Butterdejs-indbagte oliven

Her er en, som det rent faktisk lykkedes at dække med dej - og så var den jo fin. Men de fleste "krøb"...
Her er en, som det rent faktisk lykkedes at dække med dej – og så var den jo fin. Men de fleste “krøb”…

Jeg skal være helt ærlig og sige, at jeg ikke var tilfreds med resultatet.

Altså, de smagte skam udmærket – pigerne var overraskede over, hvor godt – men de så hverken delikate eller fikse ud. Slet ikke som jeg havde forestillet mig.

Men jeg ved godt, hvad der gik galt…to ting.

1. I stedet for at vælge små, pimento-fyldte grønne oliven, havde jeg valgt store, mandelfyldte ditto. Det var bare ikke fikst.

2. Først brugte jeg meget store stykker dej, og det så klodset ud. Så blev jeg fedtet med dejen og strakte i stedet den elastiske butterdej rundt om oliven’erne. Dumt. For da de blev bagt, “krøb” de, så man kunne en halv oliven stikke ud. Heller ikke fikst.

Men jeg skal da prøve igen på et tidspunkt – med små oliven og store nok stykker dej….

Ellers er de såmænd nemme nok.

En skålfuld oliven - de måtte gerne være mere gyldne.
En skålfuld oliven – de måtte gerne være mere gyldne.

Butterdejsindbagte oliven

25 oliven uden sten – gerne med rød pimento i midten

butterdej

Revet parmesan

Tør de 25 oliven af med køkkenrulle.

Brug et låg fra en dåse eller et glas i passende størrelse til at skære cirkler efter i butterdejen. Cirka fem centimeter i diameter, står der i opskriften. Så SKAL det altså være de små oliven, man bruger.

Træk dejen rundt om en oliven, nip eventuelt overskydende dej af, rul olivenen i dej mellem to håndflader og sæt den på bagepapir med samlingen nedad. Gentag med de 24 andre oliven.

Pensl med lidt sammenpisket æg eller mælk – og drys med revet parmesan.

Bag i ovnen i cirka 20 minutter ved 180 grader.

Man kan godt lave dem dagen før og så varme dem op igen i ovnen – hvis altså ikke de er “krøbet” og olivenen titter ud. For så bliver den tør og kedelig af genopvarmningen.

Server som de er eller med en dip, du kan lide.

(opskriften er fra “The Forest Feast Gatherings” af Erin Gleeson, Abrams Books, 2016)

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *