Gedeostsalat med bær

Nemt og superlækkert - en salat, der fungerer som et hovedmåltid og mætter på den gode måde :-)
Nemt og superlækkert – en salat, der fungerer som et hovedmåltid og mætter på den gode måde 🙂

 

Jeg kan rigtigt godt lide madsalater.

Som regel er de nemme at gå til, de ser godt ud på tallerknen, og de mætter på en god, let måde.

Jeg er klar over, at der er en del – især mænd – som ikke mener, at de kan blive mæt af en salat. Og måske er det rigtigt. Men jeg er glad for, at jeg kan 🙂 Især på en varm sommer eller sensommer-dag.

Jeg begyndte min ferie i fredags – laaaang tid efter alle andre, men heldigvis ser det ud til, at jeg alligevel får noget godt vejr. Det har i hvert fald været varmt og solrigt i dag.

Jeg lavede dog ikke salaten her, for jordbærsæsonen er ovre – og min fars hindbær er ikke klar endnu. Jeg gider ikke spise de importede i supermarkedet.

Så billedet er fra sidste år i juli, hvor jeg lavede salaten med jordbær og blåbær.

Gedeostsalat med bær og honningristede nødder

(4 portioner)

Cirka 8 dl bær (jordbær, hindbær, blåbær eller lignende)

1 ds kogle afskallede hvdekerner (se note 1) 400 gram

100 g spæde salatblade (f.eks. spinat, rucola, rød mangold – se note 2)

200 g gedeost (chevre)

3 spsk olivenolie

2 spsk god balsamico – eller crema di balsamico (se note 3)

friskkværnet peber

150-200 g parmaskinke i tynde skiver

Honningristede nødder:

1 chili, udkernet og hakket

100 g pekannødder

2 spsk tyktflydende honning

2 spsk rørsukker

1/4 tsk kanel

1 nip cayennepeber

Nødder: Forvarm ovnen til 225 grader. Bland alle ingredienser på en plade eller bradepande beklædt med bagepapir.

Rist nødderne midt i ovnen i fem til syv minutter. Kig til dem. De skal dufte dejligt – ikke brændt! Tag bagepladen ud og vend det hele rundt mellem hinanden (ikke med fingrene! Det er MEGET varmt), så nødderne blandes med sukkeret. Køl af og bræk nødderne i mindre stykker.

Salat: Rens bærrene og halvér de store jordbær. Skyld hveden (se note 1) og lad den dryppe af.

Anret salat, hvede og bær på et fad og smuldr osten over. Dryp med olivenolie og balsamisco. Krydr med salt og peber.

Fordel nødderne over salaten og læg den lufttørrede skinke på i løse ruller.

(opskriften er fra “Madsalater” af Caroline Hofberg, forlaget Legind 2012)

Note 1: Jeg tror aldrig, jeg har set afskallede hvedekerner på dåse. Brug dem endelig, hvis du finder dem. Jeg brugte perlespelt – målte 200 gram op – fra Skærtoft Mølle og kogte det selv og lod det afkøle. Det fungerede rigtigt godt. 200 g var rigeligt. Måske er 150 g nok…

Note 2: Normalt holder jeg mig fra færdige salatblandinger, men lige i det her tilfælde findes der en, der hedder “spæde salater”, som indeholder flere af de nævnte salattyper. Det er en udmærket måde at springe over, hvor gærdet er lavest, og i øvrigt undgå at brænde inde med flere slags salatrester.

Note 3: Creme di balsamico kan købes i delikatesse-forretninger. Det findes f.eks med trøffelsmag og lignende. En noget spøjs ting, der dog smager udmærket, og er meget billigere end en lagret ægte balsamico. Men smagen kan overhovedet ikke sammenlignes. Prøv engang, når du synes, du har lidt penge tilovers, at købe den ægte vare. Den holder meget længe, og smagen er himmelsk. Men den er dyr.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *