Flæskestegssandwich med rødkål-æbleslaw og blå ostecreme

Det ser måske ikke voldsomt spændende ud, men det smagte dejligt og det var super hurtigt og nemt.

Det her kræver nærmest ikke en opskrift. I hvert fald ikke, når man laver så meget om, som jeg har gjort 🙂 Men jeg gemmer den alligevel for at huske, at det kan man jo også, når man har rest steg.

Jeg har en kæmpe stak opskrifter liggende fra den seneste måned tid – det vil sige fra årets canasta-julefrokost, juleaften, nytårsaften og en masse hverdagsaftener – som jeg gerne vil gemme her på bloggen.

Nu skal jeg så lige tage mig sammen til at lægge dem ind 🙂

Men heldigvis har jeg to weekender foran mig, hvor jeg ikke har en eneste aftale, men bare kan sidde ved computeren i hjemme-tøj (udtjent kæmpestor sweatshirt, ternede Bilka-hjemmebusker og store skisokker) og få has på det.

Den første – for lige at komme i gang – er denne flæskestegssandwich. Søster og jeg blev enige om til jul, at vi for første år nogensinde ikke orkede at lave både and og flæskesteg og hele tilbehørs-cirkusset. Det blev en succes, men mere om det senere.

Søster stegte en meget stor flæskesteg, så der var noget, jeg kunne få med hjem. Jeg spiste et par skiver kold på rugbrød med agurkesalat, brugte en klump til biksemad, og så havde jeg to tykke skiver tilbage til denne sandwich.

Det var en kamsteg, ikke en ribbenssteg, som opskriften beder om. Jeg gad ikke selv lave slaw’en, så jeg købte en færdigblandet salat, hvor det blandt andet var rødkål i. Men jeg lavede den blå ostecreme, og jeg havde købt briocheboller på den månedlige øko-søndag Bilkatur med Stine (og denne gang også med Jan, da der var isslag, og Stine ikke var meget for at køre).

Flæskestegssandwich

500 g ribbensteg
4 stk. Burgerboller eventuelt brioche

Rødkåls-æbleslaw

300 g rødkål
2 stk. æbler
0.5 bakke karse
1 håndfuld kørvel
2 spsk. æblecidereddike
2 spsk. olivenolie
lidt salt og lidt peber

Blå ostecreme

50 g blåskimmelost for eksempel Thises Blå Grubé
4 spsk. cremefraiche 18 procent
4 spsk. mayonnaise

Snit rødkålen fint og skær æblerne i tynde både.
Vend kål og æbler med plukket kørvel og karse, æblecidereddike og olivenolie og krydr med salt og peber.
Rør blåskimmelosten sammen med cremefraiche og mayonnaise og smag til med salt og lidt peber.
Lun bollerne og skær ribbenstegen i tykke skiver. (se note 1)
Smør bollerne med ostecremen og læg sammen om ribbensteg og slaw og eventuelt ekstra kørvel.

Note 1: Jeg lunede også flæskestegen, men egentligt tror jeg, at den havde været lige så god kold.

(Opskriften stammer fra Samvirke, Mira Arkin, 11. december 2018)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *