Tun og bønner med spicy dressing

Salat med bønner og tun - det smager dejligt og dressingen er lidt stærk.
Salat med bønner og tun – det smager dejligt og dressingen er lidt stærk.

Dette er en madsalat. Altså et helt måltid i sig selv og ikke tilbehør til kød eller fisk.

Jeg synes, den er meget lækker, nem at lave og mættende, men jeg er så også en af dem, der vældig godt kan lide tørrede bønner og linser. Det er bestemt ikke alle mennesker, der kan det.

Jeg har snydt lidt. Jeg købte nemlig Urtekrams allerede kogte røde bønner (kidneybønner), som jeg synes er gode, og som ikke er tilsat alt muligt skidt og E-numre, men kun salt.

Til gengæld lagde jeg tørrede kikærter i blød og kogte dem dagen derpå, for jeg synes IKKE, at dåsekikærter er værd at spise.

Dressingen er god. Så god, at jeg synes, der er for lidt af den. Jeg lavede halv portion af salaten, og derfor burde den halve portion dressing have været rigeligt til mig. Men jeg spiste det hele. Så hvis du laver opskriften herunder til fire personer, synes jeg, at du skal lave dobbelt portion dressing.

Husk nu at kikærterne skal ligge i blød i vand ret længe - jeg plejer at lægge dem i blød, inden jeg går på arbejde ved 8-tiden. Så er de klar til aftensmaden.
Husk nu at kikærterne skal ligge i blød i vand ret længe – jeg plejer at lægge dem i blød, inden jeg går på arbejde ved 8-tiden. Så er de klar til aftensmaden.

Tun og bønner med spicy dressing

(4 personer)

260 gram tune i vand eller olie

80 gram tørrede kidneybønner (eller på dåse, se ovenfor)

80 gram tørrede puylinser

80 gram tørrede kikærter (de skal udblødes i mange timer først)

120 gram babyspinat

Dressing

200 gram græsk yoghurt

32 gram syltede, grønne jalapenos

20 gram mayonnaise

2 stænk tabasco (eller mere, hvis du kan lide det hot)

1 stilk dild (jeg kom mere i – smag og behag)

salt

Kog bønner, kikærter eller linser efter anvisningen. NB! Kikærter skal udblødes mange timer, se på posen. Skyld babyspinaten og dræn tunen.

Bland græsk yoghurt, mayonnaise og tabasco sammen, inden du tilsætter hakket jalapenos og dild. Smag til med salt til sidst.

Anret dressingen i bunden af en tallerken, kom bønner og tun ovenpå og afslut med babyspinat.

(opskriften er fra Cofoco Le Marché og har været bragt i bladet Copenhagen Food marts/april 2015)

Bortset fra at man skal koge kikærter, kidneybønner og puylinser, er der ikke meget arbejde ved salaten.
Bortset fra at man skal koge kikærter, kidneybønner og puylinser, er der ikke meget arbejde ved salaten.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *