Jeg har prøvet at marinere fersk laks før. Det var også til canasta-pigerne, og dengang var det med rødbede. Laksen blev flot rødgylden og smagte kraftigt af marinaden.
Denne gang indeholdt marinaden citronskal og rosmarin og blev langt mere afdæmpet i sin smag. Det kunne jeg nok i det hele taget bedre lide, fordi man kunne smage fisken.
Den hentede jeg i øvrigt i god tid hos fiskehandleren, der skar skindet af laksesiden og fjernede ben for mig. Så puttede jeg den ferske laks i fryseren. Den skal fryses i mindst 24 timer – min var i fryseren 27 timer – for at undgå parasitter.
Efter den var tøet op, lagde jeg den så i marinaden og vendte den cirka hver 12. timer. Jeg havde den i marinaden i halvandet døgn.
Dildmayonnaisen smager vildt godt! Det er mig (ikke opskriften), der har valgt at bruge pasteuriseret æg for en sikkerheds skyld. Det gør det en smule sværere at røre en tyk mayonnaise, men faktisk stod den og tyknede i køleskabet bagefter – jeg lavede den aftenen før den skulle bruges – så det var rigtigt godt.
Canasta-kvinderne var begejstrede nok for laksen (nå ja, ikke Jette, der ikke spiser fisk 🙂 ) til at to af dem gerne ville have et stykke med hjem. Jeg vidste, at jeg ikke ville få det spist i tide – så længe holder det sig heller ikke.
Citron- og rosmarinsaltet laks
(seks personer – og så er der en del til overs)
500 gram laksefilet uden skind og ben
45 gram flagesalt
25 gram sukker
1 spsk hakket, frisk rosmarin
1 spsk fintrevet citronskal
Til servering:
Et halvt frisésalat (eller anden sprød salat)
1 citron
1 håndfuld frisk dild
3 spsk granatæblekerner
Dildmayonnaise:
1 håndfuld frisk dild
1 pasteuriseret æg
2 tsk dijonsennep
2 spsk hvidvinseddike
1 tsk flagesalt
2 dl smagsneutral olie (jeg brugte halvt rapsolie og halvt en mild olivenolie)
NB: Laksen skal have været frosset først – se den indledende tekst.
Bland salt, sukker, rosmarin og citronskal i en skål og vend laksefileten i marinaden. Pak laksefileten ind i husholdningsfilm og en frysepose – eller i en beholder med låg. Lad den hvile i køleskabet i 1-2 døgn. Vend den gerne undervejs.
Servering: Skyl og pluk salaten. Skyld og pluk dild. Skær citronen i mindre både. Tag laksefileten ud af køleskabet, pak den ud, børst det værste fnuller (sukker, salt rosmarin) af den og dup den tør og skær den i skiver. Fyld eventuelt dildmayonnaisen i en sprøjtepose og sprøjt små toppe på et serveringsfad (jeg serverede mayonnaisen i en skål ved siden af). Top med laks, dild, salat og granatæblekerner. Server med brød og citron.
Dildmayonnaise: Skyl dild og kom dild, æg, sennep, eddike, olie og salt i en blender eller foodprocessor. Blend det hele sammen (i originalopskriften blender de det med en stavblender). Kom herefter olien i – hæld den i en tynd stråle, mens foodprocessoren kører, indtil du får en tyk, cremet konsistens. Og ja, der skal faktisk 2 dl olie til. Smag mayonnaisen til.
(Opskriften er fra magasinet Isabellas nr. 8, oktober 2024)
