I weekenden havde jeg besøg af min veninde Ulla, som jeg har kendt, siden vi løb ind i hinanden på Journalisthøjskolen i Aarhus i februar 1983.
Ulla arbejder i København og bor lige udenfor hovedstaden, så det er lidt af en køretur herover til Vestjylland, især fordi hun havde haft en aftenvagt, der strækker sig ud på de små timer, lige op til lørdagen. Så jeg tænkte, at når hun ankom ud på eftermiddagen lørdag, skulle hun da have kaffe og kage.
Og så kom jeg i tanke om valnøddelagkagen fra Svinkløv – en opskrift, jeg havde delt et link til på Facebook tidligere på måneden.
Svinkløv Badehotel nedbrændte jo tragisk natten til den 26. september 2016. Jeg nåede kun at besøge det gamle, smukke sted – Danmark største træbygning – én gang i mit liv. Det var til en frokost med min veninde Jette (det kan man se en artikel om her på bloggen) – og bagefter fik vi netop denne skønne kage, fordi vi mødte nogle af Jettes venner, der boede på hotellet. De insisterede så på at give kage 🙂
Nu har jeg så selv prøve at lave lagkagen. Det er ikke spor svært (tro mig, jeg er ikke nogen bagedronning eller en kommende deltager til Bagedysten eller hvad det program nu hedder) – og resultatet er superlækkert.
Egentlig skulle min lagkage være pyntet med valnødder, men dem var jeg kommet til at bruge til fyldet… Så jeg dryssede lidt kakaopulver hen over for billedets skyld, men det er altså en uautoriseret udgave af badehotellets lækre kage.
Man har i øvrigt besluttet at opføre Svinklæv Badehotel igen, og regner med at være færdige til sommeren 2018. Men det bliver næppe som det var, for det kræver alt for mange specialtilladelser igen at kunne opføre så stor en træbygning. Suk.
PS: Ulla syntes, den var smaddergod – både lørdag og søndag 🙂
Valnøddelagkage fra Svinkløv
(12 personer)
3 lagkagebunde:
4 æg
100 g sukker
100 g hvedemel
8 g bagepulver
Fyld:
8 dl fløde (se note 1)
125 g valnøddebrud (se ingredienser samt hvordan, note 2)
125 g chokolade
Mokkaglasur:
1 tsk Nescafé
flormelis
valnødder til pynt
Æg og sukker piskes hvidt. Hvedemel og bagepulver vendes forsigtigt i. Fordel massen i tre forme eller smør dem ud på et stykke bagepapir, hvor du har tegnet en cirkel (Se note 3).
Bag i 11-12 min ved 200 grader.
Pisk fløden stiv. Bland valnødder og chokolade i og fordel på de tre bunde. Gerne dagen før.
Bland Nescafé med kogende vand og rør det ud til en stærk kop kaffe. Tilsæt flormelis til det har en passende konsistens. (se note 4).
Smør på lagkagen og pynt med valnødder (se note 5).
(Opskriften er fra Alt for Damerne, der bragte den efter at Svinkløv Badehotel brændte ned til grunden i september 2016. Det er stedets ejer og køkkenchef, Kenneth Hansen, der har leveret opskriften – noterne er mine egne)
Note 1: Jeg tænkte, at det lød som alt for meget flødeskum og nøjedes med 6 dl. Det går da, men faktisk tror jeg, at de 8 dl er perfekt. Især dagen derpå, når lagkagen er faldet lidt sammen og har sat sig.
Note 2: Smelt 100 g sukker på panden til gylden karamel. Tilsæt 100 g valnødder og rør rundt med den træske til alle valnødder er dækket af karamel. Hæld det på bagepapir og skær det i stykker, når det er kølet af.
Note 3: Jeg bagte mine i en springform. og da jeg kun har én, måtte jeg bag dem en efter en, så det tog altså 36 minutter 🙂 Men det var helt fint, bundene blev fine, luftige og ens.
Note 4: Pas på med at lave for stor en portion stærk Nescafe. For så skal du bruge en hulens masse flormelis for at få en glasur ud af det – og dermed mister du den fine mokkasmag. Det er bedre med for lidt kaffe – så kan du altid spæde til med kogende vand….
Note 5: Lagkagen smager faktisk allerbedst dagen derpå, når den har sat sig. Min bedstefar, der altid forlangte Othellolagkage juleaften efter gaverne var delt ud (jeps, det kunne han sagtens få ned – vi andre var ved at dø over at skulle spise mere!), sagde altid på sit brede jydske, at en lagkage skulle have “slawen sig” – altså “slået sig” aka “sat sig”. Og det er rigtigt 🙂