Anden ved sidste års julefrokost var lidt speciel. Den var fyldt med appelsiner og nelliker, og så blev den serveret med en sødlig (men helt vidunderlig) middelaldersauce.
Der var også rosenkål med pancetta og kastanjer til – og så ville jeg gerne have noget, der var lidt “lettere” og lidt friskt.
Det blev til denne dejlige rå rødkålssalat, frisk fra Karolines køkken 🙂
Jeg spiste faktisk også af den dagen derpå. Den var ikke blevet ringere smagsmæssigt, om end pærerne var blevet lidt smattede…
Rødkålssalat
(tilbehør til 6)
3,5 dl Cheasy Fraiche 5%
5 spsk tyttebærsyltetøj
0,25 tsk groft salt
400 gram fintsnittet rødkål
3 skrællede pærer i tynde både, for eksempel fondante – cirka 300 gram
Vend fraiche, tyttebærsyltetøj og salt sammen. Stil dressingen tildækket i køleskabet i mindst 30 minutter. Smag til.
Vend cirka 2 dl dressing sammen med rødkålen. Læg pærer og rødkål lagvis i en skål. Server resten af dressingen til rødkålssalaten.
Note 1: Karoline siger, at man i stedet for tyttebærsyltetøj, kan bruge tranebærkompot. Man kan købe tyttebærsyltetøj i større supermarkeder.
Note 2: Da jeg ikke er vild med alle de der fedtfattige Cheasy produkter, brugte jeg græsk yoghurt 10 procent. Den fungerede fint, syntes jeg….
(Opskriften fra Julens Mad/Karolines Køkken)