Det græske køkken er ikke min største favorit af middelhavskøkkenerne. Men der er dog retter, som jeg ind imellem craver, for nu at bruge et engelsk ord, der er blevet så trendy i Danmark, at man uden blusel bruger det i reklamer.
Jeg tror, at crave var det, fru murermester Jessen i Matador gjorde, når hun tog en kage og sagde: “Det er ikke fordi, jeg har lyst, men jeg trænger...”.
Jeg har prøvet at marinere fersk laks før. Det var også til canasta-pigerne, og dengang var det med rødbede. Laksen blev flot rødgylden og smagte kraftigt af marinaden.
Denne gang indeholdt marinaden citronskal og rosmarin og blev langt mere afdæmpet i sin smag. Det kunne jeg nok i det hele taget bedre lide, fordi man kunne smage fisken.
En af fordelene ved at bo her ude vest på er, at man (hvis ellers man er rimeligt social og kommer lidt omkring) altid kender mindst én jæger – eller kender én, der kender én – og mindst én, der har en god kontakt til en fisker.
Det er heller ikke usædvanligt at kende én, der skal skaffe dejlige landæg, ænder, godt lam, nye kartofler, jordbær og andre bær, hasselnødder, valnødder o.s.v.
Maden er lige udenfor døren.
Jeg spiser enhver fiskeret, som bliver sat foran mig – med stor fornøjelse. Jeg tror faktisk ikke, at jeg nogensinde har mødt en fisk eller et skaldyr, jeg ikke kunne lide.
Men når det kommer til at lave fiskeretter herhjemme, er jeg desværre temmelig uopfindsom.