“Vil du have nogle grønne tomater? Jeg har bare SÅ mange,” sagde min veninde Jette, da jeg var med hende i Thorsminde i starten af september 2021 for at se hende nye hus.
De forrige ejere havde åbenbart været glade for tomater, for der stod et par kæmpe tomatplanter i læ på terrassen.
Kål er sundt. Nogen siger endda, at kål har en afskrækkende effekt på kræftceller. Om det er sandt, aner jeg ikke.
Men kål er i hvert fald blevet dyrket gennem mange tusinde år – man mener, at kål er den ældste, dyrkede grøntsag overhovedet. I Kina skulle den være blevet dyrket for 6000 år siden. Kål forekommer i oldtidens og middelalderens litteratur, blandt andet skrev Francois Rabelais (1494-1553) “Åh, tre og fire gange så lykkelige er de, som planter kål”.
Hippokrates (cirka 460-377 f.Kr.) kaldte kål “grønsagen med de tusind dyder” og anbefalede den mod diarré og dysenteri, mens den græske filosof Diogenes (cirka 413-327 f.Kr.) mente, at han blev så gammel (cirka 80), fordi han stort set kun spiste kål.
Det er vigtigt at vide, at hvis man vil have det fulde sundhedsmæssige udbytte af kål, hvad enten vi taler rosenkål, blomkål, broccoli, hvidkål eller noget femte, må man ikke koge kålen i smadder. Den skal stadig have bid – og man skal tygge den godt.
Nå, til en opskrift.
Rødkål bliver normalt i Danmark forbundet med julen. Tilberedt og serveret til and, flæskesteg og/eller lun leverpostej. Men kålen med de røde blade kan altså meget mere end det.
Her er den i en sensommerlig salat, serveret til et kyllingespid. Det er sundt og godt – og i øvrigt med et forholdsvis lavt kalorieindhold.
(4 portioner)
Salat:
1/2 rødkål
1 dl hakket dild
4 spsk god olivenolie
2 spsk rødvinseddike
flagesalt og friskkværnet peber
200 g feta
1 granatæble
Kyllingespid:
400 g kyllingefilet
2 tsk spidskommen
1 nip cayennepeber (jeg kan godt lide stærk mad og bruger mere, men vær varsom)
2 spsk olivenolie
1 fed hvidløg, presset
flagesalt
4 små spid (hvis af træ, så husk at lægge dem i blød først)
Salat: Del kålen i fine strimler (i opskriften står der “med en ostehøvl”. Det ved jeg virkelig ikke, hvordan man bærer sig ad med. Men forsøg da bare – jeg brugte nu en god skarp kniv. Men man kan også bruge en mandolin). Vend kålen med dild, olie og vineddike. Krydr med salt og peber.
Bryd fetaen i småstykker. Vend den i salaten lige før servering.
Skær granatæblet igennem og bank kernerne ud. Det vil sige, at man holder det halve granatæble med skærefladen nedad og slår på æblet hele vejen rundt med kanten af en træske. Efter nogle omgange, begynder kernerne at løsne sig. Når de første falder, er der “hul igennem”. Så begynder de for alvor at falde ud, når du slår på granatæblet. På den måde får du kernerne uskadte ud.
Drys kernerne over rødkålen sammen med osten.
Kyllingespid: Skær kødet i mundrette stykker. Bland krydderier, olivenolie, hvidløg og salt. Kom kyllingekødet heri og vend det godt rundt.
Fordel kyllingestykkerne på spiddene. Steg dem på alle sider på en teflonpande – det tager cirka fem-ti minutter, alt efter hvor store kyllingestykkerne er. Server salat og spid sammen.
(original-opskriften stammer fra “Madsalater” af Carolina Hofberg fra forlaget Legind 2012)
Jeg kan rigtigt godt lide madsalater.
Som regel er de nemme at gå til, de ser godt ud på tallerknen, og de mætter på en god, let måde.
Jeg er klar over, at der er en del – især mænd – som ikke mener, at de kan blive mæt af en salat. Og måske er det rigtigt. Men jeg er glad for, at jeg kan 🙂 Især på en varm sommer eller sensommer-dag.
Det her er nærmest en dessert, man laver i efteråret af nedfaldsæbler, skriver Yottam Ottolenghi, kokken bag opskriften.
Og det kan man da også, hvis man har rabarber i fryseren.
Da jeg fik kogebogen “Plenty More”, skrev vi maj, og da jeg skulle have gæster i slutningen af måneden, var der stadig absolut ingen sommer i sigte. Det regnede, blæste og var koldt.
Så det var slet ikke noget problem for mig at vælge dessert; det skulle da være denne gammeldags lune sag, serveret med creme fraiche (Ottolenghi serverer den med græsk yoghurt, og det ville jeg nok også have gjort, hvis ikke den ene af gæsterne var min søster, som elsker creme fraiche :-))
Den er utroligt nem at lave. Ovenpå danner der sig over timerne i ovnen en mørk, sprød mandelskorpe. En anden gang vil jeg lægge et stykke sølvpapir over “kagen” hen mod slutningen, så den ikke bliver for mørk – hold øje med den. Min version smagte skam fantastisk, men den var meget mørk.
Opskriften er gammel, fortæller Ottolenghi, og den blev normalt bagt i brændekomfuret. Nu har han så “moderniseret” opskriften med rabarber og frisk salvie. Det er muligt at salvie er en lækker tilføjelse, men jeg følte mig ikke helt sikker, så jeg udelod det…
(4-6 personer)
100 gram usaltet smør, stuetemperatur så det er nemt at arbejde med
160 gram mørkt muscovadosukker
100 gram mandelmel
1 æg
700 gram madæbler, skrællede, udkernede og groftrevne (550 gram)
250 gram istandgjorte rabarber, skåret i 2 centimeter stykker
50 gram rørsukker
40 gram god rasp
10 gram grofthakket salvie (jeg udelod det)
250 gram græsk yoghurt (eller creme fraiche)
Forvarm ovnen til 170 grader.
Hak smør og muscovadosukker grundigt sammen i en foodprocessor i cirka 2 minutter og skrab siderne ned en gang eller to undervejs (det har det med at samle sig en klump, men bare rolig – når resten kommer i, skal det nok blive jævnt). Tilsæt derpå mandelmel og æg – det fylder sikkert skålen op, men bør lige netop kunne være der – og blend/hak igen til blandingen er jævn.
Vend æbler og rabarber med rørsukker, rasp og salvie (hvis det bruges) i en stor skål. Hæld det derpå i et rundt, højt ildfast fad på cirka 18 centimeter i diameter. Pres frugten godt sammen med fingrene, og hæld ægge-sukker-blandingen over.
Bred den ud med en paletkniv eller dejskraber til den ligger i et jævnt lag på cirka 1,5 centimeter.
Bag “kagen” i ovnen i to timer til æggemassen har dannet en tyk, gyldenbrun skorpe (se teksten ovenfor opskriften). Tag den ud af ovnen, lad den køle af i 15 minutter og server den så med yoghurt/creme fraiche til.
(Opskriften er fra “Plenty More” af Yottam Ottolenghi, forlaget Lindhardt og Ringhof, 2015)
