Tag-arkiv: kidneybønner

Enchiladas med kidneybønner

Fyldet bliver så hot, som man nu ønsker det - det afgør mængden af tilsat chili, tabasco og sambal oelek.
Fyldet bliver så hot, som man nu ønsker det – det afgør mængden af tilsat chili, tabasco og sambal oelek.

Da jeg i dag stod hos boghandleren – jeg skulle købe et fødselsdagskort til min søster – kom en dame ind og spurgte på en kogebog. “Efterårsmad der rusker og rykker” hed den.

Boghandleren havde den ikke hjemme, men kunne godt skaffe den. “Skal du bruge den nu?” spurgte ekspedienten og lød lidt forundret.

“Ja tak” svarede damen med eftertryk.

Og det kan jeg godt forstå. Jeg kender godt nok ikke bogen, men titlen sagde jo det hele. Selv om vi skriver den 18. juni er vejret virkelig som en efterårsdag, og det er bestemt ikke sommermad, man går og fantaserer om. Snarere noget varmende – comfortfood.

Så her til aften – efter jeg havde været i Valgmenighedskirken i forbindelse med mit arbejde for at høre en prøveprædiken – lavede jeg meksikanske enchilladas med et hot fyld af kidneybønner.

Resten af Danmark spiste formentlig stegt flæsk med persillesovs, da der er folketingsvalg i dag. Stegt flæsk passer bestemt også til vejret, og retten er jo siden sidste folketingsvalg blevet kåret til Danmarks Nationalret. Til stor glæde for mange, har jeg ladet mig fortælle.

Det har aldrig været en stor favorit for mig – slet ikke da jeg var barn. Min far ville helst have den stegte flæsk med løgsovs, som var nogenlunde det værste, nogen kunne servere for mig. Det er det stadig. Så er persillesovsen lysår bedre. Og hvis flæsket er sprødstegt, er det OK, synes jeg. Men altså ikke noget, jeg sådan selv laver.

Retten er aldeles passende en ruskende efterårsaften - eller en møgkold juni-ditto...
Retten er aldeles passende en ruskende efterårsaften – eller en møgkold juni-ditto…

Enchiladas med kidneybønner

(1 person)

1 portion tomatsalsa (se opskrift nedenfor)

100 gram reven gulerod

100 gram kidneybønner (fra dåse)

1 tsk sambal oelek (chilipasta – kan købes i større supermarkeder)

1 tsk kakaopulver (se note 1)

2 tortillaer

25-35 gram revet ost

Frisk koriander (til servering)

Græsk yoghurt (til servering)

Tænd ovnen på 200 grader. Kom tomatsalsaen i en lille gryde sammen med gulerødder og kidneybønner (drænet for væde og skyllet).

Varm igennem og lad det simre i 10 minutter.

Smag til med sambal oelek og kakaopulver.

Læg tortillaerne fladt, fordel fyldet mellem dem og rul dem sammen. Læg dem i et ovnfast fad og drys osten over.

Sæt dem i ovnen i cirka 10-12 minutter eller til osten er smeltet og gylden.

Server med koriander, græsk yoghurt og eventuelt en grøn salat til.

Note 1: Ikke sådan noget Nestle, man laver kold kakaodrik af, men rigtig kakaopulver, som man laver varm kakao af. Mørk chokolade bruges meget i meksikansk madlavning – her vælger man så kakaopulverløsningen. Det gør ikke maden sød, men giver smagen dybde.

Tomatsalsa

25 gram skalotteløg

1 fed hvidløg

2 grønne chilier eller 1 rød (jeg bruger den røde, lidt stærkere variant)

olie til stegning

125 gram hakkede tomater fra dåse

1 tsk limesaft

1 spsk vineddike

1 spsk honning

lidt tabascosauce (efter smag – det er stærkt)

salt og peber

Hak skalotteløg, hvidløg og chili. Varm en lille gryde op med olie og steg løg, hvidløg og chili i et par minutter.

Kom tomater ved og lad det simre i 10 minutter.

Smag til med limesaft, vineddike, honning, tabasco, salt og peber.

Salsa’en kan bruges varm eller kold. Kan gemmes i et skoldet syltetøjsglas i køleskabet i op til en uge.

(opskriften er oprindeligt fra Vægtkonsulenternes “Supersund Fastfood” af Inge Kauffeldt og Helle Kleist fra 2012. Men jeg har ændret på mængder og også lidt på ingredienser, så det kan næppe kaldes slankemad mere)

I originalopskriften serveres enchilada'erne med en grøn salat. Jeg serverer dem med frisk koriander, græsk yoghurt og limebåde.
I originalopskriften serveres enchilada’erne med en grøn salat. Jeg serverer dem med frisk koriander, græsk yoghurt og limebåde.

Nem chili con carne

Det smager altså helt fantastisk :-)
Det smager altså helt fantastisk 🙂

Da vejret her midt i juni er nogenlunde som på en efterårsdag (kold og klam), fik jeg lyst til chili con carne.

Enhver elsker af meksikansk mad vil kunne fortælle, at en ordentlig chili con carne tager omhu og laaaaang tid at lave.

Men mindre kan nu også gøre det, og jeg synes altså, at denne version – der kun står og simrer en times tid, smager helt vidunderligt.

Jeg smækkede den lunhurtigt sammen i gryden, da jeg kom hjem fra motionscentret, og så stod den og simrede, mens jeg tog bad, ringede til min søster for at høre, hvordan hendes eksamen var gået, og fik skrevet en indkøbsseddel til i morgen. Sådan kan man jo udnytte den lidt lange produktionstid 🙂

Portionen herunder er til 1 person – men det er en stor portion. Hvis du skal lave til 4 personer og nogle af de 4 er børn, tror jeg, at du skal nøjes med at gange op med 3.

Apropos børn, så er retten, som den står her, ikke stærk, men dog med bid. Måske skal du komme mindre chili i, hvis dine børn spiser med.

Man kunne selvfølgelig også lave en slags guacemole ved at mose avokado med yoghurt og tilsætte koriander - men jeg synes, det ser pænere ud sådan her....
Man kunne selvfølgelig også lave en slags guacemole ved at mose avokado med yoghurt og tilsætte koriander – men jeg synes, det ser pænere ud sådan her….

Nem chili con carne

150 gram skært oksekød

50 gram hakket løg

1-2 fed hvidløg

1 rød chili

olie til stegning

300 gram hakkede tomater (fra dåse)

35 gram tomatkoncentrat (det er halvdelen af en af de små dåser)

110 gram kidneybønner (det er de røde, fra dåse)

1 tsk paprika

1 tsk kakaopulver (se note 1)

salt og peber

Græsk yoghurt

0,5 avokado i skiver

25 gram rødløg i ringe

frisk koriander

Skær oksekødet i små tern og hak løg, hvidløg og chili.

Svits kødet i olien. Tilsæt løg, hvidløg og chili og steg det i 2-3 minutter.

Tilsæt tomater, tomatkoncentrat og bønner. Rør godt rundt, læg låg på gryden og lad det simre i en times tid. Tilsæt lidt vand, hvis det føles for “tørt” (det skal endelig ikke brænde på).

Smag til med paprika, kakaopulver, salt og peber.

Kom chili con carnen i en skål. Server med yoghurt, avokado, rødløg og koriander.

Note 1: Jo, du læste rigtigt; kakaopulver. Mørk chokolade med en høj kakaoprocent og kakaopulver bruges meget i meksikansk madlavning til at at give dybde i smagen. Og nej, det bliver retten ikke sød af. Har du nogensinde prøvet at spise mørk chokolade 86%, som man kan købe i supermarkederne? Hvis du har, ved du, at chokolade snarere er bitter end sød. Den fungerer altså som et krydderi, ikke som et sødemiddel.

(Oprindelig er opskriften fra Vægtkonsulenternes “Supersund fastfood” fra 2012, men jeg har ændret så meget på blandt andet mængder, at de næppe vil kendes ved den…)

Kidneybønner, oksekød og tomat kogt grundigt sammen og krydret. Mums.
Kidneybønner, oksekød og tomat kogt grundigt sammen og krydret. Mums.

 

 

 

Tun og bønner med spicy dressing

Salat med bønner og tun - det smager dejligt og dressingen er lidt stærk.
Salat med bønner og tun – det smager dejligt og dressingen er lidt stærk.

Dette er en madsalat. Altså et helt måltid i sig selv og ikke tilbehør til kød eller fisk.

Jeg synes, den er meget lækker, nem at lave og mættende, men jeg er så også en af dem, der vældig godt kan lide tørrede bønner og linser. Det er bestemt ikke alle mennesker, der kan det.

Jeg har snydt lidt. Jeg købte nemlig Urtekrams allerede kogte røde bønner (kidneybønner), som jeg synes er gode, og som ikke er tilsat alt muligt skidt og E-numre, men kun salt.

Til gengæld lagde jeg tørrede kikærter i blød og kogte dem dagen derpå, for jeg synes IKKE, at dåsekikærter er værd at spise.

Dressingen er god. Så god, at jeg synes, der er for lidt af den. Jeg lavede halv portion af salaten, og derfor burde den halve portion dressing have været rigeligt til mig. Men jeg spiste det hele. Så hvis du laver opskriften herunder til fire personer, synes jeg, at du skal lave dobbelt portion dressing.

Husk nu at kikærterne skal ligge i blød i vand ret længe - jeg plejer at lægge dem i blød, inden jeg går på arbejde ved 8-tiden. Så er de klar til aftensmaden.
Husk nu at kikærterne skal ligge i blød i vand ret længe – jeg plejer at lægge dem i blød, inden jeg går på arbejde ved 8-tiden. Så er de klar til aftensmaden.

Tun og bønner med spicy dressing

(4 personer)

260 gram tune i vand eller olie

80 gram tørrede kidneybønner (eller på dåse, se ovenfor)

80 gram tørrede puylinser

80 gram tørrede kikærter (de skal udblødes i mange timer først)

120 gram babyspinat

Dressing

200 gram græsk yoghurt

32 gram syltede, grønne jalapenos

20 gram mayonnaise

2 stænk tabasco (eller mere, hvis du kan lide det hot)

1 stilk dild (jeg kom mere i – smag og behag)

salt

Kog bønner, kikærter eller linser efter anvisningen. NB! Kikærter skal udblødes mange timer, se på posen. Skyld babyspinaten og dræn tunen.

Bland græsk yoghurt, mayonnaise og tabasco sammen, inden du tilsætter hakket jalapenos og dild. Smag til med salt til sidst.

Anret dressingen i bunden af en tallerken, kom bønner og tun ovenpå og afslut med babyspinat.

(opskriften er fra Cofoco Le Marché og har været bragt i bladet Copenhagen Food marts/april 2015)

Bortset fra at man skal koge kikærter, kidneybønner og puylinser, er der ikke meget arbejde ved salaten.
Bortset fra at man skal koge kikærter, kidneybønner og puylinser, er der ikke meget arbejde ved salaten.