
Det her er endnu en af de fastfood-opskrifter, som jeg elsker.
Den er superhurtig at lave, men alligevel har man fornemmelsen af, at man har fået ”rigtig” mad. Jeg har i hvert fald.
Man kan godt selv lave naan-brød, men de bliver aldrig lige så gode som dem, man får på indiske restauranter, fordi man mangler den rigtige ovn i hjemmet. I dette tilfælde har jeg simpelthen købt naan-brødene i Kvickly og varmet et i ovnen. Det fungerer fint for mig.
Naan med krydret røræg
(1 person)
50 gram forårsløg
50 gram tomater
1 grøn chili
Olie til stegning
2 skiver ingefær (se note 1)
0,25 tsk stødt spidskommen
0,25 tsk gurkemeje
Salt og peber
2 æg
Naanbrød
Frisk, hakket koriander (se Note 2)

Tænd ovnen (tjek på pakken med naanbrød, hvilken temperatur og hvor længe, de skal have).
Snit forårsløgene fint og hak tomaterne og chilien.
Varm olien på en pande og steg grøntsager + krydderier et par minutter.
Pisk æggene sammen i en lille skål. Hæld æggemassen ovenpå grøntsagerne.
Rør rundt indtil æggene er tilpas stegte og krydr med salt og peber.
Lun naanbrødet, kom rørægget ovenpå og drys med masser (synes jeg, fordi jeg elsker det) hakket koriander.

Note 1: To skiver ingefær er et underligt mål, synes jeg. For der er jo enorm forskel på, hvor tyk sådan en knold ingefær er – så der vil også være enorm forskel på, hvor meget sådan to skiver fylder. Jeg kan rigtigt godt lide ingefær, så jeg kommer bare en masse i. Hvis man er noget mere tøvende, så brug, hvad der svarer i størrelse til en vindrue….
Note 2: Prøv om du ikke kan få et ordentligt bundt livskraftigt koriander. Ikke det der, der har groet i en plastpotte. Som man formentlig kan se på billedet var mit denne gang fra en plastbøtte – og det smagte stort set ingenting af. Jeg plejer at købe et bundt (for næsten ingen penge) i en af byens etniske forretninger, men på grund af corona fik jeg varer bragt ud fra Kvickly – og dette var altså, hvad de havde.
(Opskriften er oprindelig fra Inge Kauffeldt og Helle Kleists ”Supersund fastfood” fra 2012, men eftersom jeg køber mig til naan og spiser for meget af det, og heller ingen begrænsninger har på, hvor meget olie, man steger i, er det ikke rigtigt en ”supersund” opskrift mere..)