Glem alt om den traditionelle boller i karry. Den her version har stort set intet med den at gøre. Der er hverken hakket kød, glat, tyk sovs eller ris i gryden.
Hvorfor så kalde den boller i karry?
Tjah, det er altså heller ikke mig, der gør det 🙂
Historien er den, at min dygtige og madglade ex-kollega Rikke Kjær Haukrogh fik til opgave af Madlandet i Vest, at lave en samtalekogebog med otte kendte personer med rødder i det vestjyske. Rikke har sammen med sin mand, Mads Lykke Haukrogh, og den dygtige fotograf Pia Enghild, løst opgaven til topkarakter.
Og det er ikke bare noget, jeg skriver, fordi jeg kender Rikke. Hvis jeg havde syntes, den var dårlig, ville jeg have forbigået den i tavshed. Men det er den bestemt ikke – det er sådan en bog, man bør give en eller anden (måske sig selv?) i julegave.
Ud over Rikkes gode samtaler om dette og hint – mest om mad og Vestjylland – med de otte kendte mennesker, får vi også et kig ind i otte restauranter i Vestjylland. Hver kendt person er nemlig blevet bedt om at vælge en livret, og så har otte kokke fået til opgave at ny-fortolke retten. Det er der kommet otte spændende opskrifter ud af. Ja, faktisk blev de otte kokke så tændte på ideen, at de lavede mere end én opskrift, så på deres respektive hjemmesider kan man læse supplement til bogen, der i øvrigt hedder “Vestjyske Livretter”.
Fra Holstebro Kommune medvirker restaurant Støberiet, Nørre Vosborg og Sevel Kro.
Dygtige unge Henrik Hedensvang Jørgensen, chefkok på støberiet, havde besøg af Henning Dyremose i køkkenet, og så blev der ellers lavet flæskesteg med baconskum, syltede æbler, syltede agurker og en god sovs. På nettet kan man også se Henriks nyfortolkning af rødgrød.
På Sevel Kro tog garvede Hans Kurt Nielsen mod Charlotte Sahl-Madsen, og der blev lavet vildt (krondyr) med Venø kartofler, kastanjepuré, bøgehatte, kantareller, friterede skorzonerrødder, små bagte rødbeder og sukkersyltede tyttebær. På nettet kan man se Hans Kurt nyfortolkning af røget helt og rugbrød.
Og på Nørre Vosborg besøgte Søren Gade, der selv er ret effen i et køkken, kok Klaus Damsgaard Jakobsen, og så blev der lavet andesteg med persillemos, blommer, æbler, små kartofler og løvstikkesauce.
Prøv den !
De øvrige kendte i bogen er Anne-Grethe Bjarup Riis, Anders Agger, Tørfisk, Janne Thomsen og Georg Sørensen.
Da bogen var udkommet, kiggede Rikke forbi redaktionen og gav mig en signeret bog, hvilket jeg naturligvis blev vildt glad for. Og så sagde hun, “om ikke andet, så prøv opskriften på boller i karry, den er bare helt fantastisk”.
Det var først, da jeg gennemlæste det kapitel, at det gik op for mig, at bortset fra krydderiet karry havde retten intet at gøre med mors boller i karry.
Det er journalisten Anders Agger, der har valgt boller i karry som sin livret, og det er Bendt Fiil Jensen fra Mylius-Erichsen Bryghus i Ringkøbing, der har stået for nyfortolkningen.
Og hold nu da helt op, det smager godt!
Jamen, jeg havde slet ikke forventet, at det ville være så lækkert – Rikke har ret, det er helt fantastisk. Jeg kan kun sige; prøv det!
Boller i karry
800 gram svinemørbrad
3 røde æbler
3 rødløg
Honning fra Skjern Å Honning
Hyldeblomst-æble-limeddike fra Oil & Vinegar
Olivenolie til stegning
1 spsk god karry til sovsen – f.eks. Colombo Curry fra Mill & Mortar
1 spsk god karry til kødet – f.eks. Colombo Curry fra Mill & Mortar
400 gram hvedemel
1 tsk groft salt
2 knivspids hvid peber
0,5 liter rapsolie
2 dl perlebyg
Frisk koriander
Svinemørbraden pudses af og skæres i tern på cirka 2 x 2 centimeter – med mindre man er så mageligt anlagt som mig og får sin gode slagter til at gøre det….
Rødløg pilles, og rødløg og æbler skærs i både. Løg og æbler svitses af på en pande med olivenolie og karry (varm olien op, smid karry på og lad det lige bruse op og “brænde af”, inden du smider løg og æbler på). Koges ind med eddike og honning.
Kog perlebyg i 4 dl vand i 20 minutter. Sluk for varmen, tilsæt salt og lad perlebyggen trække i 20 minutter.
Bland mel, salt, peber og karry og vend kødet i blandingen.
Varm rapsolien op til 180 grader og dybsteg kødet, til det er gyldent.
Vend kødet i løg- og æbleblandingen.
Serveres med perlebyg, frisk koriander- og nydes med et godt glas øl (siger de hos Mylius-Erichsen, der jo er et bryghus. Det gik nu rigtigt godt for mig med en kraftig rødvin til!)
Note 1: Jeg fandt de dejligste danske Ingrid Marie æbler i Kvickly. De var gode, fordi de ikke smattede ud.
Note 2: Min honning er fra Hornshøj 🙂 Jeg tror lige, det går. Det er vist mere et udtryk for, at det er godt at anskaffe sig en god, dansk, lokalproduceret honning.
Note 3: Jeg synes, 400 gram hvedemel er for meget. Jeg lavede halv portion af opskriften og brugte kun 150 gram mel – det var rigeligt.
Note 4: Jeg brugte 2 dl rapsolie til at dybstege den halve portion kød i – det var i en wok. Jeg gjorde det af flere omgange, så der ikke kom for meget kød i af gangen – ellers står kødet og koger i stedet for at blive stegt i olien.
Note 5: Colombo Curry er en stærk sag. Mill & Mortars krydderier kan man købe to steder her i Holstebro, nemlig hos VildmedVin, der også sælger krydderier via deres webshop, samt hos Axel i Vin- & Deliktatessehuset. Axel har også olier og eddiker fra Oli & Vinegar, så det var ham, jeg besøgte i jagten efter de rigtige ingredienser. Han havde så ikke lige præcis hyldeblomst-æble-limeeddiken. I stedet købte jeg Claus Meyers hyldeblomsteddike, som jeg brugte sammen med revet limeskal og lidt limesaft. Det fungerede fint.
VildmedVins webshop (kig under specialiteter, og så Mill & Mortar) kan du finde her.
Læs mere om Vin & Delikatessehuset her.
Note 6: “Koges ind med eddike og honning” er sådan en rigtig kokke-opskrift-vending. Vi andre spørger HVOR MEGET eddike og honning? Tjah, man må jo sjusse sig frem. Jeg sjattede eddike ud over – hvad der svarer til knap 0,5 dl, tror jeg. Jeg brugte revet skal af en halv limefrugt og saft fra en kvart lime (da jeg jo ikke havde den rigtige eddike) og en god halv spsk honning. Det, syntes jeg, smagte godt.
Note 7: Jeg har absolut ingen anelse om, hvornår olien er 180 grader. Men jeg tager en lille strimmel kød med mel og smider ned i olien, og når det begynder at syde rundt omkring den, er olien klar.
(Opskriften er fra “Vestjyske Livretter – en samtalekogebog”/Rikke Kjær Haukrogh, Madlandet i Vest, 2013)
Mette, tusind tusind tak for de flotte ord 🙂 Hold da magle hvor bliver jeg glad, når jeg læser dine ord 🙂 Men det er også en skøn ret, Bendt har fået bikset sammen til bogen! Go dag til dig! Du har i hvert fald sikret mig en go en af slagsen 🙂
Kh Rikke
tak for de pæne ord det er altid rart med lidt ros, jeg havde også mine kvaler for hvordan nyfortolker man lige boller i karry det er jo en klassiker med venlig hilsen Bendt.
Man kan ikke smage “kvalerne” – det er dæleme en god ret, du har fået kreeret der, Bendt 🙂 Det er ikke sidste gang, jeg har lavet den.
…helt fortjent ros til dig, Rikke, og din bog….:-)
Jeg har allerede erhvervet 3 eksemplarer af bogen, som er fabelagtig og smuk! Jeg bruger dem til gaver. Faktisk fik Helle Thorning Schmidt det første eksemplar, da hun besøgte Thyholm – så vær endelig stolt af din veninde, det fortjener hun i høj grad 🙂
Nej, hvor godt! Det er jeg glad af at høre. og jo, jeg er stolt af Rikke og Mads – de har dæleme gjort god reklame for Vestjylland med den her gennem-gedigne bog.