Kategoriarkiv: Opskrifter

Cremet byg med persille og porrer (tilbehør)

Flødekogt perlebyg som tilbehør til hakkebøf.
Flødekogt perlebyg som tilbehør til hakkebøf.

Det her er egentlig slet ikke sommermad. Det hører efteråret til.

Men jeg synes, det var meget passende her til den 27. juli 2015, hvor temperaturen ifølge mit termometer ligger på 14 grader, og det er blæsende og overskyet. Min far sagde i telefonen, at det regner nede hos ham i Horsens.

Jeg har i det mindste en solferie at se frem til (om et halvt år), men for ham – hvis humør er følsomt afhængigt af solskin – har sommeren indtil nu været en rædsel. Og selv om vi jo kan være heldige, at august/september bliver gode, så er der nu et lille år til vi igen kan håbe på lange, lyse lune aftener.

Nå men hey – vi fik da fem dages sommer. Og de to forgående år har sommeren jo været fantastisk. Så hvad brokker du dig over, siger nogen. Andre hævder hårdnakket at sommeren har været skøn lige der, hvor de har været i Danmark. Det er muligt. Den har ikke været det der, hvor jeg har været.

Det er rigtigt, at det selvfølgelig ikke ændrer noget at brokke sig. Men nu er det jo en dansk folkesport at brokke sig over alt muligt, især vejret, og personligt kan jeg bedre holde brokkehovederne ud (som regel brokker de sig over vejret med et glimt i øjet) end dem, der altid er så fantastisk positive over alting i livet. Det ser jeg på med stor mistænksomhed. Intet er altid godt. Det er fordi, man kender til lort og møg, at man kan se forskel og glæder sig, når noget er godt.

Jeg venter stadig på flere soldage. Så skal jeg nok juble. Indtil videre har jeg kun drukket Aperol Spritz én gang i år og slet ikke pastis. Sidste år var nærmest en endeløs række af sundowners i varmen 🙂

Nå, her er lidt varmende, styrkende tilbehør til for eksempel (som her) en hakkebøf – kogebogen foreslår det som tilbehør til stegt flæsk.

Perlebyg smager super godt. Hvis ikke du har prøvet det før, så prøv denne version som tilbehør. Det er lidt som ris - bare bedre :-)
Perlebyg smager super godt. Hvis ikke du har prøvet det før, så prøv denne version som tilbehør. Det er lidt som ris – bare bedre 🙂

Cremet byg med persille og porrer

(4 personer)

1,5 dl perlebyg

4 dl grøntsagsbouillon

smør eller olivenolie til stegning

4-5 små porrer i tynde skiver

2 store håndfulde persille, finthakket

Saft og revet skal af 0,5 økologisk citron

salt

friskkværnet

Kom perlebyggen i en sigte og skyld den under koldt vand. Kog den mør i grøntsagsbouillon i cirka 15-20 minutter.

Hæld bouillonen fra perlebyggen og lad den dryppe af i en sigte.

Smelt smørret i en gryde og steg porrer i to minutter ved middelvarme. Hæld fløden på, tilsæt citronsaft og lad det simre ved svag varme i tre minutter, indtil det tykner lidt. Tilsæt den kogte perlebyg og lad den simere med yderligere tre-fire minutter.

Vend persille og citronskal i, smag til med salt og peber og server straks.

(fra Samvirkes “Brød, grød og korn”, 2014, opskrifter ved Mia Irene Kristensen)

Ikke specielt kaloriefattigt, indrømmet....
Ikke specielt kaloriefattigt, indrømmet….

Jordbærtabouleh (tilbehør)

God som tilbehør til lam, pølser, kylling, svinekam...men også som sig selv til vegetarer.
God som tilbehør til lam, pølser, kylling, svinekam…men også som sig selv til vegetarer.

Tabouleh er en mellemøstlig bulgur-salat, der stammer fra Libanon, Syrien og Jordan-området. Der er variationer (i Libanon bruger man for eksempel flere urter end bulgur, så salaten bliver meget grøn), men i det store og hele er det “same same but different” – en vegetarret eller (i Vesten) et elsket tilbehør til kød.

I Mellemøsten indgår tabouleh traditionelt i mezze, som er en stribe små “forretter”, der serveres sammen, for eksempel også hummus, oliven, pitabrød, falafel o.s.v. I øvrigt hedder det mezé i Grækenland, Cypern og på Balkan – igen same, same but different, altså en gruppe småretter, men lidt anderledes end de mellemøstlige.

Nå, tilbage til tabouleh. Der er en mere traditionel opskrift andetsteds her på bloggen. Denne er en sommerversion, hvor tomater i tern er erstattet af jordbær i tern. Det smager SKØNT! Bare sørg for at det hele har stuetemperatur, når du serverer det – jordbær smager ikke af meget, når de er køleskabskolde.

I originalopskriften ledsager denne jordbærtabouleh en gratineret lammefilet. Lammefilet’en har fået et “låg” bestående af mandler, hvidløg, dild, olie og gedeost. Jeg er sikker på, at det nok skal være lækkert, men jeg havde fået rigeligt med kød i denne uge, så jeg nøjedes med tabouleh, og det er altså nok til mig 🙂

Det smager superdejligt og af sommer.
Det smager superdejligt og af sommer.

Jordbærtabouleh

(4 personer som tilbehør)

2,5 dl bulgur

5 dl grøntsagsbouillon

3 skalotteløg, finthakkede

1 dl pistaciekerner, grofthakkede

2 dl bladpersille, grofthakket

1 dl mynte, hakket

3 spsk friskpresset citron

3 spsk god olivenolie

flagesalt

peber (jordbær og peber går rigtigt godt sammen – peber fremhæver jordbærsmagen)

8-10 jordbær i tern

Kog bulguren under låg i bouillon i 10 minutter. Lad den så hvile under låg i 10 minutter – og tag derefter låget af og lad bulguren køle helt af.

Bland bulgur med løg, nødder, urter, citronsaft og olivenolie. Smag til med salt og peber.

Vend jordbærrene i salaten lige inden servering.

Jeg har pyntet med lidt halve jordbær, fordi det ser pænt ud – men ellers er det bedst, hvis jordbærrene er skåret i små tern.

(Opskriften er fra “Madsalater” af Caroline Hofberg, forlaget Legind, 2013)

Hvis man erstatter jordbær med tomater i tern har man en mere eller mindre klassisk tabouleh.
Hvis man erstatter jordbær med tomater i tern har man en mere eller mindre klassisk tabouleh.

 

Mojito – klassisk

Man regner mojito for den cubanske nationaldrik.
Man regner mojito for den cubanske nationaldrik.

En mojito er en meget frisk og læskende lime- og romcocktail, som man anser for at være Cubas nationaldrink.

Nogle mener at drinken stammer helt tilbage fra 1580’erne og den opdagelsesrejsende sir Francis Drake, mens andre mener, at vi skal frem til 1800-tallets slaveplantager. Under alle omstændigheder er man ret enige om, at Ernest Hemmingway elskede mojito og daiquiri. Han skrev på væggen i baren/spisestedet La Bodeguita del Medio: “My mojito in La Bodeguita, My daiquiri in El Floridita”.

Jeg har været begge steder – La Bodeguita var fyldt med turister som mig, der skulle have en Hemmingway-mojito. La Bodeguita var til gengæld et særdeles elegant sted med fantastisk mad. Deres daiquiri var så potent, at jeg heldigvis husker maden (jeg fik hummer!), men ikke meget mere – men der findes billeder, der beviser, at jeg dansede den aften, hvilket er fuldstændig uhørt for mig! 🙂

Egentlig kan jeg nu også meget bedre lide mojito end daiquiri.

Mojito har et relativt lavt alkoholindhold, fordi glasset er fyldt med isterninger, limesaft og danskvand – men lad dig ikke snyde; du får altså alkohol, så nej, du kan ikke lige sætte dig til bilrattet efter et par stykker af dem her.

Den er populær blandt andre end cubanere og pirater på de syv verdenshave – mojito er blevet en yndet sommerdrink for mange, den perfekte sundowner, hvis man da ikke er til gin og dermed Tom Collins eller en god, gammeldags G&T.

Egentlig skal du bruge en “støder”, sådan en langskaftet dims, som bartendere har (gerne med pigge/knopper på undersiden) til at støde limefrugten og myntebladene for at frigøre smagstofferne i dem. Men du kan nu godt klar dig med en langskaftet ske og lidt armkræfter.

Egentlig er hvid rom ikke noget, jeg har et lager af - men jeg havde en rest i en flaske, som jeg har fået af min cubanske bekendte, journalisten Ivan. Nu er flasken tom...
Egentlig er hvid rom ikke noget, jeg har et lager af – men jeg havde en rest i en flaske, som jeg har fået af min cubanske bekendte, journalisten Ivan. Nu er flasken tom…

Mojito

(1 drink)

10 friske mynteblade

0,5 lime, skåret i 4 både

2 spsk hvidt sukker (jeg bruger rørsukker) – måske mere efter smag

isterninger

40 ml hvid rom

danskvand med brus

Kom mynteblade og 1 limebåd i et robust højt glas og brug en støder (eller en ske) til at knuse/støde lime og mynteblade for at frigøre mynteolie og limesaft.

Tilsæt 2 limebåde mere samt sukkeret, og knus/stød igen for at få limesaften ud.

Fyld nu glasset næsten helt op med isterninger.

Hæld rommen over isterningerne og fyld glasset op med danskvand.

Rør, smag og tilsæt eventuelt mere sukker.

Pynt glasset med den sidste limebåd.

(opskriften er oprindeligt fra netsitet allrecipes.com)

Frisk og læskende sommerdrink - men der ER altså alkohol i...
Frisk og læskende sommerdrink – men der ER altså alkohol i…

 

 

Grøn karry med muslinger og kokosris

Asiatisk mad - kokosris og muslinger i en ikke stærk koriander-kokosmælk-sauce.
Asiatisk mad – kokosris og muslinger i en ikke stærk koriander-kokosmælk-sauce.

Så havde Kvickly endelig både friske muslinger og limefruger 🙂

Så jeg fik lavet min grønne karry, inden det i næste uge (hurra-hurra) bliver så varmt, at jeg ikke gider stå ved et komfur og derfor mest spiser salater. For jeg holder godt nok ikke op med at være sulten, bare fordi det er varmt – men det, jeg har lyst til, ændrer sig.

Karryen her kunne godt være stærkere, synes jeg. Men ellers er den top-lækker. Hvis man gerne vil have den stærkere, skal man enten komme flere grønne chilier i eller lade være være med at udkerne den ene, der står i opskriften.

Der er dejlig meget væde, og det smager skønt med risen, der er i særklasse lækker.

Man kan gøre retten stærkere, hvis man vil, ved at tilsætte flere grønne chilier.
Man kan gøre retten stærkere, hvis man vil, ved at tilsætte flere grønne chilier.

Grøn karry med muslinger og kokosris

(4 personer)

1 kilo blåmuslinger, vaskede og skrubbede fri for urenheder (se note 1)

1 bundter koriander, det ene gemmes til servering

2 fed hvidløg

2 centimeter frisk ingefær

1 stængel citrongræs, den nederste bløde del (se note 2)

1 grøn chili (eller flere efter behag)

1 lille bundt forårsløg

2 spsk sukker

2 spsk fishsauce (orignalopskriften siger 0,5 dl, det synes jeg er ALT for meget)

1 dåse (400 ml) kokosmælk (helst den fuldfede slags)

2 limefrugter

1 squash i skiver

Kokosris:

2 dl basmatiris

1 dl kokosmælk

0,5 tsk havsalt

2 limeblade (se note 3)

1 stængel citrongræs (se note 2)

Servering:

Frisk koriander

Limebåde

Kokosrisen smager fantastisk - og dufter også skønt. Den kan også bruges til andre asiatiske retter.
Kokosrisen smager fantastisk – og dufter også skønt. Den kan også bruges til andre asiatiske retter.

Kokosris: Skyl risen grundigt under rindende vand indtil vandet er klart. Bring risen i kog med 2 dl vand, kokosmælk, salt, limeblade og citrongræs. Lad det simre i 10 minutter under låg. Sluk for blusset og lad risen stå yderligere 10-15 minutter med låg på.

Karrymuslinger: Anbring de rengjorte muslinger i en gryde og hæld 2 dl vand over. Damp muslingerne under låg i fem minutter. Sæt dem til side.

Blend koriander, hvidløg, ingefær, citrongræs, chili, forårsløg, sukker, fiskesauce og kokosmælk sammen til en grøn sauce.

Kog saucen op og smag til med limesaft og salt.

Skær squashen i tynde skiver på skrå og tilsæt til saucen sammen med muslingerne og muslingernes kogevand. Lad retten koge op og simre et minuts tid, så muslingerne bliver varme.

Server mulingerne sammen med friskhakket koriander, limebåde og kokosris.

Den fine, tynde skål øverst til venstre er lavet af pottemager Ulrikka Ikjær Buskov, Lemvig. Den store skål er lavet af keramiker Anni Jensen, Holstebro, mens stentøjskoppen nederst til venstre er lavet af nu afdøde keramiker Lotte Jakobsen.
Den fine, tynde skål øverst til venstre er lavet af pottemager Ulrikka Ikjær Buskov, Lemvig. Den store skål er lavet af keramiker Anni Jensen, Holstebro, mens stentøjskoppen nederst til venstre er lavet af nu afdøde keramiker Lotte Jakobsen.

Note 1: Som altid; lad være med at være nærig, når det gælder skalddyr. Smid ud med hård hånd – dem, der ikke lukker sig, når man banker dem let mod kanten af vasken, og dem der har fået skader under transporter (knust skal). Og når muslingerne er dampede, smider man dem ud, der ikke åbnede sig i dampen. Jeg ved af bitter erfaring (jeg var teenager), at man kan blive noget så ubehageligt syg af dårlige muslinger.

Note 2: Man skærer en skive af citrongræsstænglen nederst, så det er lettere at pille de yderste, stive blade af. Når man kommer ind til den blødere del, stopper man med at pille og smide væk 🙂

Note 3: Kaffir limeblade kan købes i større supermarkeder. De tørrede blade står i poser på hylderne sammen med de øvrige asiatiske varer. Hvis ikke du kan finde dem, kan du i nødstilfælde bruge skallen af usprøjtede limefrugter i stedet.

(Opskriften er fra magasiner Mad&Venner, nummer 127, 2015)

Jeg synes næsten, man kan smage, hvor mange gode vitaminer, man får :-)
Jeg synes næsten, man kan smage, hvor mange gode vitaminer, man får 🙂