
De her saltmandler er næsten “idiotsikre”. Det kan ikke gå galt – med mindre du køber dårlige mandler – du ved det godt selv, bløde, meget runkne, vildt billige…
Opskriften har jeg fundet hos Lone Landmand i hendes dejlige kogebog “Og halsen af en svane” fra 2016. Jeg fik den af min søster i julegave for nogle år siden, og den er nu et skattet medlem af min kogebogsfamilie – når jeg kan finde den i rodet.
Sidst jeg fandt den, tog jeg en fotokopi af opskriften her, og godt det samme, for nu er den væk i bogstakkene igen….
Ikke at man egentlig rigtigt behøver en opskrift – det er SÅ nemt!
PS: Men jeg synes godt, at de kan være mere salte. Så mere salt næste gang….

Hjemmelavede saltmandler
600 gram smagfulde mandler (se note 1)
1 spsk godt smør
0,5-1 tsk pulveriserede salt (jeg knuste mit Maldon-salt i en morter)
1 drys cayennepeber
Tænd ovnen ved 200 grader.
Læg et stykke bagepapir på en bageplade og bred mandlerne jævnt ud på det.
Rist mandlerne i ovnen i 10-12 minutter.
Ud med dem – og hæld dem straks op i en skål og tilsæt smør, salt og cayennepeber. Rør grundigt, så alt er fordelt. Smag til med eventuelt mere salt og cayennepeber (se note 2).
Lad dem køle helt af – i takt med at de bliver kolde, bliver de også sprøde.
Opbevares i en dåse med tætsluttende låg, når de er HELT kolde.
(fra Lone Landmands “Halsen af en svane”, 2016)
Note 1: 600 gram mandler er en shitload af mandler! Helt ærligt. Jeg brugte 400 gram, men den samme mængde smør, salt og cayennepeber. Det var fint.
Note 2: Jeg kom mere salt i – men ikke mere cayennepeber. men det kunne jeg nu godt have gjort – de er ikke stærke overhovedet.