Jeg elsker farsbrød.

Ja, faktisk elsker jeg farsmad; frikadeller, karbonader, slagterens hjemmelavede pølser, moussakka, lasagne – you name it.

Når jeg taler med andre, der lige som mig selv ikke spiser ret meget kød, kan jeg godt høre, at det er meget mærkeligt at foretrække fars. Når de skal have kød en gang imellem, skal det være et godt stykke oksekød, gerne en steak. Det er det, de af og til drømmer om.

Det gør jeg aldrig. Faktisk er jeg ikke særlig vild med hele stykker kød med undtagelse af mørbradbøffer og en gennemmør okserullesteg.

Men altså; fars! Yummy. Hvis jeg skulle vælge tre typer kød, jeg måtte spise resten af mit liv og så ellers leve af grøntsager og fisk, skulle det være blandet fars, bacon og lufttørret skinke. Så ville jeg være glad.

Nå, for nylig holdt jeg min fødselsdagsmiddag for min familie – lettere forsinket. Min far bryder sig IKKE om farsmad. Han hævder, at han har fået det for meget i sit liv. Men nu var det jo altså MIN fødselsdag, og da han bestemt heller ikke ynder vegetarmad eller fisk, tænkte jeg, at fars sikkert alligevel var bedre. Og det skulle være noget, som jeg også er vild med.

Og så lavede jeg helt klassisk forloren hare. Det smager altså skønt. Med hasselbackkartofler, en god sovs og mormorsalat til.

I min tidligere madklub var det Lasses glansnummer, og jeg har faktisk aldrig hverken før eller siden mødt bedre forloren hare, end den han laver. Så jeg burde jo have spurgt ham, hvordan han egentlig gør. Men nu fulgte jeg altså opskriften i den gamle “God mad, let at lave”, og den blev også rigtig god.

 

I madklubben var der altid kamp om endeskiven, der har mest bacon på. Jeg tror nu nok, at kampen skyldtes, at alle vidste at Anni så gerne ville have endeskiven, og derfor drillede mændene hende ved også at spørge, om der var andre, der ville have den? Og pludselig var der så fire personer, der kæmpede om to endeskiver 🙂

Det kom vi dog ikke ud i til min fødselsdag. Jeg skar simpelt hen endeskiven af først og gav den til mig selv – det var jo min fødselsdag! Og så fik min far den anden ende med hjem til dagen efter – det ville han gerne, trods det at han ikke er vild med farsmad 🙂

Forloren hare

(fire personer)

100 gram kogte kartofler

250 gram hakket svinekød

250 gram hakket oksekød

1 æg

2 skalotteløg

2 tsk salt

0,25 tsk peber

1 dl bouillon

1 spsk rasp

6 tynde skiver bacon (se note)

2 dl bouillon til at hælde ved

Jævning:

2 tsk maizena

1 spsk vand

evt. ribsgelé

evt. lidt fløde (se note)

Tænd ovnen og indstil den på 225 grader.

Mos kartoflerne med en gaffel. Ælt kødet med æg, kartoffelmos, revet løg, krydderier, væske og rasp.

Smør et ildfast fad. Form kødet som et brød. Læg bacon på skrå over hele “haren”.

Sæt fadet på ovnristen midt i ovnen ved 225 grader i cirka 15-20 minutter.

Hæld bouillon ved og dæmp varmen til 160 grader i 45 minutter. Dryp af og til med stegeskyen.

Hæld skyen fra haren cirka 10 minutter før den er færdig. Si den op i en kasserolle. Pisk en jævning af maizena og vand og hæld den i skyen under omrøring.

Kog sovsen igennem ved svag varme.

Smag eventuelt til med ribsgelé og fløde.

Server haren hel – og skær den i ret tykke skiver ved bordet.

(opskriften er fra “God mad, let at lave”/Inger Erner Andersen og Lotte Havemann, Lademann, 1980)

Note 1: Man skal aldrig gå ned på bacon, når man laver forloren hare. Jeg købte min bacon hos slagteren og fik 10 skiver tyndtskåret bacon. Det passede fint.

Note 2: Det var ikke mig, der lavede sovsen. Det var min søster, der er vildt god til sovs. Hun fulgte opskriften, men kom ribsgelé i for at give den sødme – og en sjat fløde for at gøre den “rund”. Far hævder, at mor plejede at komme blåskimmelost i også. Det er noget, man gør, når man laver traditionel vildtsauce, og det smager rigtigt godt. Men søster bryder sig ikke om blåskimmelost og kunne ikke lige se for sig, hvordan det skulle blive lækkert 🙂