Nogle af mine venner og bekendte vil nok undre sig over, at der forekommer en opskrift med ærter her på bloggen (der er faktisk én mere 🙂 ), da jeg absolut ikke kan lide ærter.
Men suppen her fik jeg engang til et selskab og syntes, den var elegant. Siden har jeg lavet den en enkelt gang selv, og det er så længe siden, at jeg ikke kunne huske mine erfaringer med den, da jeg i går (nytårsaften) stod og skulle lave den igen.
Forleden holdt jeg den årlige julefrokost for canastaklubben.
Jeg er ikke helt sikker på, hvor mange år vi har gjort det, men på Facebook fandt jeg i hvert fald et minde fra 2010, så vi har da mindst gjort det siden da.
Det er mig, der er værtinde og mig der betaler maden (gæsterne kommer med egne drikkevarer – undtagen velkomstdrinken), for så kan jeg bestemme, hvad vi skal have at spise.
Jeg har før lagt selskabet ned allerede fra start med velkomstdrinks, der var så fyldte med sprut, at folk måtte bestille en taxa hjem. Det er faktisk ikke så sjovt, og efterhånden er vi jo blevet nogle “ældre damer” på 56-66 år, så vi vil gerne starte lidt blidere.
Her mens coronavirus var på sit højeste – de første tre-fire uger efter vi var blevet sendt hjem den 12. marts – købte jeg en dvd-box med de 24 film om agten 007, der er lavet indtil nu (1962-2015).
Da jeg havde trykket ”køb” på nettet, fortrød jeg allerede lidt, for gad jeg nu se de film? Nogle af dem var jo lige så gamle som mig selv!
Det viste sig at være en af de senere måneders bedste investering – jeg elskede filmene! Især de gamle med Sean Connery. Dem havde jeg aldrig set før, og jeg blev næsten helt småforelsket i den fyr, Sean Connery var dengang. Hold nu op, han var meget lidt grim.
Drinken her lyder det lidet lovende navn Death In The Afternoon, og den ligner noget, man ville servere hos fekongen i Elfhame (jeg læser Holly Black i øjeblikket, så jeg er lidt fe-skadet).
Den giftigtgrønne drink stammer dog hverken fra kong Cardans hof af grusomme og småonde feer eller fra en Agatha Christie kriminalroman.
Men den har faktisk en litterær baggrund. Den er nemlig en Hemmingway-opfindelse.