Da jeg første gang læste denne opskrift, løb tænderne i vand. Og siden har jeg ofte tænkt på, at NU skulle jeg altså også prøve den til en middag. Helt naivt forstillede jeg mig, at det ville være “a walk in the park” at lave den…
Der er ingen grund til at spinde en lang ende over disse konfektstykker – ud over at skrive, at de er smaddernemme at lave og smager supergodt.
I bund og grund er jeg ikke voldsom vild med frugt.
Det er nok noget sært noget at skrive – og heller ikke helt og aldeles sandt. Jeg bliver bestemt begejstret, når jeg rejser i eksotiske lande, og nogen på et hotel har gjort sig den umage at skrælle/pille/udkerne/dele en masse lækker frugt til morgenmad.
Og jeg kan godt lide at sætte tænderne i en supersaftig pære.
Men ellers foretrækker jeg tilberedt frugt. Jeg kan lide æble i kager – og i det salte køkken. Jeg kan lide friskpresset appelsinsaft og appelsinkager. Og jeg kan lide blommetærter og ananasstykker i frugtsalat (faktisk kan jeg også lide ananas på pizza, men jeg ved godt, at det er en stor fejl, ifølge smagsdommerne).
Der er kun en undtagelse: Jeg elsker bananer!
Forleden syntes jeg, at jeg trængte til at forkæle mig selv, og så lavede jeg “mayansk varm chokolade”.
Det er en opskrift, jeg har haft liggende med gul klæbeseddel på i et stykke tid, og nu var lejligheden der så.
Det smagte helt forrygende, men jeg forventede helt ærligt at vågne næste morgen og have taget fire kilo på!! Den er syndigt tyktflydende, og faktisk synes jeg godt, man kan tilsætte mere mælk, for det ville altså ikke gøre noget, om den flød lidt lettere.