Nå, nu har jeg fjernet en blød græskarmand, et par indtørrede potteplanter og en kost fra altanen – og har sat de mest udsatte potteplanter i læ. Så må vi se, om der virkelig kommer den storm, de siger. Lige nu er klokken 15.45, og det blæser stort set ikke. Men det regner da.
For lige som at ruste mig til rusk og regn, lavede jeg mig en chokoladedrik. Ansporet af Charlotte, der forleden på Facebook foreslog, at man kunne jage sorte tanker væk med chokolade 🙂 Nu har jeg godt nok ingen sorte tanker i dag, men man behøver vel aldrig megen anledning til noget med chokolade, vel?
Drikken stod at læse i det nyeste nummer af Mad&Venner, men jeg har “forbedret” den lidt. Hæ 🙂 (det betyder, at der nu er flere kalorier i)
After dinner-chokolade
(2 glas)
50 gram mørk chokolade, finthakket
1 tsk rørsukker
0,5 dl cognac
3 dl cafémælk eller letmælk
Evt. piskefløde
Bland chokolade med rørsukker og fordel i to glas. Hæld cognac på. Varm mælken op i en gryde under kraftig piskning. Hæld den varme mælk i glassene, rør godt rundt og top med mælkeskummet. Drys eventuelt med hakket chokolade.
Note 1: Ovenstående var så den originale opskrift. Jeg brugte mørk chokolade 86 procent (fordi jeg kan lide det så bitter) og minimælk. Men jeg varmede bare mælken op og hældte i – og så piskede jeg flødeskum til toppen i stedet for 🙂
Note 2: Der står i opskriften, at man kan bruge cognac, Baily eller whisky. Cognac havde jeg ikke mere af, Baily hader jeg, og min whisky skal dæleme ikke blandes med noget. Men – jeg havde min egen hjemmeproducerede fattigmands-cognac, lavet på agern, stående. Den kom jeg i, og det smager forrygende!
Det er for sent nu at brygge en omgang fattigmands-cognac, men her er opskriften i god tid inden næste år 🙂
Cognac brygget på agern
20 agern – hele, modne og brune
4-6 svesker med sten
1 flaske vodka
1 lakridsrod
1/4 stang vanilje
Kom de hele agern med skal i et patentglas sammen med svesker, lakridsrod og vanilje. Hæld vodka over og lad det trække i mindst seks måneder og meget gerne længere. Glem gerne cognac’en i flere år… Smag på den undervejs – det er et privilegium, man skal udnytte til fulde. Filtrer snapsen, når den er lige til herreværelset. Giver en smukt mørkebrun, afrundet og krydret snaps.
Note 1: Jeg har lavet den her to gange, og jeg synes, den er helt fantastisk. Prøv det!
(opskrift fra “Naturens eget spisekammer” af Anette Eckmann, Politikens Forlag, 2010)