Vi er helt tilbage i middeladerens England, når det gælder oprindelsen til Wassail – opvarmet øl med krydderier.
Varmt øl? Nej vel?
Men ikke desto mindre er det en ikke ukendt ting her i det vestjyske. Om det findes over hele landet, aner jeg ikke, men jeg havde i hvert fald aldrig hørt om, at det skulle være en delikatesse, før en god bekendt, Bente, fortalte, at det fik man ved juletid i hendes vestjyske familie.
Senere fik jeg lov til at interviewe Bente til avisen om det lune øl med sukker (så vidt jeg husker), fordi vi lavede en artikelserie om spøjse juletraditioner. Jeg troede egentlig, at Bente og hendes familie havde en ret unik tradition der – lige indtil jeg læste en rigtig romantisk, engelsk jule-kærlighedsroman.
Min far gider ikke rigtig bruge alle sine mange, mange rabarber.
Han gider godt spise dem, når andre tilbereder dem, men ellers får de bare lov til at stå og brede sig og blive enormt store bag carporten.
Så som regel tager jeg et par poser rabarber med hjem, når jeg besøger ham i sæsonen.
Og med alle de rabarber i fryseren opstår naturligvis spørgsmålet; “hvad pokker skal jeg bruge dem til?”, for jeg kan altså ikke spise al den rabarberkompot, og selvom rabarberkage er skøn, er der også grænser for, hvor mange gange jeg har lyst til at lave sådan en i løbet af forår og sommer.
Så jeg er altid på udkig efter nye opskrifter på det, jeg får rigelig af hen over forår, sommer og sensommer, nemlig rabarber, jordbær og hindbær.
Forleden sad jeg så og rodede rundt i avisen New York Times Cooking-sektion med opskrifter. Det ville være noget mere imponerede, hvis jeg kunne skrive, at jeg læser den berømte avis’ politiske analyser, reportager og dybdeborende journalistik. Men det gør jeg så ikke. Jeg læser deres mad- og rejseartikler 🙂
Men der havde de så en hel rabarber-afdeling. Og der fandt jeg den sjove rabarbershake.
Man kunne vel egentlig godt spise/drikke den som en sen morgenmad – eller som erstatning for frokost. Eller er det mon en dessert?
Der lidt arbejde i det, eftersom man først skal lave en rabarberkompot, men det er det værd. Den er lækker, ret mættende og lidt eksotisk. Det skyldes rosenvandet, som er en spøjs ting. Rosenvand bliver brugt i arabisk madlavning – og i iransk – mest til desserter og kager. Det kan være temmelig kvalmende – dens “søster” appelsinblomstvand er noget nemmere at klare i større mængder – men hvis man bruger det med måde, er rosenvand romantisk, giver en fint parfumeret duft og meget tøset på den søde måde.
Man kan selvfølgelig udelade det, men jeg synes, du skal prøve. Man kan købe det hos købmænd/grønthandlere fra Mellemøsten. Det er helt klar, som regel i en glasflaske og ikke ret dyrt.
Rabarbershake
(2-3 portioner)
250 gram rabarber, skåret i stykker
5 spsk honning + måske mere til at smage til med
300 ml græsk yoghurt
en håndfuld isterninger
rosenvand (jeg vil sige 1 tsk til denne portion – opskriften siger “en sjat”!)
Pistacienødder, finthakkede
Rør rabarberstykker, honning og 2 spsk vand sammen i en mediumstor gryde. Bring det i kog, skru ned for varmen og lad det simre, mens du rører af og til, i cirka 6-8 minutter. Rabarberne skal være nærmest “smeltede” og ligne marmelade. Lad det køle af. (se note 1)
Kom rabarberkompot, yoghurt, isterning og rosenvand (vær nu forsigtig, du kan altid tilsætte mere senere, hvis du synes!) i en blender (se note 2). Blend indtil det er glat.
Smag til – måske skal der mere honning eller rosenvand i.
Kom i to-tre glas (alt efter hvor meget I mener, I kan spise/drikke) og drys med hakkede pistacienødder. (Se note 3)
(opskriften er af Melissa Clark og har været bragt i New York Times Cooking)
Note 1: Man kan lave rabarberkompotten i op til en uge inden man skal bruge den.
Note 2: Vær sikker på at din blender kan klare isterninger.
Note 3: Ifølge NYT indeholder 1 portion (det halve af ovenstående opskrift) 371 kalorier og 11 gram fedt. Det er ikke helt slemt. Men heller ikke noget, man skal drikke i spandevis 🙂
Jeg har ikke nogen udpræget sød tand, men jeg kunne rigtigt godt lide den. Jeg kom så heller ikke ekstra honning i.
Karins blodrodssnaps, som altså ikke er blodrød. Men den smager dæleme dejligt.
I slutningen af august sidste år var min veninde Karin og jeg på snapseurt-tur med en af kommunens naturvejledere – og cirka 20-25 andre mennesker, der havde fået samme gode idé.
Det regnede – nej, silede – ned under det meste af turen. Men det gjorde ikke rigtigt noget. Vi var klædt på til vejret, humøret var højt (vi havde kaffe og kage med i bilen – det tog vi siddende på bagsmækken efter gåturen, som varede flere timer), og naturen ved Hjerl Hede, hvor det hele foregik, var utrolig smuk.
Jeg var mest glad for den pose tranebær, jeg fik samlet, da naturvejlederen udpegede de smukke små røde bær i sumpet mose-agtig terræn – de blev senere anvendt til en tranebærsauce til and ved julefrokosten.
Nej, det er ikke blodrod. Men vi fandt også tranebær, og det var mit højdepunkt 🙂
Karin var vældig glad for den tormentil (også kaldet blodrod), som hun fik gravet op ved hjælp en bolnøgle, en lommekniv og fingrene 🙂 Ingen af os havde tænkt på, at vi skulle have grave-redskaber med!
Da vi havde vandret 2/3 af vejen, gjorde vi holdt ved et lille hus/skur/halvtag, hvor vi smagte på naturvejlederens fire-fem forskellige snapse. Deriblandt var der den smukkeste blodrøde snaps, som altså var lavet af blodrod. Den forelskede Karin og jeg os straks i – og da naturvejlederen senere udpegede de små gule blomster, gravede Karin altså en rod op.
Sådan ser tormentil (Potentilla erecta) ud. Det er en 10-30 cm høj flerårig urt. Rodnettet består af en kraftig hovedrod, som bærer mange, grove siderødder. Ved såring giver røderne en højrød saft fra sig, hvad der har givet planten navnet “Blodrod”. Arten er udbredt i det meste af Europa, hvor den findes i lyse skove, på heder, og i moser. Den foretrækker overalt en sur, mineralfattig bund.
Jeg har senere læst mig til, at roden er bedst til snaps om vinteren. Måske er det derfor, at Karins snaps ikke er blodrød. Eller også er det fordi, det var en ret lille rod. Men snapsen smager i hvert fald godt. Det ved jeg, fordi Karin medbragte den til den årlige tøse-julefrokost, og jeg (der afholdt frokosten) fik lov til at beholde snapse-resterne.
Karins opskrift
Karin skriver følgende om snapsen:
“I følge receptsamling af Niels Brinch: Potentil, også kaldetblodrod eller Tormentil. Rodstokken graves op, renses og snittes frisk i nogle stykker og udtrækkes med 1/2 fl. Brøndum snaps en uges tid. Den rødlige bitter filtreres fra. Denne dejlige bitter er den rigtige “Jægersnaps” som jægerne i gamle dage forlystede sig med efter jagten”.
Hun mener, at udtrækket skulle fortyndes 1:10.
Her smager vi så på snaps. Og jo, det ER blodrodssnapsen, der er i det glas, jeg holder op.
Tormentil er flerårig, så det er ikke svært at lokalisere den når først man har stødt på den. Tormentil blomstrer i juni-august, så på det tidspunkt kan man jo lige notere sig voksestedet. Tormentilen har en kraftig rod, der afgiver en kraftig rød farve. Derfor kaldes den også Blodrod. Resultatet er en meget flot og dybrød snaps.
Voksestedet, som man i sommerhalvåret har noteret sig, kommer til sin ret, da roden afgjort er at foretrække i vinterhalvåret. Altså en vintersyssel i kryddersnapsens tjeneste. Grav roden op og rengør den grundigt. Skær den i skiver eller mindre stykker og kom dem på flaske. Til 70 cl vodka bruges ca. 100 gram rod. Lad det trække 3-7 dage og smag på det med jævne mellemrum. Husk at omryste flasken blidt ved samme lejlighed. Når den har opnået den ønskede smag filtreres væsken . Lad den lagre 2-3 måneder, og gerne flere år.
Tormentil har potentiale til serieproduktion, så det er typisk en kryddersnaps, som man lige laver lidt ekstra af, så den på et tidspunkt kan serveres som en årgangskryddersnaps.
Næh, næh sommer er bedst
Et andet snapse-site på nettet, www.nyddet.dk, er uenig om det bedste tidspunkt og skriver:
Der er forskellig meninger om, hvornår roden skal anvendes, men juni-august er nok den bedste periode.
Roden graves forsigtigt op. Alle smårødder fjernes og tormentilen skylles under den kolde hane. Brug en børste og lad den tørre. Herefter skæres roden i skiver og kommes på flaske. Brug rigeligt med snaps. Når rodskiverne er dækket med snaps og fylder 1/3 skal der hældes ydeligere 2/3 snaps i glasset. Den skal trække med alkohol i ca måned, hvorefter den dejligt brunrøde essens sies fra. Denne guddommelige snaps drikkes fortyndet (1:10). Roden kan i skiveskåret stand fryses eller tørres til senere brug. Hvis tormentilen fryses, skal den tøes op i snaps.
Naturvejlederen viser en lille tot tormentil og forklarer, at vi kan finde den lige om hushjørnet og grave rødder op, hvis vi vil.
En gang imellem sker der mærkelige ting her i huset.
Jeg har for eksempel lige brugt en halv time på at lede efter en flaske hindbærsnaps, men den er pist væk!
Jeg er helt sikker på, at pigerne og jeg IKKE drak hele flasken til julefrokosten i december, men siden har jeg ikke tænkt på den, og nu kan jeg ikke finde den. Æv.
Havde ellers lige fået den idé at fotografere den sommerlige snaps i det “sommervejr”, vi har lige nu. Vi skriver 2. juni, der er 11-12 grader, og det regner og det stormer!!! Hvem har hørt om sommerstorme før? Den slags blæsende oplevelser plejer da at forekomme i efteråret og vinteren.
Nå, men i stedet faldt jeg over præstegårdssnapsen (det er en valnøddesnaps, og opskriften ligger allerede her på bloggen) og min veninde Karins blodrodssnaps. Den kan jeg desværre ikke give jer opskriften på, for jeg kender den ikke, men jeg vil prøve at spørge hende om den. For den er virkelig god. Har lige testet den igen, fordi jeg så fotograferede den i regnvejret i stedet for hindbærsnapsen 🙂
Nå, men hindbærsnapsen lavede jeg sidste efterår. Min fars hindbær er af den sent modnede slags, og da jeg hjemslæbte flere kilo bær, fordi far ikke gider bruge dem til noget, efterlyste jeg på Facebook opskrifter med hindbær. Jeg fik vildt mange!
Nogle af dem prøvede jeg – og så har jeg et par stykker “stående over”, som skal afprøves i år.
En af dem, jeg faldt for, var Ingeborgs supernemme hindbærsnaps.
Ingeborg har jeg mødt nogle gange, da hun boede her i området. Hun er frivillig i Ønskebrønden, der opfylder ønsker for alvorligt syge børn. Nu er hun flyttet, men vi bevarer forbindelsen via Facebook, og det er rigtigt hyggeligt, blandt andet fordi vi har en fælles passion for god mad.
Snapsen var (sammen med blodrodssnapsen, der er anderledes “potent”!) et hit ved julefrokosten med veninderne i 2014.
To ingredienser – det er da til at finde ud af!
Ingeborgs hindbærsnaps
150 gram hindbær
En halv flaske snaps eller vodka (uden tilsat smag!)
Bærrene (kan eventuelt være frosne) overhældes, så de er helt dækkede med snaps.
Skal herefter trække i 2-3 måneder.
Efter endt trækketid, filtreres snapsen gennem et kaffefilter, så man har en hindbærekstrakt.
Ekstrakten skal nu fortyndes i forholdet 1:1.
Forholdet kan variere lidt, så man er nødt til at prøvesmage flittigt 🙂
Passer godt til ostebord, skriver Ingeborg. Vi drak den til desserten, så vidt jeg husker…
Det her er så IKKE en hindbærsnaps. Det er Karins blodrodssnaps, fotograferet i den danske juni-møgvejr….
