Lørdag aften kom jeg så endelig til at spise på den nye indiske restaurant i Holstebro, Saffran. Den åbnede 1. september og har stort set haft fuldt hus siden, i hvert fald ifølge de af mine venner, der har prøvet at få bord på den lille restaurant, der vel har plads til cirka 25 gæster.

Men jeg fik tidligt på ugen taget mig sammen til at kigge indenfor og bestille bord til mig og min veninde. Vi har begge været i Indien før – endda sammen i Delhi og i Rajasthan. Og vi rejser sammen til Kerala i 2017, så vi syntes, det var en god ide at glæde os på forhånd med indisk mad.

I de lokaler, hvor Saffran, som den hedder (hvorfor den hedder det med to f’er, aner jeg ikke) ligger, har der tidligere været både græsk, kinesisk og måske endda noget tredje, som jeg ikke kan huske, restaurant. Lokalerne er ikke verdens hyggeligste, og køkkenet er lille, især når man skal være fire-fem mand derude, som de tilsyneladende var lørdag aften.

Men de har da gjort noget ud af at skrue op for hyggen ved hjælp af et stort vægmaleri – en indisk scene – som jeg synes er både eksotisk, fin og vellykket. Stole og borde er ikke for kønne, men man sidder godt, og det er det vigtigste, og betjeningen er høflig og forholdsvis hurtig. Man betaler oppe ved kassen – det var vi ikke klar over, så vi sad et stykke tid og ventede, inden det gik op for os, at det var sådan, det var.

Inden jeg kom på Saffran, havde jeg talte med andre, der havde været der, og jeg glædede mig til at danne mig min egen mening. Et vennepar, der ikke normalt spiser stærk mad, havde været der med deres søn på 11 samt deres store teenagedatter. Børnene havde fået mild mad, mens forældrene valgte den næstmildeste kategori. Der er fire, hvoraf “meget stærk” og “stærk” er forbeholdt dem, der er vant til chili.

Venneparret syntes alligevel, at deres mad var rigeligt stærk, og mente, at Saffran skulle få styr på doseringerne. Til gengæld roste de den milde paneer sag (hytteost med spinat), som datteren havde valgt.

 

Så var jeg hos massør for at få brækket rundt i skuldrene og nakken, og massøren fortalte imens, at hun og hendes mand, der elsker stærk mad, havde været på Saffran, og hun havde valgt stærk, mens han havde valgt meget stærk. Ingen af dem syntes, at maden var stærk nok. “Det må de lige få styr på,” sagde hun 🙂

To af mine kolleger var også dernede – en syntes, at stærk var passende, den anden syntes, at stærk var lige stærk nok.

Summa summarum, det har alt sammen noget med smagsløg og tilvænningen til stærk mad at gøre. Der er ikke nogen “rigtig” vurdering af styrken. Man må simpelt hen prøve sig frem og finde ud af, hvor ens foretrukne smagsstyrke ligger.

Veninden og jeg spiser begge stærk mad, men bryder os ikke om det så stærkt, at flammer nærmest står ud af munden. Så vi valgte stærk. Maden var stærk. I hvert fald hot nok til at munden blev varm og man fik et lille kick. Men kun et lille ét. Det var passende til mig, jeg kunne nok godt have spist det en smule stærkere, men tror alligevel, jeg ville vælge samme styrke en anden gang for en sikkerheds skyld.

Vi valgte to vegetar-samosaer samt et fad pakoras til forret. Samosaer er trekantede, dybstegte pakker med fyld – det kan være kylling, lam eller vegetarisk. Samosaer kan både dybsteges eller bages i ovnen. Pakoraer er ituskårne grøntsager dyppet i en dej af kikærtemel og dybstegt.

Begge dele blev serveret med en smuk bakke med en virkelig god sød chilisauce, yoghurt, en okay mangochutney og en helt ligegyldig myntesauce. Det var synd med sidstnævnte – de indiske myntedipsaucer kan være totalt lækre, men de skal altså smage igennem af mynte!

Samosaerne var rigtigt gode. Pakoraerne var, efter vores mening, for små og var derfor blevet gennemstegte, så de var tørre. Pakoraer skal være “fugtige”/bløde indeni den sprøde dej.

 

Veninden havde valgt Saffrans signatur-vegetar-curry. Jeg fik en lambcurry. Vi blev spurgt, hvor stærk, vi ville have den, og om vi ville have ris eller brød til. Vi valgte naan-brødet. Senere bestilte vi også en raita, som er en yoghurtbaseret sauce – ofte med agurk og/eller tomat, som er god til at køle ned på stærke smag – og så drak vi den absolut gode, indiske øl, Kingfisher, til.

Først var jeg skuffet over, at naan-brødet var så tyndt. Men det var faktisk rigtigt lækkert.

Raitaen havde ikke gjort nogen noget. Den smagte heller ikke af noget. Personligt synes jeg, den skal smage af koriander, mynte eller spidskommen – eller en kombination.

Både vegetar-curryen og lammecurryen smagte godt. Og havde den hotte eftersmag, som vi forventede. Jeg synes nu, at de to saucer smagte temmelig ens, men pyt, man spiser jo normalt kun een alligevel 🙂

Hvis jeg gav stjerner og maksimum var fem, ville jeg give tre med en pil opad.

Det er ikke sidste gang, jeg har været på Saffran, som til pengene (vi kom af med 400 kroner i alt) er en god, solid oplevelse. Men det er heller ikke det bedste indiske måltid, jeg har fået. Der mangler noget justering af krydderier og dybstegningstider, for at den kravler op ad stjerne-stigen.