“Skriver du kun om noget med alkohol i?” spurgte en af mine veninder forleden.
Det benægtede jeg naturligvis – det er en tilfældighed, at de seneste par opdateringer her har handlet om alkohol. Det var fordi jeg var forkølet og afprøvede toddi’er. Nemlig.
Men nu kommer der så alligevel endnu et indlæg om noget alkoholisk. Ja sorry – jeg kunne bare ikke lade være…
En gang om måneden laver jeg mad til min kollega Stine – og en gang om måneden laver hun mad til mig. Det er en god deal, ikke mindst efter at hun er blevet flyttet til Struer-redaktionen, så vi ikke mere ser hinanden hver dag. Men så kan vi da samler lidt op på, hvad der er sket i hinandens liv hver 14. dag.
Jeg må erkende, at jeg nu er nået til det stadie i min to-gange-årligt forkølelseshistorie, hvor en toddy hverken gør fra eller til. Desværre.
Jeg nyser hele tiden og har en grim, tør hoste. Men uanset hvor meget varm alkohol jeg hælder indenbords, hjælper det altså ikke.
På andet end humøret 🙂
“Nej, nej pas på de glas! De er til toddy…”
Det kan jeg huske, at en af de unge mænd, jeg flyttede i kollektiv med i foråret 1986, sagde, da vi var ved at pakke seks personers habengut ud for at sætte det på plads.
“Toddy hvem?” vrissede en af de andre unge mænd og kiggede undrende på glassene med den flettede bastkant udenom.
Han havde åbenbart aldrig hørt om drikken toddy, men troede, glassene skulle gives til en person.