Fløderand

Ja, det er unægtelig et lidt underligt foto dette indlæg er krydret med. Det skyldes, at det eneste “spor” jeg har at gå efter, netop er denne opskrift, printet fra Arlas hjemmeside, hvor jeg har skrevet “GOD!”.

Så jeg må jo have lavet den til nogen. Jeg har også lagt den i bunken af opskrifter, som jeg synes, jeg skal skrive ind her for at huske dem. Men da jeg ikke aner, hvornår det var, har jeg ikke kunne finde et foto af min egen udgave af fløderanden.

Jeg elsker fløderand.

Min far var mest til ymerfromage, og det tror jeg også, at min søster er. Fordi den er syrlig. Min farmor elskede vaniljebudding, og min farfar var til chokoladebudding med flødeskum… og han nappede gerne en kop varm chokolade med flødeskum til…åh ja, den lader vi lige stå 🙂

Men altså mig – det er fløderand! (nå ja, citronfromage er heller ikke ringe)

Fløderand

6 blade Husblas
0,5 liter Mælk
1 Vaniljestang
6 spsk Sukker
50 g Hakkede, smuttede mandler
0,5liter Piskefløde
Tilbehør:
500 g Rensede, friske jordbær (se note 1)

Læg husblassen i blød i koldt vand i cirka fem minutter. Bring mælken i kog sammen med den flækkede vaniljestang og sukker.

Træk husblassen op af vandet med det vand, der hænger ved, og smelt den i mælken. Tilsæt mandler og lad blandingen køle af, til den er lillefingervarm.

Fjern vaniljestangen. Pisk fløden til flødeskum og vend det i den afkølede mælk.

Kom blandingen i en randform (cirka halvanden liter) og stil den tildækket i køleskabet i cirka fire timer – eller til fløderanden er helt stivnet.

Vend fløderanden ud af formen og pynt med jordbær (se note 1).

Note 1. Det lyder bestemt lækkert med friske jordbær, men sådan er fløderand godt nok aldrig blevet serveret i min familie. Det var (næsten) altid med jordbærsovs – en sjælden gang imellem med “rød sovs”, hvilket vil sige, at alle røde bær (også hindbær og ribs) var moset ned i den sovs….

(Opskriften er fra Arlas hjemmesiden, som er rigtig god, hvis ikke man er allergisk overfor mælkeprodukter i al almindelighed eller Arla i særdeleshed.)

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *