med brød (ikke nødvendigt, se note) og grøntsager, for eksempel stængler af bladselleri og gulerødder.
Note 1: Når vi nu er ved indrømmelserne, så bruger jeg heller ikke DDVs 7 procents yoghurt, men græsk yoghurt 10 procent. Det er så ikke så galt, for jeg kompenserer ved ikke at spise brød til, som DDV ellers anbefaler. Det synes jeg ikke er nødvendigt.
Note 2: I originalopskriften indgår 15 gram DDV skummetmælkspulver til dejen. Jeg aner ikke, hvor man køber det, og det er overhovedet ikke nødvendigt. Dejen bliver lækker og sprød uden. Spar de penge.
(opskriften er fra “Æg, mælk, ost”/Inge Kauffeldt & Helle Kleist, DDV, 2008)
