Pære-desserter

frugt og bær
Billedet af frugt og bær har jeg taget i en markedshal i Sankt Petersborg på min netop overståede sensommerrejse.

Faktisk er jeg ikke specielt god til at spise frugt.

Det er en rigtig skidt ting at sige i et selskab, for der er altid én, som siger; “Jamen, hvordan kan man dog ikke lide æbler!? Det kan da ikke passe”.

Det er nu heller ikke sådan, at jeg ikke kan lide æbler. Jeg spiser da et halvt hver morgen, skåret i stykker og smidt på min A38. Og jeg kan også godt lide tilberedte æbler – altså æblekage, æblegelé, tørrede æbleringe o.s.v. Jeg får bare sjældent lyst til at sætte tænderne i et friskt æble. En sådan holdning ville sikkert få Claus Meyer til at besvime, men sådan er det bare. Jeg kan bedst lide grønne, syrlige æbler, hvis det skal være…

Jeg kan godt lide friske pærer, hvis de er så modne, at saften løber af dem, og jeg kan lide bananer, der er så modne, at de er bløde. Men af frugter kan jeg allerbedst lide appelsiner, især sevilla-appelsinerne der som regel kommer i januar. Til den tid skal jeg nok diske op med en af mine absolut favorit-desserter, appelsin-terrine med råcreme.

Men lige nu kom jeg til at tænke på frugt, fordi der kom en mail fra en af mine favorit-madsider, Sæson for god smag.

Hvis man klikker på det link, jeg har sørget for herover (klik på “Sæson for god smag”), kommer man ind på siden og så kan man melde sig til at få deres nyhedsmail. Den kommer ikke så tit, at det er irriterende, og det er altid en lækker opskrift, hvor hovedvægten er lagt på frugt og grønt. Det er dog ikke et vegetar-site. Jeg kan varmt anbefale det, og jeg har søreme afprøvet mange af deres opskrifter gennem tiden. De er altid gode.

Nå, mailen her bød på en frisk og nem dessert med pærer. Det er sådan en opskrift, der får mig til at spise frugt 🙂

pærer med kanelcreme
Foto: Henrik Freek.

Pærer med kanelcreme

(4 personer)

8 spsk græsk yoghurt

2 tsk stødt kanel

25 g mørk chokolade

25 g valnødder

3 Clara Friis pærer

2 spsk ahornsirup

Rør yoghurten med kanel. Hak chokolade og valnødder groft. Skær pærerne i tynde strimler. Vend pærestrimlerne med ahornsirup i en stor skål, så snart de er skåret ud.

Fordel pærerne i 4 dybe tallerkener eller skåle. Kom 2 spsk kanelyoghurt på toppen af hver portion og drys med chokolade og valnødder.

(Opskrift fra Sæson for god smag ved Christine Bille Nielsen)

 

En anden opskrift på dessert med frugt, som jeg har brugt flere gange, er Æble-pæretærte. Jeg har desværre ikke noget foto af tærten, for sidst jeg lavede den, havde jeg ikke digitalkamera, så jeg tog ikke fotos af al min mad og smed dem på Facebook 🙂 Det har jeg så gjort gennem de seneste fem år, og det er de fotos, jeg blandt andet bruger i stor stil her på bloggen.

Æble-pæretærte

Dobbelt portion tærtedej (se nedenfor)

750 gram skrællede æbler i både

500 gram skrællede pærer i både

3 spsk sukker

2 spsk mel

3 tsk stødt kanel

1 tsk vanillesukker

1 æg

Tænd ovnen på 200 grader. Tilbered tærtedejen (se opskrift nedenfor)

Rul dejen ud til en tynd plade og beklæd en smurt tærteform med halvdelen af dejen. Skær resten af dejen i 1 cm brede strimler.

Blandt æbler og pærer med sukker og bland mel, kanel og vanille i. Fordel fyldet i den dejforede form. Læg dejstrimlerne over som et gittermønster

Pensl med sammenpisket æg og bag tærten i 40-45 minutter eller til dejen er gylden og frygtfyldet mørt.

Note 1: Man kan sagtens lave tærten udelukkende med æbler eller udelukkende med pærer.

Note 2: Jeg har prøvet at lave tærten med kun en enkelt portion tærtedej og så udeladt gittermønstret ovenpå. Det er helt fint.

Note 3: Hvis jeg laver gittermønster, pensler jeg dej-gitteret med et sammenpisket æg. Hvis ikke jeg har dej-gitter på, lægger jeg nogle smørklatter oven på fyldet, så det ikke bliver “tørt” i overfladen.

Note 4: Tærten er superlækker sammen med hjemmelavet is. Men en god købe-vanilleis kan nu sagtens bruges 🙂 Man kan naturligvis også servere den med cremefraiche eller flødeskum.

Tærtedej, sød

(passer til tærteform 24 cm i diameter)

200 gram mel

150 gram smør

100 gram sukker

1 æg

Sørg for at smørret ikke er for hårdt (men det må altså heller ikke være smattet blødt). Findel det i melet med fingrene, så konsistensen minder om reven ost. Bland sukker i og tilsæt æg. Ælt hurtigt dejen sammen. Sæt den koldt mindst en time før den udrulles.

Drys mel på bordet, inden du ruller dejen ud. Kom også mel på kagerullen. Sørg hele tiden for at løsne dejen fra bordet.

Note 1: Hvis det er for bøvlet at rulle, kan man bare presse dejen tyndt ud i det smurte tærtefad med fingrene. Der er alligevel ingen, der kan se, hvis bunden er lidt ujævn! Men gitteret er man altså nødt til at rulle ud for at få det pænt.

(opskrifterne på både tærtedej og tærte er fra “Frugt & Bær – desserter på 100 måder”/Abigail Johnson Dodge, Nordisk Forlag A/S, 1996)

2 tanker om "Pære-desserter"

  1. jeg foretrækker også mine æbler tilberedt, for jeg er heller ikke så god til at spise frugt, som jeg gerne ville være.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *