Cremet silde-rødbede-salat

Faktisk var salaten lyserød på grund af rødbederne, men det magtede min iPhones kamera ikke lige at fange.

Det er selvfølgelig helt klassisk dansk at servere marinerede sild til en julefrokost. Om ikke andet er det en slags undskyldning for at drikke snaps.

Hvis altså man kan lide snaps.

Det kan vi i canastaklubben. Ikke sådan at vi drikker meget, men vi snupper en eller to til silden, fordi vi faktisk kan lide snaps.

Annemarie i ny “julejakke” og min søster med nissehue. Festlige gæster 🙂 I år var vi desværre kun fire. Vi plejer at være seks.

I år (2020) var det tiende gang, at vi holdt julefrokost i canastaklubben, der egentlig er meget ældre – tidligere nøjedes vi “bare” med gløgg og småkager til juleafslutning.

Og jeg tror faktisk, at vi alle ni gange før i år har fået almindelige marinerede sild. Ikke mindst fordi jeg elsker min mors opskrift på karrysalat.

Men her i 2020 havde jeg lyst til at prøve nogle af de mange opskrifter på silde-salater, som jeg har. Jeg havde egentlig planlagt tre, men da der var to afbud til frokosten, var det lidt overkill, så jeg nøjedes med to sildesalater.

Der var bred enighed om, at begge sildesalater var gode. Den her var nok min favorit, også selvom jeg tænkte, da jeg læste opskriften: “Sild og flødeskum? Det lyder sgu mærkeligt” 🙂

Ingredienserne

Cremet silde-rødbede-salat

(6 personer – jeg lavede halv portion, da vi kun var fire)

350 gram marinerede sildefileter (drænet vægt)

3/4 dl piskefløde

1/2 dl syltede rødbeder

1/2 bundt dild

1/2 dl cremefraiche 18 %

2 tsk friskrevet peberrod

salt og peber

Skær sildefileterne i mundrette bidder.

Pisk fløden til skum og vend den med finthakkede rødbeder og dild, cremefraiche og peberrod.

Smag til med salt og peber.

Server med lidt ekstra dild på toppen.

(Julefrokosttillæg til Familiejournalen i 2020)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *