Tag-arkiv: couscous

Muslinger og couscous i pakke

Smukt ser det jo ud. Væden i retten smager af anis på grund af estragon og løvstikke.
Smukt ser det jo ud. Væden i retten smager af anis på grund af estragon og løvstikke.

Dette er en nem og hurtig omgang aftensmad.

Dog skal man være sikker på, at man kan lide smagen af anis. Det kan jeg faktisk ikke, men da jeg utroligt godt kan lide muslinger og havde lyst til dem, besluttede jeg mig for at prøve opskriften alligevel.

Jeg troede, jeg var lidt på den sikre side ved at udelade løvstikke, som jeg overhovedet ikke bryder mig om. Men den estragon, som jeg kom i, smagte meget tydeligt igennem – til min store fortrydelse. Jeg ved, at der er mange, der elsker den lakridsagtige smag, og de vil sikkert nyde denne ret.

Muslinger overhældt med kokosmælk, inden pakken lukkes.
Muslinger overhældt med kokosmælk, inden pakken lukkes.

Dem, der har det lige som mig, skal nok snarere kigge på en af bloggens andre muslinge-opskrifter.

Dog skal det nævnes, at selve muslingerne ikke havde taget meget smag af estragon. De smagte heldigvis mere af den lime, jeg pressede ud over dem 🙂

Vær opmærksom på, at opskriften er til 1 person!

Glasset i forgrunden fik jeg sidste år, da Odin Teatret fejrede 50 års jubilæum.
Glasset i forgrunden fik jeg sidste år, da Odin Teatret fejrede 50 års jubilæum.

Muslinger og couscous i pakke

(1 person)

75 gram tilberedt couscous (se på pakken hvordan)

50 gram porrer

25 gram skalotteløg

1 spsk hakket løvstikke (se teksten ovenfor)

1 spsk hakket frisk estragon

revet citronskal

cirka 250 gram muslinger (se note 1)

40 gram kokosmælk fra dåse (se note 2)

salt og peber

lime

Læg to store lag bagepapir (cirka 40 x 40 centimeter) oven på hinanden lidt forskudt, hvis du laver retten i ovn. Hvis du vil lave den på grill, skal du bruge stanniol.

Læg couscous på midten. Striml porre og skalotteløg og hak hvidløg og urter og læg det henover. Drys med citronskal.

Rens muslingerne grundigt og kasser dem, der ikke lukker sig, når du banker dem let mod kanten af vasken. Dette er tidspunktet at være nærig – man kan blive syg af dårlige muslinger.

Læg muslingerne ovenpå couscous og grønt. Hæld kokosmælk på. Krydr med salt og peber. Luk pakken om hyggeligt (se note 3).

Bag pakken i en 200 grader varm ovn i 15-20 minutter. Ifølge opskriften tager det kun 10 minutter på en havegrill, men det kan jeg ikke stå inde for, for det har jeg aldrig prøvet.

Server med friske urter og lime til at dryppe over.

Note 1: Man kan nok godt se på billederne, at jeg spiste mere end 250 gram muslinger. Jeg købte 500 gram og kasserede fem styk, så der er nok godt 400 gram, og det kan jeg sagtens spise 🙂

Note 2: Jeg købte en lille dåse kokosmælk (165 gram) og brugte det hele. Det er en slankeopskrift, derfor skriver de kun 40 gram. Gør som du vil. Jeg spiste langt fra al væden, men synes, det er svært at dampe muslinger åbne uden tilstrækkelig væde.

Note 3: Jeg stak to kødnåle i pakken for at holde den lukket. Sørg endelig for, at der er rigelig plads til at muslingerne kan åbne sig. Jeg lavede to pakker, fordi jeg havde så mange muslinger. Hvis man laver pakken for stramt, åbner muslingerne sig kun en smule, og så er det svært at se, hvilke man skal kassere – for man skal helt klar kassere dem, der ikke åbner sig godt op.

(Opskriften er fra Vægtkonsulenternes “Supersund sommermad” af Helle Kleist, 2013)

Færdig ret serveret med lime. Faktisk spiste jeg også lidt brød til.
Færdig ret serveret med lime. Faktisk spiste jeg også lidt brød til.

 

 

Tomatcouscous med feta – nemt og lækkert tilbehør

Tomatcouscous med feta
Tomatcouscous med feta.

”Det smager jo godt,” sagde min søster overrasket.

Ikke at hun plejer at synes, at min mad er dårlig, men hun nærer en inderlig modvilje mod (især) tørrede bønner, linser og gryn/korn. Nogle af dem synes hun er OK, men hun er aldrig sådan for alvor begejstret, når jeg har lavet en linse- eller bulgursalat.

Men jeg havde aldrig prøvet at servere couscous for hende før.

Læs videre Tomatcouscous med feta – nemt og lækkert tilbehør