
Nå, så fik jeg gjort noget ved alle de blommer, jeg fik i weekenden af min veninde Maria. Dejlige, lækre, modne blommer.
Jeg tror, det var Victoria-blommer.

Den seneste uges tid har min far passet min søsters hund, fordi hun var på vandreferie i Italien. Og jeg har så passet min far…
Det betyder, at jeg har lavet mad til ham næsten hver aften. Det kommer der altså ikke mange spændende nye opskrifter ud af til bloggen, for han foretrækker bøf med løg, karbonader (de blev i øvrigt særskilt vellykkede), steaks med bernaisesovs – og altid kartofler, kartofler, kartofler.

Du har sikkert ikke brug for en opskrift på Hasselback-kartofler, men du får nu en alligevel.
Jo, fordi det er sådan en 70’er og 80’er-ting, som næsten er gået i glemmebogen, og det synes jeg er synd. For de smager altså godt.
De er i øvrigt opkaldt efter den restaurant i Stockholm, der “opfandt” dem.

Jeg elsker farsbrød.
Ja, faktisk elsker jeg farsmad; frikadeller, karbonader, slagterens hjemmelavede pølser, moussakka, lasagne – you name it.
Når jeg taler med andre, der lige som mig selv ikke spiser ret meget kød, kan jeg godt høre, at det er meget mærkeligt at foretrække fars. Når de skal have kød en gang imellem, skal det være et godt stykke oksekød, gerne en steak. Det er det, de af og til drømmer om.
Det gør jeg aldrig. Faktisk er jeg ikke særlig vild med hele stykker kød med undtagelse af mørbradbøffer og en gennemmør okserullesteg.